Annonce
Børkop

Brugs havde et underligt år - men rekorden blev alligevel slået

Lars Pedersen, der er uddeler hos Daglig'Brugsen Smidstrup kan se tilbage på et 2020, der var noget anderledes. Men også et rekordår. Arkivfoto: Jørgen Flindt
Dagli'Brugsen i Smidstrup kan se tilbage på et år, som var sjældent af flere grunde. Omsætningsmæssigt set blev alle rekorder slået. Og det kommer byens børn til gode.

Smidstrup: Den unge medarbejder kommer hen til brugsuddeler Lars Pasgaard Pedersen og spørger ham angående pølsehornene. Om hvor lang tid de skal tø op, inden de skal lunes.

- Det er noget, vi normalt sælger en del af, men intet er jo normalt. Der har ikke været børn i skole i flere uger, og så har vi ikke solgt nogle pølsehorn imens, men nu er der atter børn på skolen, og nu sælger vi igen pølsehorn. Men det er lige det der med at huske alle detaljerne. Corona har virkelig betydet, at alle rutiner er blevet kastet op i luften, og vi må gribe dem undervejs, siger Lars Pasgaard Pedersen.


Corona har virkelig betydet, at alle rutiner er blevet kastet op i luften, og vi må gribe dem undervejs.

Lars Pedersen, brugsuddeler


Han og Dagli'Brugsen i Smidstrup kan se tilbage på et 2020, der på mange måder var usædvanlig. Selvfølgelig mest grundet corona. Men ikke kun.

- Det har været et meget specielt år på snart alle områder. Vi har økonomisk haft et år, der slog alle rekorder, hvad angår omsætning. Folk har virkeligt handlet meget lokalt, og det har været hen over hele perioden. Til gengæld havde vi ingen byfest, som ellers normalt er der, vi sælger mest. Og så har vi fået lagt nyt tag på og udvidet butikken. Det har bestemt ikke været et år, som det plejer, siger han.

Et højt tal

At der er sorte tal på bundlinjen hos Dagli'Brugsen i Smidstrup er der ikke noget nyt i.

Omsætningen slog i 2020 alle rekorder, men der var også flere udgifter, så bundlinjen viser et overskud på 210.000 kroner i 2020.

Året før var det dog bedre. Her var det et overskud på 290.000 kroner sidste år.

Året før igen var det på 90.000 kroner.

Det har også været et år med håndsprit, mundbind og plexiglas foran kassen, hvilket også har været en uventet udgift - cirka 25.000 kroner er brugt - men på bundlinjen står der nu alligevel sorte tal tilbage.

- Jeg har været her i otte år, og der har været sorte tal hvert eneste år, hvilket viser, at vi gør tingene rigtigt. Men at vi kan have det i et år, hvor der har været corona, og hvor vi har bygget om for 1,3 millioner kroner, må siges at være ekstra flot, siger han.

Annonce

Støtter byens børn

Mens der har været rekord på omsætningen, har indtjeningen dog været lidt mindre end sidste år, da ombygningen har slugt en del, men tilbage står et overskud på 221.000 kroner, og ti procent går til byens børn.

- Det er en måde at støtte det lokale samfund, der er så gode til at støtte os. Pengene er altid øremærket til børnene, og sådan er det også i år, hvor vi samlet set har delt 21.000 kroner ud til skolen og daginstitutionen. 75 procent, hvilket er næsten 16.000 kroner, går til skolen, mens resten går til Krogårdens Børnehus, forklarer Lars Pasgaard Pedersen.

Det begynder at dufte af pølsehorn henne ved disken. Normalen er ved at vende lidt mere tilbage.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce