Annonce
Trekantområdet

Carlsberg lukker ned for produktionen af alkobase til sprit: Har produceret, hvad der svarer til 27 håndbajere per dansker

Brygmester på Carlsberg i Fredericia Mikkel Laust Broe overrakte mandag uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) en af de sidste flasker sprit fra produktionen til hovedsageligt de danske sygehuse. Carlsberg lukker produktionen ned i denne uge. Foto: Søren Gylling
Carlsberg lukker i denne uge ned for produktionen af alkobase til den danske produktion af håndsprit. Nu bliver maskinerne stillet tilbage til produktion af Sommersby og øl.
Annonce

Fredericia: Knap 16 millioner liter alkoholbase.

Så meget har Carlsbergs ansatte produceret siden marts, hvor bryggeriet lagde en del af sin produktion om fra fremstilling af Sommersby og øl til at lave alkobase, som skulle bruges i den danske produktion af desinfektionsmidler som eksempelvis håndsprit.

- Det svarer til 158 millioner håndbajere eller 27,2 håndbajere per dansker, fortalte brygmester på Carlsberg Fredericia Mikkel Laust Broe, da han mandag viste uddannelses- og forskningsminister Ane Halsbroe-Jørgensen rundt.

Carlsberg lukker produktionen ned i løbet af de kommende dage og er så småt ved at stille produktionen tilbage til drikkevarer.

Afslutningen er afstemt med den nationale operative stab (NOST) og de to hovedsponsorer Novo Nordisk Fonden og Carlsbergfondet. Ingen har tjent penge på produktionen.

Annonce

Runder bil nummer 50 til Kalundborg

Da Danmark lukkede ned i marts, og coronakrisen for alvor ramte landet, var der mangel på værnemidler - blandt andet desinfektionsmidler.

Derfor blev der nedsat et midlertidigt konsortium bestående af Ørsted, Carlsberg, Ree Holding og politiets nationale stab NOST til at sørge for en nødproduktion af ethanol.


Det hele skete indenfor få dage, og vi fik startet det hele op. Vi skulle skabe så meget ethanol som muligt, så billigt som muligt og så hurtigt som muligt.

Mikkel Laust Broe, brygmester


Carlsberg fik fripas over Storebæltsbroen, for alkoholbasen skulle en tur til Kalundborg til destillation og derefter videre ud til producenterne af håndsprit, inden det landede på blandt andet de danske sygehuse.

- Det hele skete indenfor få dage, og vi fik startet det hele op. Vi skulle skabe så meget ethanol som muligt, så billigt som muligt og så hurtigt som muligt, huskede Mikkel Laust Broe.

Omkring 50 Carlsberg-ansatte har været involveret i produktionen i større eller mindre grad. Salget af øl og sodavand gik ned i foråret, da grænser, restaurationer, natklubber og caféer var lukkede.

Derfor var der ikke så meget at lave på bryggeriet, så nogle af de ansatte blev involveret i produktionen af alkobase i stedet. Blandt andet chauffører, som kørte på skift i døgndrift til Kalundborg. Bryggeriet runder i disse dage bil nummer 500 til Sjælland.

Nu er lagrene med desinfektionsmidler fyldt op, Danmark er i fuld gang med genåbningen, og salget af drikkevarer er stigende. Så skifter bryggeriet tilbage til produktionen af øl og Sommersby.

- Det er en store ære at få lov at lukke det her ned, som vi kan få meget læring ud af, sagde uddannelses- og forskningsminister Ane Halsbroe-Jørgensen (S).

Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen blev vist rundt i produktionen på Carlsberg, hvor knap 16 millioner liter alkobase til håndsprit de seneste måneder er blevet fremstillet. Foto: Søren Gylling
Fremstillingen af alkobase skulle gå stærkt, for Danmark manglede desinfektionsmidler. Derfor blev opsætningen så hurtig og simpel som muligt, hvilket betød adskillige slanger på gulvet, der førte alkobasen ud i tankbilerne. Foto: Søren Gylling
Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen blev vist rundt i produktionen på Carlsberg, hvor knap 16 millioner liter alkobase til håndsprit de seneste måneder er blevet fremstillet. Foto: Søren Gylling
Brygmester på Carlsberg Fredericia stod for omlægningen af dele af produktionen til alkobase. Han fortæller, at han og hans Carlsberg-kolleger har lært meget undervejs. Foto: Søren Gylling
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
VEJLE For abonnenter

Totalt kaos på plejehjemmet: Mens deres 94-årige mor lå for døden, måtte Lone og Hanne hjælpe med at gøre rent og lave mad til hele afdelingen

Annonce