Annonce
Vejle

Bus har skiftet rute: Vred borger savner information

Erik Poul Petersen står her ved det midlertidige stoppested på Østerbrogade. Han ærgrer sig over, at områdets borgere ikke har fået noget information om den nye placering. Foto: Anne Cecilie Emmery
Et vejarbejde har midlertidigt flyttet et par busruter i Østbyen, men det er der ingen, der har fortalt folk i området. Sydtrafik lover at rette op på det.

Vejle: Stoppestedet og busskiltet i Valløesgade står der stadig, men bussen kører ikke længere.

På vejene omkring Rødkilde Gymnasium er der lige nu gang i en masse gravearbejde, og det betyder, at busstoppesteder er blevet midlertidigt flyttet. Men det er der ingen, der har fortalt områdets beboere, og der er ingen information at finde på de nuværende stoppesteder.

Erik Poul Petersen på 69 år bor på Rødkildevej, og han undrede sig over, at bussen ikke længere kørte, hvor den plejede. Da han senere fandt et nyt stoppested på Østerbrogade, blev han noget overrasket.

- Ved det gamle stoppested står der intet om, at busruten er blevet flyttet, og ved det nye sted står der intet, hverken om køreplaner eller hvilke busruter, der kører fra stedet, siger han.

Erik Poul Petersen ærgrer sig, da der bor mange ældre mennesker i området.

- Vi har ikke mulighed for lige at gå på nettet og tjekke, om der skulle være sendt information ud der. Og vi har hverken fået brev om, at stoppestedet er blevet flyttet eller information på anden vis. Jeg bliver lidt harm over det, fordi jeg ikke føler, at der bliver taget hensyn til os, siger han.

Annonce
Ved det midlertidige stoppested står der ingen informationer om busruter eller køreplaner. Foto: Anne Cecilie Emmery

Sydtrafik beklager fejlen

Hos Sydtrafik har man ansvaret for at der bliver skiltet ved en ændret busrute, og selskabet beklager, at det ikke er sket i dette tilfælde.

- Det er vores fejl, og det er en beklagelig fejl, som vi lover at få rettet op på hurtigst muligt, siger Louise Christine Rasmussen, som er presseansvarlig ved Sydtrafik, til Vejle Amts Folkeblad.

Fordi det er Vejle Spildevand, som graver på Rødkildevej, er der ikke kommet noget information ud på kommunens hjemmeside og ligeledes ikke på Sydtrafiks.

Busruten vil det næste års tid køre via den midlertidige rute.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce