Annonce
Brande

Brande Vandværk er nu størst i kommunen

Det er anseelige mængder vand, Brande Vandværk pumper ud. Og i fremtiden bliver forbruget endnu større. Arkivfoto
De helt store udvidelser ligger dog et stykke ude i fremtiden.

Brande: På sidste års generalforsamling i Brande Vandværk kunne formand Jens Arne Thomsen orientere om stor interesse for vand fra Brande Vandværk fra blandt andet AKM, KMC’s Derivatfabrik, Axel Månssons biogasanlæg og Bestseller-byen, i alt et forventet merforbrug på 500.000 kubikmeter.

Helt så ”galt” er det imidlertid ikke gået (endnu), kunne formanden konstatere på sidste uges generalforsamling i vandværket. Derivatfabrikken bruger ganske vist mere og mere vand, mens AKM har renoveret eget vandværk og er selvforsynende. Bestseller-byen eksisterer fortsat kun som planer, men her er det forventede behov reduceret fra 200.000 kubikmeter til 160.000.

Forlydender om, at AKM ville bygge så stort et vandværk, at de selv kunne forsyne derivatfabrikken, blev dementeret af virksomhedens nu forhenværende direktør, mens man endnu ikke kender merforbruget efter en eventuel udvidelse af biogasanlægget. Desuden ligger der ansøgninger om vand til en ny tankstation, Burger King og McDonalds samt på sigt 100 byggegrunde i Brande Syd.

- Vi er nødt til at være på forkant med udviklingen, påpegede Jens Arne Thomsen.

Derfor har vandværket heller ikke opgivet planerne om en udvidelse på Petersborg med en ekstra produktionslinje.

I 2018 blev der udpumpet over 1 mio. kubikmeter vand, og der blev solgt 130.947 kubikmeter mere end i 2017. Dermed er Brande Vandværk nu det største vandværk i kommunen. Ved udgangen af 2018 var der 2.873 forbrugere tilsluttet Brande Vandværk, en stigning på 51, og der er i årets løb udtaget 22 vandprøver.

Overskud

Regnskabet udviste et overskud på 324.000 kr. efter investeringer og tilpasninger. Derfor fastholder man en uændret vandpris på kr. 5,50 + afgifter og moms, i alt kr. 14,83 pr. kubikmeter. På sigt er der udsigt til et fald i prisen.

Både Søren Grarup og de to suppleanter, Jens Studsgaard og Henning Højgård, blev genvalgt. Efter generalforsamlingen konstituerede bestyrelsen sig med Jens Arne Thomsen som formand, Søren Grarup som næstformand samt Morten Ebler, Tune Holm og Vagn Åge Riis som menige bestyrelsesmedlemmer.

Annonce
Forsiden netop nu
Annonce