Annonce
Vejle

Byen glæder sig over VB's oprykning - og Folketingets formand tror, at vi bliver oppe denne gang

Vejles borgmester Jens Ejner Christensen (V) var tirsdag aften på Vejle Stadion, og her ses han i selskab med VB-ejer Andrew Zolotko (i midten) og Lucas Chang (til venstre), som er Zolotkos samarbejdspartner. Foto: Ludvig Dittmann
Annonce

Vejle: Vejle kan igen prale af at have et hold i landets bedste fodboldrække.

Tirsdag aften sikrede Vejle Boldklub oprykningen til Superligaen, to kampe før 1. division er færdigspillet.

Det vækker naturligvis glæde i kredsen rundt om den 129 år gamle fodboldklub. Vi har spurgt sponsorer, politikere, fans og andre aktører om, hvad det betyder for dem og for lokalområdet, at VB er tilbage i landets fornemste fodboldrække.

1 Storsponsoren

Eksponeringen er langt større i Superligaen, men det er ikke afgørende for Jens Henrik Eskildsens opbakning til Vejle Boldklub og Give Elementers sponsorat i klubben. Arkivfoto: Mette Mørk

Give Elementer har længe haft en fast plads på ryggen af VB-trøjen, og en af klubbens trofaste storsponsorer, ejer og fabrikant Jens Henrik Eskildsen, glæder sig over oprykningen.

- Det betyder meget for vores sponsorat, for det er meget mere værd i Superligaen end i 1. division. Der kommer mange flere folk på stadion, og der er større fokus på Superligaen, siger Jens Henrik Eskildsen.

Klubbens aktuelle status er dog ikke afgørende for Give Elementers støtte til VB.

- Der er masser af prestige for byen og området i, at vi nu igen har et hold i Superligaen. Det betyder meget og er langt mere vigtigt end, hvad vi får ud af vores sponsorat. Bortset fra en tennisklub, der er danmarksmester, og et cykelhold i Give har vi ingenting at prale af i dag i området, men det giver masser af omtale, at vi nu er tilbage i Superligaen, siger storsponsoren.

2 Citychefen

Citychef Andreas Kiis Antonsen glæder sig til, at VB begynder at spille kampe i Superligaen. Kampdagene vil citychefen gerne benytte til at skabe aktiviteter i midtbyen. Arkivfoto: Mette Mørk

City Vejle vil gribe muligheden for at skabe mere liv i midtbyen, nu hvor Vejle Boldklub er tilbage i landets bedste fodboldrække. Sådan lyder reaktionen fra citychef Andreas Kiis Antonsen.

- Vi er superstolte af, at Vejle nu er i Superligaen. Det har en kæmpe betydning for Vejles handelsliv, for vi vil gerne skabe en fest både før og efter VB's hjemmekampe. Jeg er meget inspireret af  nogle af de store klubber, både herhjemme og i udlandet, og vi kommer til at lave forskellige aktiviteter på kampdagene, siger Andreas Kiis Antonsen.

Han håber, at tilskuerne vil varme op nede i midtbyen og afslutte kampdagen på Dæmningens restaurationer.

- Jeg håber, at det kunne blive som for eksempel i Aarhus, hvor folk mødes nede i byen, hygger sig og går sammen til stadion. Vi kunne for eksempel lave øl- og vinsmagning i Vestergade inden en kamp, og vi vil gerne være med til at lave aktiviteter sammen med VB og andre aktører, siger citychefen.

3 Kulturudvalgsformanden

- Det giver en masse omtale og reklameværdi for området, at vi igen har et hold i Superligaen, siger Dan Arnløv (K). Arkivfoto

Byrådets formand for kultur- og idrætsudvalget, viceborgmester Dan Arnløv (K), har fulgt VB i mange år. Han mener, at oprykningen har stor værdi for byen.

- Det giver en masse omtale og reklameværdi for området, at vi igen har et hold i Superligaen. Det kan vi se på alle brandingundersøgelser, hvor netop dét bonner ud. For kommunen er udgiften til VB den samme, uanset om klubben spiller i 1. division eller Superligaen, og derfor kan vi lige så godt glæde os over, at klubben er oppe, siger Dan Arnløv.

Han tror og håber på, at klubben nu kan finde vej ud af elevatoren, der går op og ned mellem 1. division og Superligaen.

- VB ser bedre og stærkere ud end længe, så jeg håber, at de kan blive oppe denne gang, siger udvalgsformanden.

