Annonce
Alarm 112

Byret har afvist ministers tiltale i sag om droner

Scanpix
PET rejste til det nordlige Syrien for at afhøre IS-kriger under efterforskning af dansk terrorsag.
Annonce

"Operation Venti" er politiets navn for en af de største efterforskninger om terror i flere år, og fredag har Københavns Byret afsagt dom i sagen.

Islamisk Stat blev forsynet med droner og andet udstyr af tre mænd fra København og Brøndby Strand.

Justitsministeren besluttede i sommer at følge anklagemyndighedens indstilling om at rejse tiltale om overtrædelse af den alvorligste paragraf om terrorisme. Den har en strafferamme på fængsel indtil livstid. Men dommere og nævninger frifandt mændene for påstanden.

Problemet er juridisk set, at leverancerne af modelfly, filtre til gasmasker, kameraer og andet ikke direkte kan bruges til at begå drab og vold. Desuden nævner tiltalen ikke konkrete terrorhandlinger, og derfor dur tiltalen ikke, har byretten slået fast.

I stedet er alle tre dømt for at have fremmet Islamisk Stats virksomhed, og det er strafmæssigt i en helt anden boldgade. Maksimum er seks år. Resultatet fredag er blevet fængsel i henholdsvis fire, tre et halvt og to et halvt år.

To af mændene - der er blevet kaldt henholdsvis "Underviseren" og "Cykelhandleren" - er desuden blevet frifundet for medvirken til et konkret terrorangreb.

Ganske vist stod mændene bag leverancen af to Go Pro-kameraer, som Cykelhandleren rejste til Istanbul med. Men det er ikke bevist, at det ene kamera blev sat på en drone, som rekognoscerede forud for et blodigt angreb på Ain Issa-basen nær Raqqa i august 2014.

Da tiltalen blev rejst i sommer, udtalte en anklager, at komponenterne kunne blive til "slagkraftige terrorvåben".

- Selv om det kan lyde som indkøbslister til et hobbyprojekt, er det altså dødelig alvor, sagde advokaturchef Kristian Kirk i en pressemeddelelse.

Retsmøderne har afsløret en særdeles omfattende efterforskning. Et usb-stik viste sig at indeholde afgørende beviser om indkøbene. Papirer, som en amerikansk professor havde fundet i Mosul i Irak, blev også præsenteret for retten.

Desuden rejste to PET-medarbejdere til det nordlige Syrien for at afhøre en IS-kriger, som sidder i et fængsel under kontrol under kurdiske styrker.

I flere måneder fulgte PET via aflytningsudstyr med, da den tredje dømte i sin bil indtalte beskeder, som via en krypteret tjeneste skulle sendes til en kontakt i Tyrkiet.

Også når han indimellem sine ture for Uber sang med på såkaldte nasheeds, en slags hymner, lyttede PET med. "For Allahs skyld vil vi marchere til porten til paradiset, hvor vores jomfruer venter", lød det blandt andet.

Undervejs i sagen har også en tidligere amerikansk embedsmand, en amerikansk forsker og specialister fra Hærens Efterretningscenter været afhørt.

Desuden har dommere og nævninger studeret fotos fra en bryllupsfest i 2012. Blandt underviserens mange gæster var flere skæggede mænd, der alle kan knyttes til ekstremisme. Blandt andre Said Mansour, boghandleren fra Brønshøj.

Den formodede hovedmand i affæren er formentlig død. Den ingeniøruddannede Basil Hassan kommunikerede med underviseren og cykelhandleren via skjulte kanaler. I Islamisk Stats droneenhed Katibet Bara bin Malik indtog Hassan en væsentlig rolle, vurderer byretten.

Droner og andet udstyr blev videreformidlet af Abdul Kadir Cesur, en tidligere terrordømt, som bor i Tyrkiet, har retten slået fast.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Billund

To biler stødte sammen i tæt trafik

Annonce