Annonce
Jelling

Caroline har været væk fra efterskolen i snart to måneder: Vi har mistet motivationen

Caroline Savskov Matzen fra Jelling kan heldigvis stadig få et smil på læben, selv om hun ikke ligefrem nyder at være hjemsendt fra efterskolen på anden måned. Privatfoto
Landets efterskoler presser på for at få eleverne tilbage igen. Ikke overraskende er der opbakning fra eleverne, heriblandt Jelling-pigen Caroline Savskov Matzen, der går på Vesterlund Efterskole.
Annonce

Jelling: Hej Caroline. Du har nu været hjemsendt fra efterskolen, siden I tog på juleferie 18. december. Havde du forestillet dig dengang, at I skulle være hjemme så lang tid, som I har været nu?

- I første omgang regnede jeg ikke med, at vi kunne vende tilbage allerede 4. januar, som det først var planen. Jeg havde nok tænkt, at det først ville være midt i januar, men jeg havde da ikke lige forventet, at de ville forlænge nedlukningsperioden helt frem til 28. februar, siger 16-årige Caroline Savskov Matzen.


Lige nu er jeg bange for, at vi skal være hjemme indtil påskeferien – og så har vi kun tre måneder tilbage. Det er vildt ærgerligt.

Caroline Savskov Matzen, elev på Vesterlund Efterskole


Hvordan går det med at være hjemme?

- Jeg synes, at dagene begynder at flyde mere og mere sammen. Jeg glemmer helt, at jeg skal være der, fordi det hele flyder sammen. Vi sidder bare hjemme, sover, spiser og har online undervisning. Til sidst mister man motivationen.

Hvordan påvirker det din trivsel?

- Jeg synes, det er rigtig træls og mega hårdt at kigge på en skærm og se på mine venner og veninder og vide, at jeg kun må og kan se dem gennem skærmen. Jeg er virkelig ved at være træt af det. De første par uger var det fint med en lidt længere juleferie. Det skulle nok gå, og så skulle vi komme nok tilbage igen, tænkte jeg. Men jeg synes virkelig, jeg har mistet motivationen af at sidde herhjemme hele tiden.

Annonce

Frygter stresset afslutning

Hvordan ser du på de kommende måneder?

- Lige nu er jeg bange for, at vi skal være hjemme indtil påskeferien – og så har vi kun tre måneder tilbage. Det er vildt ærgerligt. På grund af corona har vi ikke haft mulighed for at knytte så mange bånd, som man har mulighed for på et normalt år uden corona, fordi det har været begrænset, hvor mange vi må se på og udenfor skolen. Man har derfor ikke været så tæt på så mange, som man kunne have mulighed for.

- Jeg går på Vesterlund Efterskole af særligt en grund, og det er gymnastikken og opvisningerne. Det at være hjemsendt indtil 1. marts er mega nedern, fordi det er der opvisningssæsonen starter, og vi har ikke mulighed for at lave en opvisning, som situationen er lige nu, siger Caroline Savskov Matzen. Privatfoto

Hvad får det af betydning for resten af efterskoleopholdet, hvis I først vender tilbage efter påskeferien?

- Når vi kun har tre måneder tilbage, føler jeg, at man skal man skynde sig at opleve en hel masse. Det er ærgerligt, for så frygter jeg, at vi ikke når at nyde det så meget, inden det allerede er ovre igen.

Annonce

Det er forsvarligt

Lige nu debatteres det, om efterskoleeleverne skal være iblandt den næste gruppe, der åbnes for. Hvad mener du?

- Jeg synes, det lyder som en god plan. Jeg kan godt forstå, at myndighederne mener, at vi stadig skal blive hjemme, men jeg synes, det er ærgerligt, hvis ikke vi er de næste. Vi er jo i vores egen boble stort set hele tiden. Selvfølgelig er det nok ikke muligt, at alle efterskoleelever og lærere kan isolere sig på efterskolerne i flere måneder. Folk får stadig brug for at komme hjem, og vores lærere bor jo også forskellige steder i landet. Men jeg synes, det vil være fedt at komme afsted, og så må vi tage vi de konsekvenser, der følger med.

Er det overhovedet forsvarligt at sende jer tilbage til skolen?

- Ja, jeg mener, det er forsvarligt, så længe der er mulighed for at blive coronatestet, hvis man eksempelvis har været væk fra skolen. Og så skal vi selvfølgelig holde os inden for de rammer, der førhen var været, siger Caroline Savskov Matzen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce