Annonce
Hedensted

Butiksleder overrasket med dronningens emblem

Else La Cour har de seneste 10 år været leder af genbrugsbutikken i Rask Mølle. For den indsats fik hun torsdag aften Hendes Majestæts Dronningens Emblem. Foto: Michael Svenningsen
Leder af Røde Kors genbrugsbutik i Rask Mølle Else La Cour fik torsdag aften overrakt "Hendes Majestæts Dronningens Emblem" for sin indsats i Røde Kors.

Rask Mølle: Der er ingen tvivl om, at Else La Cour er uundværlig i Røde Kors butikken. Vi har derfor i bestyrelsen indstillet til Hovedbestyrelsen, at Else skulle modtage Hendes Majestæts Dronningens Emblem.

Sådan lyder det fra formand for Røde Kors i Tørring-Uldum Birgitte Damgaard. Torsdag aften overrakte hun til stor overraskelse for hovedpersonen selv emblem og det medfølgende diplom til leder af genbrugsbutikken i Rask Mølle, 72-årige Else La Cour.

Emblemet er siden 1914 blevet tildelt frivillige, der har udført langvarigt og betydningsfuldt arbejde inden for Røde Kors’ afdelinger. Ekstraordinært kan emblemet tildeles en person, som har gjort en ganske særlig fortjenstfuld indsats for Røde Kors’ nationale humanitære arbejde.

- Sidstnævnte kriterium opfylder Else til fulde, lyder det fra Birgitte Damgaard, der havde fået sat et fiktivt bestyrelsesmøde i genbrugsbutikken i kalenderen for at kunne overraske Else La Cour med anerkendelsen.

Else La Cour har været frivillig i Røde Kors butikken siden 2009, har fordoblet omsætningen og sætter i følge Birgitte Damgaard det gode fællesskab i højsædet.

- Hun er tydelig i sin ledelsesstil. Man ved altid, hvor man har Else. Hun går altid forrest og nøjes ikke med en almindelig arbejdsuge. Else er på alle måder loyal overfor det frivillige Røde Kors-arbejde - en ildsjæl af højeste karat, lyder skudsmålet fra Birgitte Damgaard.

Alle frivillige i butikken, Røde Kors lokale bestyrelse og Else La Cours nærmeste familie var inviteret med til fejringen, der foregik på Rask Mølle Kro.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce