Annonce
Danmark

Brevafstemningen til kommunalvalget går i gang: Valgdeltagelsen svinger op igennem alderen

Politiske valg i Danmark har generelt stor tilslutning, men valgdeltagelsen svinger med alderen og de nære omgivelsers påvirkning. Arkivfoto: Morten Stricker.
Årets kommunal- og regionalvalg indledes med brevafstemning fra tirsdag. De helt unge er ivrige vælgere, dem i 20'erne og de allerældste er ikke, viser tidligere valg. Kampagne går i gang for at få flest muligt med på valgvognen.

KV21: Hector Husum og Albert Middelfart Christensen er begge 22 år, venner og fra Odder. Dér boede de hjemme hos deres forældre, da de som 18-årige førstegangsvælgere gik ind i  kommunalvalgets stemmebokse for fire år siden.

-  Wauw, er jeg nu kommet dertil, tænkte jeg. Jeg har altid interesseret mig for politik, så det var et slags klimaks at få lov, husker Hector Husum om sin første personlige omgang med demokratiet.

- Iveren efter at stemme var enorm. Det var stort at få muligheden, lyder det fra Albert Middelfart Christensen.

Annonce

Snart buldrer valgtrommerne igen. Der er kommunal- og regionalvalg 16. november med mulighed for brevafstemning fra tirsdag d. 5. oktober. Men denne gang er deres udgangspunkt et andet. De er begge flyttet hjemmefra langt væk fra Odder, familien og det velkendte.

De bor i København, hvor Hector Husum læser dansk på universitetet, og Albert Middelfart Christensen læser til bygningsingeniør på DTU.

De er gået i gang med at stå på egne ben, være voksne, sådan rigtigt, med ansvar for alting, især dem selv. Deri ligger også ansvaret for at vide så meget om de nye lokale forhold, at de på ny kan deltage i et valg.

Vildt udsving

Ifølge valgforsker Kasper Møller Hansen fra Københavns Universitet har de to venner fra Odder indledt en rutsjebanetur. Det er nemlig, hvad  stemmeafgivning i relation til vælgernes alder ligner. Mellem ungdom og alderdom går valgdeltagelsen op og ned, op og ned.

Førstegangsvælgerne på 18 år er ivrige ved stemmeboksen, men allerede hos de 19-årige går det nedad igen, men stiger så fra midt og sidst i 20'erne op til de 70-årige, hvorefter det igen går nedad.

- Det er ret vildt. Faldet i valgdeltagelse falder med hele 12 procent fra de 18-årige til de 19-årige, siger Kasper Møller Hansen.

I den forbindelse påpeger han, med afsæt i en rapport, han har udgivet om kommunalvalget 2017, at det er de familiære og sociale påvirkninger, der får vælgerne til stemmeurnerne snarere end rent politiske forhold.

- Dels får de18-årige et boost ved at blive myndige og få adgang til den største myndighedsret, retten til at deltage i et valg. Dels er de netop i den situation udsat for en enorm påvirkning fra omgivelserne, venner, familie, især fra forældre, siger Kasper Møller Hansen.

Annonce

Socialt aspekt

Det store fald i valgdeltagelse på så kort tid hænger ifølge valgforskeren sammen med, at de unge flytter hjemmefra.

- Så har mor og far ikke samme hånd i hanke med dem mere, og de er måske kommet til en ny kommune, de kender ikke politikerne dér, og i det hele taget er der meget andet nyt og fremmed, der tager deres fokus, siger Kasper Møller Hansen.

Vælgere, der er kommet op i den alder, hvor partneren er faldet fra, mister også interessen for at stemme. Det gælder så især kvinder, fordi de lever længst.

-  Det gælder også, når folk blive enlige på grund af skilsmisse. Igen er det sociale aspekt centralt. Det er mere det end principper og holdninger, der får os til at stemme, siger Kasper Møller Hansen.

Annonce

Demokratisk privilegium

Hector Husum, der har boet i hovedstaden i to år nu, er på den ene side ikke med på billedet af unge, der holder op med at stemme. På den anden side er han et eksempel på betydningen af de nære omgivelsers påvirkninger.

Det er respektløst over for demokratiet, hvis ikke man stemmer.

Hector Husum, 22 år

- Jeg er politisk bevidst og engageret og medlem af et parti. Det har jeg med hjemmefra. Så langt jeg kan huske tilbage, har politiske emner ligget højt på dagsordenen derhjemme. Politik har været et dagligt samtaleemne, siger han.

Af den grund er han ikke i tvivl om, at han deltager i det snarlige valg.

- Ikke alle har retten til at stemme, sådan som vi har. Så jeg ser det som et  privilegium at have denne ret og dermed være med til at bestemme, hvem der skal styre vores land eller vores kommune. Det er respektløst over for demokratiet, hvis ikke man stemmer, uanset hvad og hvem man stemmer på, siger Hector Husum.

Annonce

Meget nyt at have styr på

Det er hans ven hjemme fra Odder, Albert Middelfart Christensen, principielt enig med ham i, men anskuer det alligevel på en anden måde.

- Jeg har det ikke helt som for fire år siden, da jeg lige havde fået valgret. Det er ikke noget, jeg ser frem til på samme måde denne gang, siger han.

Jeg forstår godt, hvis nogen opgiver og lader være med at stemme.

Albert Middelfart Christensen, 22 år

I hans familie har det politiske ikke på samme måde som i Hector Husums domineret samtalen over aftensmaden. Men det ligger i hans opdragelse, at man ikke snyder uden om et valg.

- Man stemmer, det gør man altså.

- Men jeg har kun boet København i et år, så der er meget nyt, man skal have styr på, også de politiske temaer og kandidater. Så jeg forstår godt, hvis nogle opgiver og lader være med at stemme, siger Albert Middelfart Christensen.

Annonce

På sigtekornet

De to venner, og resten af deres generation, er direkte på sigtekornet hos de kommende ugers kampagnesnedkere i Danske Kommuner, Danske Regioner og Indenrigsministeriet, som vil lokke så mange til stemmeurnerne som muligt.

Det sker med kampagnen "Stem med," som ifølge Danske Regioners formand Stephanie Lose appellerer bredt til alle vælgergrupper, men en særlig tanke er rettet mod de yngste årgange og de ældste.

- Lokalt og regionalt demokrati er en væsentlig del af vores samfund, og her træffes beslutninger helt tæt på borgerne, også de enlige, hvad enten de er unge eller gamle. Derfor skal vi også have dem til at stemme, siger hun.

Annonce

Det samme overalt

I talmaterialet fra valgforsker Kasper Møller Hansens rapport, fremgår det også, at valgdeltagelsen er markant mindre i de største kommuner end i de mindste. Det har også en del med alder at gøre.

I 2017 havde København med knap 444.000 stemmeberettigede eksempelvis en valgdeltagelse på 61,9 procent. På Fanø med omkring 3.700 stemmeberettigede, deltog 85,7 procent i valget.

- Den forskel er velkendt og har demografiske årsager og har også noget at gøre med følelsen af nærhed, altså om hvordan den daglige forbindelse til dem, man vælger, er.

-  Flere forhold kan spille ind, så vi ser også mindre kommuner med lav valgdeltagelse, Lolland for eksempel. Men generelt passer denne forskel i tallene til stemmernes aldersfordeling. Jo større byerne er, des mere er de domineret af unge indbyggere, så når de unge holder sig hjemme, falder selvsagt den samlede valgdeltagelse, siger Kasper Møller Hansen.

Han understreger, at hvad aldersfordelingen i stemmeafgivning angår, spiller geografien ingen rolle:

- Der kan være variationer fra sted til sted, men de er små. Problemet er det samme overalt.

Til gengæld er der noget at komme efter for kampagnefolket, viser erfaringerne. Direkte og målrettede henvendelser - sms'er, postkort, plakater i opgange og meget mere - har  fra 2009 til 2017 fået 18-åriges valgdeltagelse til at stige med 17 procentpoint.

- Det tyder i hvert fald på, at de unge er modtagelige for argumenter, siger Kasper Møller Hansen.

KV 2021

Over 4,5 millioner borgere har stemmeret ved kommunal- og regionalvalget 16. november 2021.

71 procent stemte ved seneste kommunal- og regionalvalg i 2017.

Valget omfatter 98 kommuner og fem regioner.

Der vælges mellem 9 og 55 politikere til hvert kommunalråd, antallet er afhængig af indbyggertal.

Til hvert regionsråd vælges 41 medlemmer.

Der kan brevstemmes fra tirsdag 5. oktober. Den mulighed benyttede 180.000  vælgere sig af i 2017 – det svarer til næsten seks procent af vælgerne.

Annonce
Annonce
Vejle

Se de eventyrlige julelys på den velbesøgte villavej: 'Det kan godt være svært at komme ud af indkørslen mellem klokken 17 og 18'

Alarm 112 For abonnenter

Politiet forbyder båthorn i Sandvad: 'I må gerne demonstrere, men det skal være i stilhed' - lokalrådsformand føler, at staten giver de utilfredse mundkurv på

Sport

Danmark storsejrede, men alligevel blev det en trist VM-indledning: Mia Rej blev båret ud med en alvorlig skade

Hedensted For abonnenter

Straffet for døde insekter og størknet olie ved fritureområde: Grillbar får sur smiley og bøde

Store mængder ulovligt fyrværkeri smugles til Danmark i posten: I år ser ud til at blive et rekordår

Vejle For abonnenter

Vores madanmelder gæster indisk restaurant i Vejle: Tam og kedelig oplevelse - og hvor i alverden var mangosaucen?

Danmark

Torsdagens coronatal: Yderligere 4680 er smittet med corona - antallet af indlagte falder med 12

Alarm 112

Iskolde tyve kom på besøg, mens husets ejer var i bad: Det kan være en del af noget større

Forsvaret forurener campingejers fiskesø: - Gå i gang med at rense op nu

Jelling

Vores børn er bange, og vi føler os fanget i eget hjem: Sandvads borgere tager bladet fra munden

KOMMENTAR For abonnenter

Lad mig sige det lige ud: Det er for åndssvagt ikke at værne endnu mere om 'de åndssvages' historie

Hedensted

Kro og bodega ramt af flere corona-tilfælde: Besøgende opfordres til at blive testet

Annonce