Jelling: Den samarbejdsaftale, der gennem mange år har været mellem Vejle Kommune og Jelling Musikfestival, har været til genforhandling.
En aftale, der blandt andet indebærer et årligt tilskud fra kommunen til nogle af festivalens udgifter.
Hvor den tidligere aftale har lydt på 325.000 kroner i årligt tilskud, lægges der nu op til, at kommunen frem til 2023 vil give 425.000 kroner årligt til festivalen. Derudover kommer yderligere 150.000 kroner årligt til talentudviklingsprojektet Quasar, som administreres af Jelling Musikfestival.
Det har kultur- og idrætsudvalget i Vejle Kommune anbefalet i denne uge. Inden den nye samarbejdsaftale er helt på plads, skal den også godkendes af økonomiudvalget og byrådet.
- Vi har anbefalet den nye samarbejdsaftale, fordi vi fortsat gerne vil bakke op om Jelling Musikfestival, der er den største kulturbegivenhed i kommunen. Dette er blot et beskedent bidrag til festivalens store økonomi, og selvom jeg normalt ikke er glad for ekstra udgifter, synes jeg, at det er fint i dette tilfælde, at beløbet kommer lidt højere op, siger Dan Arnløv Jørgensen (K), formand for kultur- og idrætsudvalget.
Kommunens årlige tilskud til festivalen
2018 - 2019: 325.000 kroner
2015 - 2017: 275.000 kroner
2012 - 2014: 250.000 kroner
Kilde: Udvalgsreferater i Vejle Kommune
Ikke corona-relateret
Som bekendt er årets udgave af Jelling Musikfestival aflyst på grund af coronasituationen. Men Dan Arnløv Jørgensen understreger, at den aktuelle sag i kultur- og idrætsudvalget ikke har noget med aflysningen at gøre.
- Det er to forskellige ting. Den tidligere samarbejdsaftale var udløbet, så det har hele tiden været planen, at vi skulle tage stilling til en ny aftale, slår han fast.
Han er dog åben for at hjælpe Jelling Musikfestival i forhold til coronakrisen, men kan ikke love noget på egen hånd.
- Vi er i dialog, og jeg er sikker på, at vi kan tage en god snak om tingene. Lige nu knokler festivalen på at rydde op efter aflysningen, og hvis der opstår større problemer med det, må vi se, hvad der kan gøres. Det er ikke en sjov situation, som på flere måder minder om tilstanden hos Vejle Musikteater, der også er hårdt ramt, siger Dan Arnløv Jørgensen, der selv er fast deltager på musikfestivalen.
Tager højde for aflysning
At Jelling Musikfestival er aflyst i 2020, betyder også, at kultur- og idrætsudvalget har foreslået en tilføjelse til den nye samarbejdsaftale. Tilføjelsen tager højde for eventuelle aflysninger i fremtiden, så der kan reguleres i aftalens bestemmelser, hvis festivalen aflyses igen.
- Det er en ren juridisk tilføjelse, men vi forventer på ingen måder, at den bliver aktuel. Ingen havde forudset for få måneder siden, at Jelling Musikfestival ville blive aflyst, og vi har meget svært ved at forestille os, at det bliver tilfældet igen næste år. Men for en sikkerheds skyld er vi blevet opfordret af vores jurister til at lave tilføjelsen, forklarer udvalgsformanden.