Annonce
Vejle

Camønoen kalder: Sårbare unge får 700.000 kroner til at gå sig til en bedre fremtid

Siden 2015 har Jobcenter Vejle sendt unge på cykel til Alpe d'Huez. Fra sensommeren 2020 står jobcentret også bag et vandringsprojekt, som skal hjælpe sårbare unge tættere på uddannelse eller arbejdsmarked. Målet er, at de kan gennemføre Camønoen. PR-foto: www.camoenoen.dk
Et enigt arbejdsmarkedsudvalg lancerer nyt projekt, der skal bringe sårbare unge tættere på uddannelse eller job. Det nye projekt er modelleret efter cykelprojektet, hvor unge cykler til Alpe d'Huez.

Vejle: Jobcenter Vejles cykelprojekt, hvor udsatte unge cykler fra Vejle til Alpe d'Huez, får nu en punkterfri pendant.

- Der er en gruppe af sårbare unge, som ikke passer ind i cykelprojektet, men som ville kunne have fordel af de positive effekter, som vi har set komme fra cykelprojektet. For den målgruppe laver vi et vandringsprojekt, hvor de unge i stedet træner sig op til at kunne gennemføre Camønoen, fortæller byrådsmedlem Morten Skovlund (S).

Han er idemanden bag gå-projektet, som et enigt arbejdsmarkedsudvalg netop har besluttet at afsætte 705.000 kroner til.

Pengene kommer fra udvalgets innovationspulje og skal foreløbig holde projektet gående i et år.

- Projektet sættes i gang i den sene sommer/tidlige efterår og skal løbe i tre-fire måneder. Derefter kommer der en evaluering. Mit håb er, at projektet får et år mere, så vi kan få nogle flere erfaringer, men derefter kan projektet forhåbentlig løftes over i det faste budget ligesom cykelprojektet, fortæller Morten Skovlund.

Annonce

Hvad er Camønoen?

  • Camønoen, som de unge fra Vejle skal træne op til at gennemføre, er en 175 kilometer lang vandrerute, der går over Bogø, Møn og Nyord.
  • Det svarer til omkring 250.000 skridt.
  • Ruten, der er delt op i 10 etaper, åbnede officielt i 2016.

Høje succes-kriterier

Netop cykelprojektet, som har eksisteret siden 2015, danner skabelon for gå-projektet.

Som i cykelprojektet er tanken bag vandringsprojektet, at de udsatte unge kobles sammen med virksomheder, hvor deltagerne kommer i praktik, samtidigt med at de følger projektet, og det bliver medarbejdere fra cykelprojektet, der skal hjælpe det nye initiativ i gang.

- Vi har rigtig gode erfaringer fra cykelprojektet og vi vil gerne have nogle af folkene derfra med. De to projekter ligner hinanden på mange måder: De handler begge om at hjælpe unge i job eller uddannelse ved at tilbyde dem struktur, træning, virksomhedspraktik og følelsen af at arbejde hen imod et fælles mål. Det nye projekt henvender sig til en anden målgruppe, som bare ikke "tænder" på ideen om at suse op af et bjerg på cykel, fortæller Morten Skovlund.

Det er tanken, at omkring 20 unge mellem 18 og 30 år skal deltage i projektet.

Deltagerne findes ved, at jobcentret inviterer en gruppe unge i målgruppen til at sende en ansøgning til projektet. Succeskriterierne er, at 50 procent af deltagerne, som gennemfører, er i uddannelse eller job efter projektet, samt at yderligere 25 procent af de unge efter projektet er kommet "væsentlig tættere" på uddannelse og job.

- Det er høje succeskriterier, men jeg tror på, at vi kan nå dem, siger Morten Skovlund.

Vandringsprojektets budget

  • Arbejdsmarkedsudvalget har afsat 705.000 kroner fra udvalgets innovationspulje til vandringsprojektet.
  • 400.000 kroner er afsat til lønninger til halvanden projektleder og to projektmedarbejdere.
  • 100.000 kroner er afsat til indkøb af blandt andet støvler, tøj og rygsæk.
  • 140.000 kroner er afsat til transport, overnatning og forplejning.
  • 15.000 kroner er afsat til leje af lokaler.
  • 50.000 kroner er afsat til diverse/uforudsete udgifter og konsulent-hjælp.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce