Annonce
Jelling

Brand i bigballer skabte kraftig røg


Annonce

Torsdag eftermiddag blev store mængder bigballer antændt, mens en traktor fragtede bigballerne på påhængsvogne ad Tofthøjvej i Jelling.

Branden i bigballerne gav torsdag eftermiddag og aften kraftig røgudvikling, oplyste indsatsleder hos Trekant Brand, Kristian Müller.

- Det ligger og ulmer og giver meget røg, der kan ses langt herfra, sagde Kristian Müller torsdag aften ved 18-tiden.

Trekant Brand fik meldingen om branden torsdag eftermiddag klokken 15.51, og brandfolk fra flere stationer rykkede ud for at få ilden slået ned.

- Vi har en lastbil med greb på, der hjælper med at få halmballerne fra hinanden, så de kommer ned i en fornuftig højde, hvor vi kan komme til at slukke ordentligt efter, sagde indsatslederen.

Chaufføren opdagede branden i påhængsvognene under kørslen og kørte ind til siden på en græsmark, hvor der ikke var fare for, at branden bredte sig yderligere, oplyste indsatslederen.

- Chaufføren har gjort det helt rigtige, og han fik selv koblet traktoren af.

Brandfolkenes biler og udstyr fyldte dog meget af vejen torsdag eftermiddag og aften, og Tofthøjvej var derfor spærret flere timer, mens slukningsarbejdet var i gang.

Årsagen til branden er endnu ikke fastslået, men indsatslederen har et bud:

- Mit bedste bud er, at der er nogle bremser, der er blevet varme, som så har antændt bigballerne under kørslen, sagde Kristian Müller.

Slukningsarbejdet fortsatte ud på aftenen torsdag.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce