Det er nok de færreste, der ville beskrive sig selv som en irriterende flue. Men det gør Tanja Brinck Bentzon med glæde. Hun er indehaver af Brinck Bentzon Studio i Algade, og sidste år løb hun med den ene af tre specialpriser inklusiv 10.000 kroner til awardshowet Byens Bedste i Middelfart. Hun og butikken var desuden nomineret i kategorien "Byens Bedste Service".
- Jeg er nok sådan en, som, nogle af de gamle spillere i byen synes, er lidt for meget. Men jeg oplever, at når jeg kommer med den energi, jeg gør, så får jeg noget tilbage.
Energi og gåpåmod løber Tanja Brinck Bentzon ikke sådan lige tør for - så længe folk tager godt imod ideerne og giver hende et klap på skulderen, når hun gør det godt.
- De fleste danskere er dårlige til det med ros og anerkendelse. Og der er sådan en pris bare god, for så kommer folk hen og fortæller, at de jo stemte på os, fordi vi er så gode, fortæller hun og kalder det "smørelse til tandhjulet".
- Jeg er vokset op i et hjem uden ros, så anerkendelsen betyder rigtig meget for mig.
Tanja Brinck Bentzon- Jeg er vokset op i et hjem uden ros, så anerkendelsen betyder rigtig meget for mig.
Vi skal følge, like og heppe på hinanden
Tanja Brinck Bentzon er typen, der ser muligheder i stedet for begrænsninger. Må hun på grund af corona ikke åbne frisørdelen i butikken - ja, så åbner hun butikkens anden halvdel med tøj, smykker og produkter. Og hun ser tilbage på en tid med corona (som hun syv, ni, 13 ikke håber vender tilbage) og tager det bedste med sig.
- Folk har opdaget Middelfart. Folk glemmer, hvor fedt et sted vi har her. Byen har charme, og vi (i butikkerne, red.) har virkelig fat i noget, som kan vækste, hvis vi står sammen og hjælper hinanden. Det betyder så meget, at vi følger, liker og hepper på hinanden, mener hun og fortæller, at hun ikke sjældent anbefaler sine kunder avokadotoasten hos Jataco og husker dem på, hvad der er på tapetet hos Kreaværk, Yellow-Carry eller et tredje sted.
- Der kommer ikke flere handlende til byen, hvis vi (butikkerne, red.) bare passer hver vores matrikel.
Med prisen fulgte 10.000 kroner fra Brobygning Middelfart. Pengene skulle være brugt på en projektor, som kunne bruges under blandt andet events og andre begivenheder i butikken. I stedet endte de i det hul, coronaen efterlod. Et hul, som heldigvis ikke endte med at være større, end at Tanja og Brinck Bentzon Studio fortsat udvikler sig i det gamle apotek i Algade.