Annonce
Vejle

Branden i det talende træ spøger fortsat i Økolariet

Branden opstod i udstillingen på 1. etage i et talende træ. Nu vil stedet blive omdannet til en lounge, hvor gæsterne kan tage et hvil og se en mindre udstilling om bæredygtigt design og FN?s Verdensmål. Foto: Mette Mørk

I december og januar holder oplevesescentret vanen tro lukket for at sætte nye udstillinger op, men i år bruges halvdelen af tiden på at genopbygge huset efter branden tilbage i august. Skadernes omfang er større end forudset.

Vejle: Skaderne efter branden i august er atter kommet bag på Økolariet, som først i december kunne begynde på den egentlige genopbygning af huset.

Branden, hvis arnested var i en elektrisk installation i et talende træ på 1. sal, har nemlig skadet husets isolering. Flere etager fra branden er sod og røg trængt ind i bygningens hulmure og vægplader, fortæller lederen af Økolariet, Niels Nørgaard.

- Rengøringen har derfor taget længere tid end forventet, og vi kan endnu en gang være taknemmelige for, at branden skete uden for centrets åbningstid, siger han.

Røg og sod er også vældet ud af de små åbninger i enkelte af husets stikkontakter. Skaderne er omfattende, og Niels Nørgaard vurderer, at omkostningerne løber op i fem-seks millioner kroner.

- Vi har faktisk ikke opgjort det endelige beløb endnu. Det er vigtigt at sige, at kommunens forsikringsselskab dækker omkostningerne, og borgerne kommer ikke til at betale en øre, siger han.

I december og januar holder oplevesescentret vanen tro lukket for at sætte nye udstillinger op, men i år bruges halvdelen af tiden på at genopbygge huset. Der er derfor ekstra travlhed, og Niels Nørgaard har kaldt ekstra mandskab på arbejde.

Annonce

Branden i Økolariet

Med hjælp fra overvågningskameraer har det været muligt at skabe en tidslinje over forløbet fredag 17. august, hvor ilden fik fat i et "talende træ" på 1. sal i tårnbygningen.

18.30: En medarbejder tænder udstillingerne.

18.35: Der opstår brand i installationerne i det talende træ i udstillingen om biodiversitet.

18.38: Lokalet fyldes med røg.

18.39: Udstillingen om insekter nedenunder fyldes med røg.

18.46: En medarbejder alarmerer brandvæsnet.

18.48: Vandrør sprænger i loftet over det talende træ.

18.54: Brandvæsenet ankommer.

19.30: Branden er slukket.

Kilde: Økolariet

Soden stod ud af stikkontakterne helt oppe i tårnet. Foto: Mette Mørk

Åbner igen i februar

Lørdag 9. februar klokken 10 åbner Økolariet igen. Ifølge Niels Nørgaard vil enkelte udstillinger ikke nå at blive færdige til dagen, men han forsikrer, at oplevelsescentret bliver fuldt funktionsdygtig kort tid efter.

Trods branden, som lukkede Økolariet ned i 14 dage, er centret alligevel nået op på 74.000 gæster i 2018 mod rekordtallet på 82.000 gæster i 2017.

- Det er på trods af, at vi skruede ned for vores markedsføring efter branden. Vi ønskede ikke at vise et amputeret Økolariet for dem, som normalt ikke kender centret, siger Niels Nørgaard.

I løbet af 2019 kommer der nye udstillinger om højaktuelle emner som rent drikkevand, plastik i havet, affald og genbrug, kost og klima samt bæredygtigt design og FN's Verdensmål. Derudover får centret flere aktiviteter i udstillingerne.

- Ved affald og genbrug skaber vi en leg, hvor gæsterne på tid skal sortere affald korrekt. Det er vores erfaring, at aktiviteter er særligt populære, og det har vi taget til os, siger Niels Nørgaard.

Økolariet er på vej ud af brandskaderne og en af de store udfordringer er at få vandet under gulvet affugtet. To vandrør sprang, hvilket var med til at slukke ilden hurtigere, men som også betød omfattende vandskader i bygningen. Foto: Mette Mørk

Stadig insekter til ganen

En anden populær udstilling, der blev totalskadet som følge af branden, var den om spiselige insekter.

- Men bare rolig, lyder budskabet fra Økolariet: Alle gæster vil fortsat kunne få en smagsprøve på insekter, når de besøger Økolariet. Og i løbet af foråret åbner en ny udstilling, der fortæller bredt om bæredygtig og klimavenlig kost - og hvor insekter som mad også indgår.

Økolariet har forsøgt at få det bedste ud af branden. Niels Nørgaard mener, at centret med bæredygtighed som omdrejningspunkt bliver endnu bredere i det nye år. Foto: Mette Mørk
Økolariet på vej ud af brandskaderne. Foto: Mette Mørk
Annonce
Forsiden netop nu
Vejle

Nul østers-status til lokale gourmet-kokke

Annonce