4 Fanklub-formanden

Brian Jørgensen, formand for The Crazy Reds. Arkivfoto: Jesper Werge

Brian Jørgensen er formand for VB's officielle fanklub The Crazy Reds, og han glæder sig til, at 1. division skiftes ud med Superligaen.

- Og så glæder vi os til, at vi forhåbentlig næste sæson er tilbage på stadion, siger han.

På grund af tilskuerrestriktionerne i forbindelse med corona-pandemien har heller ikke fanklubbens medlemmer været til så meget fodbold, som de gerne vil.

The Crazy Reds har senere på året 25-års jubilæum, og det gør kun jubilæet bedre, at det sker i en superliga-sæson.

- Dem har vi ikke haft for mange af. Da vi rundede 10 og 15 år, skete det, mens klubben lå i 1. division, siger Brian Jørgensen og fortsætter:

- Det kan ikke undgå at gøre vores jubilæum endnu mere festligt.

5 Formanden for moderklubben

Thomas Foged, formand for Vejle Boldklubs amatørafdeling. Arkivfoto

Det har stor betydning for hele VB, når førsteholdet spiller i Superligaen, mener Thomas Foged, som er formand for moderklubben.

- Denne gang er det måske endnu bedre, fordi der er flere af vores egne drenge, som virkelig er trådt i karakter på holdet, siger Thomas Foged med henvisning til spillere som blandt andre Arbnor Mucolli, Thomas Gundelund og Wahid Fagir, der alle er faste på eller helt inde omkring førsteholdet.

- Det giver et boost til hele vores ungdomsafdeling, når man ser, at fødekæden virker, fortsætter han.

Også spillere som Lundrim Hetemi, Tobias Sommer og Alexander Jensen har i foråret spillet med, og det er ligeledes spillere, som kommer fra ungdomsafdelingen.

Desuden er der også noget økonomi i en oprykning for moderklubben.

- Den økonomiske samarbejdsaftale, der findes mellem eliten og os, er mere attraktiv for os, når VB er i Superligaen, så på den led er en oprykning god for os, siger Thomas Foged.

6 Borgmesteren

Hurra, hurra, hurra og så det lange. Borgmester Jens Ejner Christensen (V) råbte for ved oprykningsfesten tilbage i 2018. Foto: Yilmaz Polat

Borgmester Jens Ejner Christensen (V) var med til at fejre, sidst VB rykkede op i Superligaen, og hans glæde er lige så stor i år.

- Det betyder rigtig meget for byen at have VB i Superligaen. Jeg oplever det næsten hver gang, jeg taler med en af mine borgmesterkolleger. Sidste gang, VB rykkede op, var der rigtig mange, der sagde, at det var godt, at klubben var tilbage i Superligaen, for der hører de selvfølgelig til, mente mine kolleger.

I disse coronatider har det været umuligt for byen at forberede en fejring.

- Sidste gang stod klubben selv for det - og det blev et rigtig fint arrangement i Skyttehushaven. Men det kunne jo desværre ikke lade sig gøre denne gang, konstaterer borgmesteren.

7 Folketingets formand

Lige som så mange andre VB-fans havde Folketingets formand, Henrik Dam Kristensen (S), ikke mulighed for at følge med på stadion, da VB sikrede sig oprykning. Han måtte nøjes med at knappe en øl op på Ærø, hvor han holder ferie med familien. Foto: Morten Pape

Folketingets formand, Henrik Dam Kristensen (S), har et tæt forhold til Vejle Boldklub, og han glæder sig over, at klubben nu er blandt landets bedste.

- Jeg har holdt med VB i 50 år, og det er en stor forløsning, når det går godt. Sammen med min søn var jeg i Thisted i 2018 - det var en fantastisk tur.

- Oprykningen er så fortjent. Holdet har været suverænt i denne sæson. Som jeg ser det, har vi en kerne af gode spillere, og med et par forstærkninger er jeg sikker på, at der er en række hold i Superligaen, som vi kan spille lige op med. Derfor tror jeg på, at vi denne gang kan blive oppe, siger Henrik Dam Kristensen.

- Desværre kunne jeg ikke være på stadion og fejre det i aftes, men måtte se med fra Ærø. Det jo en lidt flad fornemmelse - men sådan må det være i år, tilføjer han.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Vejle

Tre nye corona-smittede på et døgn: Borgmester forventer at se flere syge i Vejle

Annonce