Annonce
Vejle

Buspassagerer skal tidligere op: Køreplan tilpasses Vejles trafikhelvede

I januar kunne avisen fortælle om Latifa Nazari, der have svært ved at nå på arbejde til tiden, fordi busserne ofte er forsinkede. Arkivfoto: Mette Mørk
Busserne i morgen- og eftermiddagsmyldretiden får mere tid i den køreplan, der træder i kraft efter sommerferien.

Vejle: Buspassagererne skal vænne sig til at være lidt tidligere ved stoppestedet i Vejle om morgenen.

Når køreplanen skifter efter sommerferien, vil flere buslinjer i morgenmyldretiden køre ud på ruten tidligere end i dag. De seneste år har busserne haft problemer med at nå igennem morgen- og eftermiddagsmyldretiden til tiden - og når trafikken ikke vil arte sig efter køreplanen, er løsningen at indrette planen efter trafikken.

- Vi vil typisk lægge fem minutter på køretiden, fortæller trafikplanlægger Pia Gulddahl Møller fra Vejle Kommune.

Forsøg kiksede i 2018

  • Forsøget med at lægge mere tid ind i køreplanerne er ikke første gang, trafikplanlæggerne i Vejle Kommune og Sydtrafik prøver at sikre busser til tiden.
  • I sommeren 2018 prøvede man at spare tid ved at ændre ruteforløbet på blandt andet linje 9 mellem Vejle Trafikcenter og Vinding og linje 10 fra Vejle Trafikcenter til industrikvarteret i Vinding. Men busserne kunne ikke holde køreplanen på de nye ruter, så forsinkelserne blev bare værre.
  • Data fra Sydtrafik viser, at netop linje 9 og 10 har været hårdt ramt. Eksempelvis var linje 10 med ankomst på Vejle Trafikcenter klokken 16.33 i gennemsnit 4,4 minutter forsinket.
  • Det er nye data fra Rejsekort og såkaldt realtidsmålinger, der har givet forvaltningen og Sydtrafik bedre overblik over, hvordan busser og passagerer bevæger sig i Vejles kollektive trafik.

Forsinkelser spreder sig

Busserne sendes med andre ord tidligere afsted for at give passagerne bedre muligheder for at være fremme ved deres mål til tiden, når de skal sno sig mellem de mange biler, der holde i kø på Vejles store indfaldsveje.

Ifølge Pia Gulddahl Møller er det typisk kun en enkelt morgenafgang, der for alvor er udfordret trafikalt. Men forsinkelserne spreder sig til de følgende afgange. Derfor skal køreplanen nu indrettes, så passagererne kan stole på de afgangs- og ankomsttider, der står i planen. Det samme gælder de mest problematiske afgange om eftermiddagen.

Ekstra køretid betyder som udgangspunkt ekstra udgifter. Men ikke ifølge det oplæg, som tirsdag drøftes af politikerne i teknisk udvalg. Samtidig med, at der bliver lagt minutter til afgangene i morgentimerne, skæres der nemlig af køretiden på de sene afgange. Her viser målinger, at busserne kan komme hurtigere frem, end køreplanen foreskriver i dag:

- På den måde kan vi finde de minutter, vi mangler om morgenen, forklarer trafikplanlæggeren.

Fodboldbus kører næsten tom

Udover at spare penge ved at skære i køretiden på de sene afgange har forvaltningen også fundet frem til en busafgang, der helt kan skrives ud af køreplanen:

I dag kører der klokken 9.15 en linje 11 fra trafikcentret til DTC-området og retur. Den ekstra afgang på industriruten blev i 2013 introduceret, fordi man ville hjælpe eliteidræts-elever fra Campus i midtbyen og Novaskolen på Nørremarken med at komme frem til Vejle Boldklubs træningsanlæg i Lysholt og tilbage til skolerne igen.

Men virkeligheden viser, at bussen kører stort set tom. Forvaltningen har analyseret data fra Rejsekort. De viser, at fra 1. januar sidste år til 31. december var der i gennemsnit fire passagerer med på turen om dagen, og kun 23 passagerer er stået af ved VBs baner i årets løb.

Sparer 100.000 kroner

På den baggrund foreslår forvaltningen, at politikerne sløjfer afgangen. Det vil spare 100.000 kroner på årsbasis.

I forbindelse med planerne om at nedlægge afgangen klokken 9.15 har forvaltningen været i kontakt med EliteVejle. Fra eliteidrætsorganisationen har man ifølge oplysningerne til politikerne tjekket indstillingen hos Campus Vejle og Novaskolen. Og tilbagemeldingen er - ifølge dagsordenen - at de to uddannelsesinstitutioner har valgt at finde deres egen løsning på transport af elever. Derfor ønsker de ikke, at afgangen opretholdes.

Ændringerne sker, når den nye køreplan træder i kraft 11. august.

Annonce
Forsiden netop nu
112 For abonnenter

Jeanette og Kenneth fra Jerlev overtog Humlum Kro i februar: - Det ser meget håbløst ud lige nu

Annonce