Annonce
Trekantområdet

Borgmestrenes bro-klumme: Lillebæltsbroen samler og udvikler Trekantområdet

Jacob Bjerregaard (S), borgmester i Fredericia Kommune og Johannes Lundsfryd Jensen (S), borgmester i Middelfart Kommune. Fotos: Mette Mørk og Peter Leth-Larsen
Annonce

Gennem et halvt århundrede har Lillebæltsbroen stået som et monument over samarbejde, udvikling og vækst på tværs af Lillebælt og i hele Trekantområdet. Med sin genkendelige, ikoniske profil er den funderet i historien – og viser vej ind i en fremtid, hvor Trekantområdet vil stå endnu stærkere som Danmarks grønne vækstcentrum.

For Lillebæltsbroen forbinder ikke bare Middelfart og Fredericia kommuner, men hele landet sammen fra øst til vest. Med sin sekssporede motorvej er den en hovedpulsåre for hele landet. Men Lillebæltsbroen danner ikke kun bro for biltrafikken. Den forbinder også mennesker.

For nok minder vi meget om hinanden på tværs af Lillebælt. Men vi har hver vores identitet, som flettes sammen af den gode forbindelse mellem vores kommuner. Vi ser ikke Lillebælt som en skillelinje. Tværtimod er naboskabet omkring Lillebælt på mange måder med til at binde os sammen.

Med Lillebæltsbroen har vi mulighed for at arbejde i Fredericia og bo i Middelfart – eller omvendt. Den gør det let at tage ”over på den anden side” til fritidsaktiviteter, kulturelle arrangementer eller bare for at shoppe. Og det er der heldigvis rigtig mange, der gør hver dag. For vores to kommuner er tilsammen hjemsted for en perlerække af tilbud. Det gør det attraktivt at bo i Middelfart og Fredericia kommuner.

Lillebæltsbroen er samtidig et stærkt symbol på de tætte kommunale samarbejder. Vi arbejder blandt andet sammen om at tiltrække turister og skabe gode oplevelser gennem Bridgewalking, fælles markedsføring og samarbejdet i Naturpark Lillebælt. Vores unge mødes på en bred palette af ungdomsuddannelser. Og helt praktisk forbindes vi af supercykelstien, som via den gamle Lillebæltsbro binder bymidterne sammen, og gør det let at transportere sig bæredygtigt fra by til by.


En ny forbindelse over eller under Lillebælt bliver ikke bygget på én dag


Hver dag passerer 80.000 køretøjer Lillebæltsbroen. Et tal, der er fordoblet på lidt over 20 år. Den lette adgang og høje mobilitet gør det attraktivt at lægge sin virksomhed her. Varer kan uden besvær fragtes frem og tilbage. Medarbejdere kan rekrutteres fra hele Fyn og så langt væk som Aarhus og Esbjerg. Det havde ikke været muligt uden broen.

Det giver muligheder og en dynamik, som danner et stærkt fundament for et erhvervsliv i konstant udvikling. For hver pendler, hver lastbil med varer og hver turist bidrager Lillebæltsbroen til omsætning og produktion i vores to kommuner, regionen og hele landet.

De gode forbindelser over Lillebælt har med andre ord en stor værdi både for regionen og for hele landet. Derfor skal vi også fremtidssikre forbindelsen. Den store trafikmængde betyder også, at Lillebæltsbroerne begynder at blive en flaskehals. Kø og tæt trafik opstår jævnligt. Det kan bremse den positive spiral med vækst og udvikling, og det er vi nødt til at agere på.

En ny forbindelse over eller under Lillebælt bliver ikke bygget på én dag.

Derfor fik vi allerede i 2011 undersøgt alternative muligheder for at aflaste Lillebæltsbroen trafikalt. Svaret var éntydigt, at en ekstra forbindelse er den bedste løsning både trafikalt, økonomisk og natur-/miljømæssigt. Derfor er både Region Syddanmark og alle 22 kommuner i regionen enige om at arbejde sammen for en ny forbindelse over eller under Lillebælt.

I mellemtiden er andre og mere luftige projekter kommet på banen – en Kattegat-forbindelse og en Fyn-Als-forbindelse. Ingen af dem løser problemet over Lillebælt. Og derfor er det første skridt er at få en grundig og samlet strategisk analyse af øst-vest-trafikken i Danmark. En analyse, der kan bekræfte, at trængslen over Lillebælt kun kan løses ved at øge kapaciteten netop her. Og arbejdet bør sættes i gang med det samme, så der er god tid til at finde den rette type løsning, så forbindelsen over eller under Lillebælt fortsat kan være til gavn for regionen og hele landet.

De sidste 50 år har Lillebæltsbroen trukket Middelfart og Fredericia kommuner tættere sammen. Vi ser frem til at følge Lillebæltsbroens og områdets udvikling i de kommende år. Forhåbentlig kan vi de næste 50 år i endnu højere grad drage nytte af Lillebæltsbroens mange fordele på begge sider af bæltet.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Vejle

To børnehaver i Vejle ramt af corona: 51 børn og 11 voksne sendt hjem

Vejle Boldklub For abonnenter

Karakterbogen: Flere strålede i en flot VB-sejr

Annonce