Annonce
Give

Bruger du snus? Det er ulovligt, det er farligt og det er rigtig dumt

Der lyttet opmærksomt til den beretning, en tidligere misbruger af snus gav niende årgang på Firkløverskolen Give. Det var i øvrigt her, han startede sin karriere som misbruger af snus. Foto: Børge Larsen
Tidligere misbruger af snus tryllebandt eleverne i Firkløverskolen Gives overbygning med en selvoplevet beretning. Ikke mindst farerne for sundhedsskader og kampen for at komme ud af afhængighed betød eftertænksomme miner.

Give: Der er ikke megen snusfornuft i at starte en karriere som bruger af snus.

Tværtimod er det rigtig dumt, for det skaber en langt større afhængighed end man umiddelbart skulle tro. Og det går lynhurtigt.

Det fremgik af indlæg, som en tidligere misbruger af snus torsdag holdt for eleverne i syvende, ottende og niende årgang på Firkløverskolens afdeling i Søndermarken. Oplægget blev holdt i tre etaper, en for hver årgang.

Oplægsholderen er tidligere elev på netop Søndermarksafdelingen og med sine 20 år var han på bølgelængde med eleverne. Der kan normalt godt være en del støj, når en hel årgang på 75 elever er samlet, men her blev der lyttet nærmest med tilbageholdt åndedrag.

Beretningen gjorde indtryk og virkede med stor sikkerhed væsentligt bedre end adskillige undervisningsfilm og formaninger fra "gamle mennesker" som lærere og forældre.

- Ja, det er lidt underligt, at jeg skal stå her og lyde som om jeg var forælder. Jeg synes på en måde, det er lidt dobbeltmoralsk, for alt det, jeg advarer dem om, har jeg jo selv gjort, siger oplægsholderen.

Annonce
Jeg har regnet ud, at jeg i de fire år brugte omkring 11.000 kroner på snus. Jeg skaffede blandt andet penge til det ved selv at handle med snus. Det er ikke noget, jeg er stolt af. Svensk snus kan ikke købes lovligt i Danmark, men det er det, alle bruger. Så den ulovlige handel er ret udbredt.

Anonym oplægsholder

Startede i skolen

Han er naturligvis kendt også af redaktionen, men af hensyn til hans fremtidige virke og ikke mindst familie og venner på egnen ønsker han ikke at stå frem ud over at fortælle de nuværende elever på Søndermarken om sine smertelige erfaringer.

- Synes I ikke, det er utroligt modigt af ham? Skal vi ikke give ham et solidt bifald, sluttede lederen af Søndermarksafdelingen Elin Aggebo den halve time, der var sat af til hver årgang.

Det syntes eleverne var en god idé, for de havde fået en kæberasler af en oplevelse.

- Da jeg første gang stiftede bekendtskab med snus gik jeg i ottende klasse her på skolen. Jeg fik det tilbudt af en kammerat, men sagde nej. En anden kammerat sagde: Hvorfor er du altid så kedelig? Da jeg anden gang fik det tilbudt ved en fest i Anlægget tænkte jeg, at jeg ikke ville være "ham den kedelig" og jeg vidste, at jeg selvfølgelig ville kunne styre det, fortalte oplægsholderen.

I dag ville han ønske, at han havde valgt at være kedelig. For, som han fortalte, selvfølgelig kunne han ikke styre noget som helst.

Snusen tog mig

Han valgte ikke at være kedelig og tog snusen. Hvad han ikke på forhånd havde gjort sig klart var, at snus er stærkt vanedannende, især når man skifter fra tyggetobak til svensk snus. Hvad han på daværende tidspunkt heller ikke vidste, var at der med afhængigheden også følger en lang række at risici for sygdomme med brugen af snus.

- Hjerte-, karsygdomme med stor risiko for blodpropper inden man er fyldt 25 år. Sukkersyge i form af diabetes 2. Grimme tænder for slet ikke at tale om tandkød, der simpelthen forsvinder, lød det.

Skal man være detaljeret, og det var oplægsholderen, er der også deciderede ulækre detaljer forbundet med at være bruger af snus. Genbrugssnus, eksempelvis. Det er når man lader snusen går fra den ene til den anden. Hvor hashmisbrugerne kun lader piben cirkulere, lader snusmisbrugererne klatten af snus cirkulere.

- Men hvad de færreste tænker på, er at der glasskår indbygget i snus. Det er for at give små huller i tandkødet, så giftstofferne i snusen hurtigere optages i blodbanerne. Men det betyder også, at den sygdom, den ene snusbruger har, lynhurtigt spredes til de andre i kredsen, lød det.

Efter foredraget om misbrug af snus, blev der hængt "hjælpeskemaer" op i klasseværelserne. Problemet er der, men det er hjælpen også. Foto: Børge Larsen

Abstinenser

Men hvis omkostningerne ved at bruge snus er så store, så kan man jo bare stoppe, ikke sandt?

- Nej, så simpelt er det ikke, lød det fra oplægsholderen.

Selv han havde gjort adskillige forsøg på at komme ud af misbruget, men det lykkedes først i femte forsøg. For afhængigheden er voldsom.

- Mit forbrug steg meget, da jeg var på efterskole, hvad jeg var i to år. Da jeg kom hjem, ville jeg holde op inden jeg skulle på gymnasiet, men det gik ikke så godt. For også på gymnasiet er der masser af snus og når man er lidt presset, er det nemt at søge afslapning med snus, fortalte han eleverne.

Først i femte forsøg lykkedes det ham at komme ud af misbruget. Metoden var relativ simpel. Han fortalte simpelthen alle de andre, at han var holdt op. Derfor stoppede de med at tilbyde ham snus og det gjorde det lidt nemmere at bekæmpe abstinenserne.

I dag er han helt fri og har fået så meget overskud, at han også har kunnet fortælle forældrene om sit misbrug. De anede intet om det, mens det stod på.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

71-årig kvinde dømt for fem tyverier

Jelling

Mobilmast får omstridt placering ved fredet skov: Naboer må vige for samfundsmæssige interesser

Annonce