Annonce
Vejle

Byrådet slår alarm før udvidelse af motorvej mod nord

Tidligere på året udsendte Hærvejskomiteen, der lobyer for en midtjysk motorvej, denne grafik over trafikudviklingen på Vejlefjordbroen.

Staten skal finde løsninger før Vejlefjordbroen ender med samme trafikkaos som før udvidelsen for fem år siden

Vejle: Fint med udvidelsen af E45 - det kan ikke gå hurtigt nok - men husk lige Vejlefjordbroen.

Sådan lyder en kort version af det høringssvar, som Vejle Kommune formentlig sender til Vejdirektoratet i nær fremtid. Det statslige direktorat har bedt om ideer og forslag før man går i gang med den omfattende analyse af udvidelsens konsekvenser for miljøet og det omgivende samfund - den såkaldte VVM-undersøgelse.

Mandag drøfter politikerne i økonomiudvalget udkastet til høringssvar, og inden det klikkes videre til staten skal ordlyden også en tur omkring det samlede byråd.

Sandsynligvis bliver der ikke rettet mange kommaer i det udkast, som trafikkonsulent Arne Mølgaard har udarbejdet. Derfor kan man roligt slå fast, at Vejle Kommune endnu engang slår alarm i forhold til trafikken på motorvejsbroen over Vejle Fjord. I udkastet til brev skriver man:

Det er bekymrende, at problematikken med hensyn til kapacitet på Vejlefjordbroen ikke indgår i undersøgelsen.

63.000 biler presser motorvej

Mellem 57.000 og 63.000 biler sørger på hverdage for pres på motorvejen mellem Vejle og Aarhus. Siden 2010 er trafikken vokset med 31 procent.De mange biler udgør såkaldt kritisk trængse,l og det udmønter sig i næsten daglige uheld med lange bilkøer til følge - ikke mindst på strækningen mellem Horsens og Skanderborg.

Et stykke af motorvejen omkring Skanderborg er allerede udvidet og i de kommende år er planen at udvide en strækning på 35 kilometer fra fire til seks spor. Kun et par kilometer af motorvejsforløbet ligger i Vejle Kommune, men alligevel er kommunen blandt de parter, der er blevet bedt om at komme med ideer og forslag til den kommende VVM-undersøgelse.

Trafikken har overhalet udvidelse

Udvidelsen af E45 fra Vejle til seks spor, vil uden tvivl betyde mere trafik. Den udvikling hilser kommunen velkommen, fordi det øger mobiliteten i hele det østjyske område. Det bliver alt andet lettere at få personer og gods transporteret rundt, når der ikke ustandseligt er kø på E45 omkring Horsens og Skanderborg. Derfor gælder det bare om at komme i gang.

Men mere trafik vil også skabe ekstra pres på Vejlefjordbroen. Og så kan de nuværende seks spor hurtigt vise sig, at være for lidt. Allerede i dag stiger presset langt hurtigere end trafikprognoserne forudså i forbindelse med udvidelsen i 2013. På et tidspunkt regnede eksperterne med, at vi skulle ind midt i 2020'erne før der for alvor opstod trængselsproblemer som dem vi kendte før i tiden. Grænsen for såkaldt kritisk trængsel ligger på godt 90.000 biler i døgnet - og det punkt er trafikken på vej imod i fuld fart.

Frygt for totalt kaos

I henvendelsen kommer kommunen ikke med forslag til løsninger. Men tidligere har et flertal i byrådet peget på, at det er nødvendigt at få gang i arbejdet med en midtjysk motorvej som aflastning for Vejlefjordbroen. Og når det gælder selve broen, har eksperterne diskuteret muligheden for ekstra vejbaner hængt udenpå den nuværende konstruktion.

Hvis der ikke findes en løsning forudser kommunen er man kommer tilbage til de tider, hvor trafikproblemerne på broen bredte sig til selve Vejle by, fordi mange bilister valgte at køre fra motorvejen for at undgå trafikkøerne.

Sammenholdt med, at kommunen selv arbejder med planer om at udvide den såkaldte Havnerute med Østerbrogade og Toldbodvej, kan det give hidtil uset kaos. Et større vejarbejde på Havneruten vil betyde, at der reelt ikke er nogen vej gennem Vejle for eksempelvis lastbiler, der som bekendt ikke kan komme under højbanen og selv personbiler vil få mere end svært ved at snegle sig via Nørrebrogade, Dæmningen og Fredericiavej tilbage til motorvejen.

Annonce
Forsiden netop nu
Annonce