Annonce
Trekantområdet

Carpark North: Første og sidste og første gang på Fredericia Teater

Fans og første-gængere i skøn forening: Tobias Kirkeby Johansen (til venstre) og Stefan Johansen har længe været Carpark North-fans. Og de tog Helle Eriksen med til hendes første koncert. Ikke bare den første med Carpark North, men hendes første koncert overhovedet. Se hendes reaktion i videoen på netavisen. Foto: Peter Friis Autzen
53-årige Helle Eriksen var til sit livs første koncert, da Carpark North lørdag spillede turnéens sidste koncert som deres første på Fredericia Teater.
Annonce

Fredericia: Røgen hænger tykt i hele salen. En røgmaskine på scenen har stået tændt alt for længe, og efterhånden er det svært at se fra den ene side af salen til den anden - og scenen er helt væk. Men heldigvis er der stadig en times tid til, at de første publikummer vrimler ind i Fredericias teatersal og sætter sig for at opleve Carpark North. Så slukknappen kan findes, og udluftning gennemføres i tide.

Det er lørdag aften, og Fredericia Teater summer af leben. I forhallen gøres der klar til barsalg, og garderobe, mens en bod med merchandise stilles op, så bandets fans kan få smykket kroppen efter at have fået smykket sjælen i koncertsalen.

Der er så tæt på udsolgt, at der skal målfoto til for at finde ledige pladser. Og mange er koncert-skrupsultne efter måneder med corona-dæmpet kulturblus.

- Vi har savnet meget at komme ud, lyder det eksempelvis fra Palle Sørensen og Gitte Petersen, der er på vej ind til deres første Carpark North-koncert.


Jeg har aldrig været til koncert før. Aldrig i hele mit liv.

Helle Eriksen


Men for én i salen er aftenen bogstavelig talt helt enestående: 53-årige Helle Eriksen, der er her med sin bedre halvdel, Stefan Johansen og hans søn Tobias, har aldrig været til koncert før. Ikke en eneste koncert i hele sit liv.

- Det er ikke fordi jeg har fravalgt det. Det er bare aldrig rigtig blevet til noget før nu, siger Helle, der godt ved, at et halvt århundrede helt uden koncerter er usædvanligt.

- Jeg glæder mig også, siger hun og lover at mødes med Dagbladet efter koncerten for en hurtig melding. I mellemtiden får bandet besked om den usædvanlige debutant, og de tør knap tro deres egne ører.

- Det er jo helt vildt. Men hvor er det stort, at hun så vælger os som sin allerførste koncertoplevelse. Det er vi stolte af, siger forsanger Lau Højen.

Annonce

Første og sidste gang

For adskillige timer siden rykkede lyd- og lysfolk ind for at gøre klar. Og nu - 34 minutter før showstart - er der en tændt stemning i de trange backstage-lokaler.

Det er sidste koncert på Carpark Norths turné. Og det er første gang, de spiller på Fredericia Teater - et spillested, de betegner som legendarisk. Ligesom publikum kan bandet mærke, at corona har gjort noget ved turné-følelsen.

- Det er, som om glæden ved at spille er blevet mere eksplosiv, fordi man har måttet undvære det for en tid, siger bassist Søren Balsner.

Carpark North havde længe glædet sig til at opleve Fredericia Teater, som de betegner som "et legendarisk spillested". Her lader de op i et af de små backstage-lokaler en halv times tid inden koncerten. Foto: Peter Friis Autzem

- Glæden ved musikken er den samme. Men musik-nødvendigheden kan mærkes på en anden måde. Det føles som at være en mand alene på en øde ø, som pludselig bliver fundet og reddet og møder verden igen, siger Lau Højen.

- Når engang alt det her corona er ovre, ligger det til menneskets natur bare at komme videre i teksten. Men jeg håber, at vi fremover kan minde os selv om den her følelse, for den gør noget ved taknemmeligheden og glæden, siger trommeslager Morten Thorhauge, inden d'herrer går i enerum for at varme op til koncertstart.

Efter knap halvanden times førstegangsoplevelse er Helle glad.

- Det var godt. Det var en fed oplevelse. Især de numre jeg kendte i forvejen.

Bliver det her din sidste koncert?

- Nej, vi skal nok afsted igen, siger Helle og sender et smil til sin Stefan.

Selvom Stefan og Tobias klædte Helle standsmæssigt på inden koncerten var Fredericia-koncerten turnéens dårligst sælgende i merchandise-butikken. Foto: Peter Friis Autzen
Koncerten bød både på fuld knald og på nedtonede, følsomme øjeblikke. Det sidste var særligt tilrettelagt for det siddende publikum, der ifølge bandet gør det muligt at nå ud over scenekanten med mere følsomme ting end normalt. Foto: Peter Friis Autzen
Gitte Pedersen og Palle Sørensen har savnet koncerterne denne sommer - men de var også afsted til Electric Guitars og Sanne Salomonsen for en uge siden. Foto: Peter Friis Autzen
Helles allerførste koncert bød på godt selskab og en optimal plads på anden række. Foto: Peter Friis Autzen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
VEJLE For abonnenter

Totalt kaos på plejehjemmet: Mens deres 94-årige mor lå for døden, måtte Lone og Hanne hjælpe med at gøre rent og lave mad til hele afdelingen

Erhverv

Julefrokosten blev corona-aflyst: Personaleforening sender 160 medlemmer på restaurant i stedet

Danmark

Professor om coronavacciner: Den fulde effekt kommer først i sidste halvdel af 2021

Annonce