Annonce
Billund

Butiksliv: Ny kørselsordning har haft de første 20 daglige ordrer

Hans Peter Folmann vil i tæt dialog med handelslivet i Billund og Grindsted afgøre om en kørselsordning med vareudbringning for butikkerne vil være på sin plads, når Danmark åbner igen. Arkivfoto: André Thorup
Billund ErhvervsFremmes nye kørselsordning for lokale butikker kom i sidste uge op på at levere 20 daglige ordrer til kunder rundt om i kommunen.

Billund Kommune: Da Billund ErhvervsFremme i sidste uge iværksatte kørselsordningen Shop i Billund Kommune bringer ud, var det mest af alt for at gøre noget for et trængt butiksliv i en nedlukningstid.

Drømme om op til 50 ordrer til butikkerne til udbringning er ikke blevet indfriet, men ordningen lever fint op til delmålet om cirka 20 ordrer om dagen.

- I torsdags nåede vi op på 20 ordrer, så det er rigtig fint, siger direktør for Billund ErhvervsFremme, Hans Peter Folmann, der har fået flere henvendelser fra folk, der kunne være interesseret i at støtte ordningen - også på længere sigt.

- Men som udgangspunkt fortsætter vi med den, indtil Danmark lukker op igen. Vi må og vil heller ikke fungere som en konkurrent til butikslivet i byen, siger Hans Peter Folmann, der har planer om at tage en god snak med de to handelsstandsforeninger i Grindsted og Billund. Han vil nemlig ikke afvise, at ordningen kan fortsætte i en eller anden form.

Annonce
Det er meget positivt, at der bliver gjort noget for de små handlende i byen, og jeg oplever på mine ture, at folk er meget positive omkring det. Dem, der er hjemme, vil gerne snakke lidt - på behørig afstand.

Jørn Sletting, chauffør

Spil til børnefamilier

- Vi vil helst, at folk vil vende tilbage og benytte de eksisterende butikker og bylivet i øvrigt, men vi ved også, at det vil blive lidt op ad bakke at få folk hevet tilbage. Lige nu er 20 procent af befolkningen bange for at miste deres arbejde, og så går de ikke lige ud og køber skjorter og kjoler. Så holder man igen, siger Hans Peter Folmann, der ikke som sådan har modtaget tilmeldinger fra butikkerne.

- Når butikkerne modtager en ordre, sender de en mail til os, så der er ikke nogle, der ikke er med, siger Hans Peter Folmann. Der kan dog være undtagelser i butikker, der holder lukket.

Det er 64-årige Jørn Sletting fra Grindsted, der kører rundt med varer fra butikkerne - i den første uge har det mest været fra butikker i Grindsted, men nu begynder butikkerne i Billund også at komme med.

- Jeg afleverer alt fra tøj, bøger, legetøj og gaveartikler - jeg har leveret en del spil til børnefamilier, siger Jørn Sletting, der oplever, at kunderne er rigtig glade for ordningen.

- Ved mange stiller jeg bare varerne, men er folk hjemme, kommer de ofte ud til en snak - på behørig afstand - selvfølgelig, fortæller Jørn Sletting, der tror, at folk keder sig lidt.

Han har allerede i ordningens første leveuge været rundt i alle hjørner af kommunen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Vejle

Efter strid om Posthusgrunden: Kim Hesel melder sig ud af Det konservative Folkeparti

Annonce