Vejle: Michael Panayotis er stolt over, at være indstillet til årets Danish Retail Award. Prisen gives til forandringsskabende chefer indenfor butiksområdet - eller for godt gammeldags købmandskab, som der også står i pressemeddelelsen om nomineringen. Årets præmie er en studietur til Shanghai.
Michael Panyotis har udbredt kendskabet til brudekjoleforretningen i Vejle både gennem sin medvirken i tv-programmet Say Yes to the Dress og ved at iscenesætte butikken på Vejles Gamle Teater med masser af romantisk glamour. Desuden holder butikken flere gange årligt inspirations- og modeaftener for vordende brude, hvor deltagerne kan se eksempler på butikkens kjoler, sko og andet tilbehør og møde leverandører af alt fra bryllupskager til fyrværkeri.
I alt er otte butiks- og varehuschefer fra hele landet indstillet til prisen, som uddeles af erhvervsskolen ZBC samt Dansk Erhverv og Dansk Handelsblad. Prisoverrækkelsen finder sted på dagbladet Børsen 1. oktober.
Sidste år var en anden vejlenser blandt de tre vindere, nemlig Jesper Høj Weidick fra Spejder Sport i Vejle. De øvrige nominerede butikschefer i år er fra København, Værløse, Hillerød, Klitmøller, Hadsund og Farum.