Annonce
Billund

Budgetforlig: Billunds børnehaver og vuggestuer får flere pædagoger

Borgmesteren og gruppeformændene fra alle partier underskrevet forliget tirsdag middag i byrådssalen. Foto: Andreas Bjerre

Samtlige medlemmer af byrådet er med i forliget om Billund Kommunes budget for 2019.

Billund Kommune: Hvert år bliver der afsat yderligere 2,2 millioner kroner til flere voksne i daginstitutionerne. Der bliver etableret 14 nye vuggestuepladser i Børnenes Univers i Billund, ligesom en række dagplejere vil blive uddannet. Desuden bliver der afsat yderligere en million om året til renovering af fortove, og den omdiskuterede 25 års regel bliver sløjfet. Det er hovedtrækkene i det kommunale budget, som er blevet indgået mellem alle byrådets seks partier.

Især de øgede normeringer har været meget på tale, og de ekstra midler på området glæder politikerne.

- Med dette budget har vi sendt et klart signal om, at Billund Kommune skal være familiens bedste valg. Vi får bedre normeringer i vores daginstitutioner, og vi får en forsøgsordning, så vi uddanner vores dagplejere til pædagogiske assistenter. Det sender et tydeligt signal om, at vi i Billund Kommune vil have kvalitet i vores pasningstilbud, siger Ann Charlotte Vilstrup (S).

Annonce

Budgettets vigtigste træk

- Der er afsat 59,1 millioner kroner til en omfattende renovering af Vestre Skole.

- Der vil blive lavet en helhedsplan for Hejnsvig Skole, og i årene 2020-2022 vil der komme et ungecenter i Grindsted samt et motorik- og kampsportcenter i Magion.

- Der vil blive lavet et såkaldt servicetjek af kommunens organisation.

- Hvert år bliver der afsat yderligere 2,2 millioner kroner til bedre normeringer.

- Der bliver etableret 14 ekstra vuggestuepladser i Børnenes Univers i Billund.

- Der er afsat yderligere én million kroner om året til vedligeholdelse af kommunale fortove.

- Kommunen vil i større omfang støtte handelslivet i de to centerbyer.

- Der er afsat knap en halv million kroner til at lette arbejdspresset i forbindelse med Grindstedforureningen.

- Fra 2020 bliver der tilført 4,13 millioner kroner på ældreområdet i sammenhæng med, at de 10 nye demensboliger i Billund står klar.

- Den omdiskuterede 25 års regel, der har favoriseret foreninger med unge medlemmer, bliver sløjfet.

K: Plads til endnu bedre normeringer

Netop de bedre normeringer er noget, som så godt som alle partier har haft som en mærkesag. Derfor er der glæde over de ekstra midler til området, selvom flere mener, at der stadig er lang vej til målet.

- Vi har en ambition om, at vi skal op og ligge blandt de kommuner, der har de bedste normeringer, for at leve op til vores ambition om at være familiens bedste valg, siger Allan Munk Nielsen (K).

Forurening giver ekstra arbejde

Også den meget omtalte forurening i Grindsted har fundet vej til budgettet. Her bliver der afsat knap en million kroner om året for at lette det arbejdspres, som sagen har medført.

- Der er stor fokus på det, og det giver rigtig mange borgerhenvendelser i forvaltningen. Det giver et arbejdspres, så jeg er glad for, at vi er blevet enige om at sætte yderligere ressourcer af til det i de kommende år, siger Per Nyhus (DF), mens Borgerlisten blandt meget andet glæder sig over at have fået opfyldt en mærkesag om indførslen af en borgervejleder.

- Vi er rigtig glade for, at vi har fået indført en borgervejleder. Det er en funktion, som skal fungere som brobygger og formidler mellem borger og kommune, siger Ole Marcussen (Borgerlisten).

Kampsport i Magion

Over de kommende år er der afsat mere end 59 millioner kroner til en omfattende renovering af Vestre Skole, ligesom der er afsat penge til et ungecenter i Grindsted i 2020-21. Desuden er det planen, at der i 2021-22 kan blive lavet et motorik- og kampsportscenter i Magion.

- Retningen, hvor budgettet forpligter os til at være hjemsted for Børnenes Hovedstad, giver mening, og så er jeg glad for, at Campus er blevet tilgodeset ved, at vi har afsat midler til et ungecenter i Musikcentralen, og at vi har fået skrevet et kampsportcenter ind i aftalen, siger Mads Søbye Helbo (R).

Selvom ingen har fået alle deres ønsker opfyldt, bliver budgettet rost af alle politikere uanset farve.

- Når jeg kigger på, hvad der blev lovet i valgkampen, er det noget, der afspejler vores budget. Det er selvfølgelig ikke alt, der er kommet med, men vi er godt på vej, siger borgmester Ib Kristensen (V).

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Live: Både fagbevægelsen og arbejdsgiverne anbefaler at udbetale indefrosne feriepenge under coronakrisen

Vejle For abonnenter

Dengang blev skilsmissebørn sendt på børnehjem: Anne Marie levede hele sin barndom på Brummersvej

Annonce