Annonce
Kultur

Brudeparrene vender tilbage: Vielser er igen efterspurgte i Jelling Kirke

Jelling Kirke begynder atter at danne rammen for vielser. I takt med at landet genåbner, begynder brudepar igen at booke kirken til deres store dag. Arkivfoto: Mette Mørk
Efter en lang corona-tørke, vender brudepar atter tilbage til Jelling Kirke, og det glædes man over på kirkekontoret.

Jelling: Der har været langt mellem riskast, bryllupsklokker og fine, hvide kjoler foran Jelling Kirke. På grund af corona har antallet af bryllupper det seneste år været meget begrænset, men nu begynder det at vende. Og det er man glade for på kirkekontoret.

- Vi har haft ekstremt få bryllupper i forhold til, hvad vi plejer. Det har været meget usædvanligt. Men vi ved jo godt, at årsagen udelukkende har været corona, siger Marianne Kristoffersen, som er præstesekretær i Jelling.

Derfor er hun glad for, at brudepar igen tør planlægge en vielse i Jelling Kirke.

Annonce

- Lige nu har vi mange ledig tider til vielser, men problemet for mange brudepar er lige nu, at mange festlokaler er booket langt i fremtiden, fordi alle har flyttet deres fester. Derfor har de tøvet med at booke kirken. Men nu begynder vi at kunne se, at folk igen reserverer kirken til vielser, siger hun.


Vi har haft ekstremt få bryllupper i forhold til, hvad vi plejer. Det har været meget usædvanligt. Men vi ved jo godt, at årsagen udelukkende har været corona.

Marianne Kristoffersen, præstesekretær


Også I Hvejsel og Ildved kan sognepræst Gitte Sandager Bjerre mærke, at der igen er efterspørgsler på både vielser og dåb.

- Jeg synes faktisk, at der er overraskende mange, som gerne vil vies nu, og det er rigtig dejligt at se. Det er lidt som om, at folk har fundet ud af, hvad der er vigtigt i livet her under corona. Og det resulterer altså i en masse bryllupper, siger Gitte Sandager Bjerre.

Forespørgsler fra hele Danmark

Det er ikke kun kommende brudepar fra Jelling og omegn, som gerne vil giftes i Jelling Kirke. På kirkekontoret får man nemlig henvendelser hele landet.

- Vi har en del fra København, som synes, det kunne være fedt at blive gift i Jelling på grund af den historie, som byen og kirken har, siger Marianne Kristoffersen.

Men det er dog ikke alle, som kan få lov til at sige ja foran alteret i Jelling.

- Vi ser jo gerne, at de par, som bliver gift her, enten bor i byen eller har en anden relation til Jelling og kirken. Det kan være, at folk er blevet døbt eller konfirmeret i Kirken. Derfor bliver vi også sødt til at sige nej til nogle af dem, som måske ringer fra København eller andre steder, forklarer hun.

Lige nu er der stadig mange restriktioner for, hvordan og hvor mange man må samles i kirkerne landet over. Og i Jelling håber man, at der snart bliver lempet på det.

- I forhold til andre steder har vi stadig nogle stramme restriktioner - blandt andet i forhold til afstand. Så vi håber, at det snart lempes, så der for eksempel kan være flere gæster i kirken til vielser eller barnedåb, slutter Marianne Kristoffersen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Sport For abonnenter

Kommentar: Der er ingen vej udenom - Uefa eller Hjulmand taler usandt

Alarm 112 For abonnenter

Retssag om pædofili: 44-årig erkender blufærdighedskrænkelse og børneporno, men nægter voldtægt

Alarm 112

Nej, den flinke mand var ikke fra politiet: Nyt forsøg på at narre penge fra folk

Annonce