Annonce
Vejle

Byrådsmedlem vil vente med juridisk bistand til beslutningerne er truffet: - Jeg vil ikke være gummistempel

Martin Sikær blev i november 2017 valgt til byrådet for tredje gang. Her står han i midten mellem sin partifælle Martin Jensen og gruppeformand Søren Peschardt ved stemmeoptællingen i DGi Huset dagen efter valget. Arkivfoto: Mette Mørk
Martin Sikær (S) er træt af at blive mødt med risikoen for sagsanlæg, når kommunens juridiske afdeling rådgiver - i stedet ønsker han juridisk opbakning, når de politiske beslutninger er truffet.

Vejle: Hvis I træffer den beslutning, løber I en risiko for at blive gjort personligt økonomisk ansvarlige.

Sådan har det lydt til byrådets politikere to gange inden for det seneste halve år. Før sommerferien var det i plansagen på posthus- og godsbanegrunden. Alligevel afviste et snævert flertal i byrådet at klage over planklagenævnets afgørelse og bad forvaltningen indlede arbejdet med et nyt plangrundlag.

I disse uger er det i sagen om den incestramte Jytte Jensen, at risikoen for sagsanlæg er på banen. Og det socialdemokratiske medlem af økonomiudvalget, Martin Sikær, er vred:

- Vi skal gøre det, vi føler er rigtigt uden at blive mødt med truslen om, at det kan koste os et sagsanlæg og mulig erstatning. Jeg vil ikke være et gummistempel på forvaltningens beslutninger. Jeg er valgt til at følge min overbevisning. Hvis jeg ikke kan det, er der ingen grund til at bruge mange timer på politik. Så vil jeg hellere bruge tiden med min familie eller min forretning, siger Martin Sikær.

Annonce
Vi skal ikke beskyttes på forhånd mod at tage de rigtige beslutninger. Juristerne må beskytte os, når vi har truffet en afgørelse.

Martin Sikær - Socialdemokratisk medlem af økonomiudvalget

Jura i alt

Men har juristerne ikke pligt til at advare jer, hvis de vurderer, at I løber en risiko?

- Jo. Vi skal overholde loven. Men jura er ikke eksakt videnskab, og udgangspunkter er forkert. Som det er nu starter en sag hos juristerne, eller også går den forbi dem, inden den kommer til politikerne. Det betyder, at det man kalder udfaldsrummet bliver meget småt. Der kommer en indstilling i sagsfremstillingen uden valgmuligheder.

Martin Sikærs hovedsynspunkt er, at politikerne er blevet valgt til at træffe beslutninger. Derfor skal de have noget at vælge imellem - ikke blot præsenteres for færdige løsninger fra administrationen.

- Hvis vi i 90 procent af sagerne blot fungerer som et gummistempel under det, embedsværket beslutter, kan vi jo uden problemer skære byrådet ned til det halve, siger det socialdemokratiske byrådsmedlem.

Skal opføre os ordenligt

Martin Sikær har tidligere engageret sig i blandt andet i en tvist mellem kommunen og grundejere i Planetbyen tilbage i 2016:

- Det kan godt være, at administrationen præsenterer os for de løsninger, der vil være billigst for Vejle Kommune. Men kommunen er ikke et aktieselskab. Når det for eksempel gælder jordhandler, skal borgere ikke mødes med en juridisk spidsfindighed. Når folk indgår en aftale med Vejle Kommune, skal de kunne regne med at blive behandlet fair.

Kritikken fra det socialdemokratiske byrådsmedlem er ikke ny. Han har luftet den i flere omgange under sit snart ti år lange medlemsskab af Vejle Byråd. Personligt havde han en langvarig retslig strid med kommunen omkring sin tidligere café i Jelling - en sag Martin Sikær tabte ved landsretten i 2016. Efter sagens afslutning sagde han til Vejle Amts Folkeblad at hans oplevelse var, at Vejle Kommune i al for høj grad bliver drevet som en virksomhed, hvor borgerne er klienter.

Den opfattelse er som det fremgår ikke ændret her tre år senere. Og som medlem af økonomiudvalget ønsker han hjælp fra kommunens juridiske afdeling:

- Som jeg ser juristernes rolle, er det, at hjælpe og rådgive os, når vi har truffet de politiske beslutninger, vi er valgt til.

Borgmester: Vi får det løst

I den seneste uge er forholdet mellem Martin Sikær og juridisk afdeling gået op i en spids. I forbindelse med rådgivningen i sagen om Jytte Jensen har det socialdemokratiske økonomiudvalgsmedlem oplevet sig personligt angrebet. Derfor overvejer han at medbringe egen jurist til møderne.

Det er dog en ren hypotetisk tanke. Som borgmester Jens Ejner Christensen (V) siger, er det kun politikere, embedsfolk og inviterede gæster, der kan deltage i de lukkede udvalgsmøder.

Men hvordan vil du løse problemet? Kan du leve med, at et medlem af økonomiudvalget har mistillid til den administration, du har ansvaret for?

- Jeg tror på, at vi kan få tingene til at fungere. Og nej - det er ikke noget, jeg har planer om at sætte på udvalgets dagsorden. siger Vejles borgmester.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Vejle

Ny forretning: Et klip med gyldne fingre

Annonce