Annonce
Vejle

Carsten blev overfaldet af den hjemløse tysker: Det har sat dybe spor

33-årige Carsten Ewers er én af dem, der har haft et ubehageligt møde med den hjemløse tysker, der i en lang periode huserede i Vejles gader. Mødet har betydet, at Carsten ikke længere synes, at det er rart at færdes i gågaden. Foto: Mette Mørk

I marts sidste år blev 33-årige Carsten Ewers overfaldet af en hjemløs tysker, som han flere gange havde smidt ud af Kvickly i Bryggen. Episoden har sat sig dybt i Carsten, og det lader ikke til, at han får lov til at få en afslutning lige foreløbig.

Vejle: En dybt frustreret Carsten Ewers måtte fredag formiddag forlade Retten i Kolding med uforrettet sag.

I marts sidste år blev han udsat for et ubehageligt overfald, da han skulle møde ind på sit arbejde i Kvickly i shoppingcentret Bryggen i Vejle.

Siden har han kæmpet med traumerne efter chokket og ikke mindst den vold, han blev udsat for. Samtidig har episoden betydet, at han ikke længere føler sig tryg i sin egen by.

Derfor havde 33-årige Carsten Ewers brug for, at han i retten kunne få sat et punktum i den sag, der har hvilet over ham som en sort sky.

Men den tiltalte dukkede ikke op, og det er anden gang inden for tre måneder, at sagen er blevet udsat.

Annonce

Jeg har altid haft ambitioner for mit arbejdsliv og sat barren højt. Derfor er jeg så træt af, at han (tyskeren, red.) fik lov at påvirke mig i mit professionelle virke.

Carsten Ewers
I dag arbejder Carsten Ewers ikke længere i Vejle. Han har fået job som tørvareleder i SuperBrugsen i Stilling, men han bor fortsat i Vejle med sin hustru. Foto: Mette Mørk

Det første møde

Den tiltalte er en 26-årig tysker, som i flere måneder har huseret i Vejle.

Han er hjemløs og boede i en lang periode under trappen i skakten ved parkeringshuset Albert. Men her blev der for nylig sat et gitter op, så man ikke længere kan lægge sig derind.

Tyskeren har - så vidt vides - også på et tidspunkt boet på parkeringstaget ved Føtex, i et buskads nær DGI Huset og i et orangeri ved en privat bolig på Ibæk Strandvej.

Carsten Ewers stod første gang over for tyskeren en eftermiddag i februar sidste år, hvor han som den eneste salgsleder var på arbejde i Kvickly.

En medarbejder ringede til Carsten Ewers og fortalte, at en mistænkelig person gik rundt i butikken, og det viste sig, at han havde stjålet en nudelsalat og en dåsecola.

- Vi fandt ham i centeret og prøvede at stoppe ham. Men han virkede helt fjern og aggressiv i sin fremtoning og ville ikke tales til, husker Carsten Ewers om sit første møde med tyskeren.

Carsten Ewers er én af dem, der har haft et ubehageligt møde med den hjemløse tysker, der har huseret i Vejles gader i mere end et år. Foto: Mette Mørk

En principsag

Sammen med vagter fra Bryggen fulgte Carsten Ewers efter den tyske butikstyv igennem gågaden. Der havde efterhånden været så mange butikstyverier fra Kvickly, at det var blevet en principsag at stoppe så mange som muligt, uanset om det var store eller små tyverier.

Men denne butikstyv var ikke helt som de andre. Tyskeren åbnede den stjålne nudelsalat og begyndte at kaste den efter Carsten. Han blev ramt på skoen og sparkede det i retningen af tyskeren, som bare blev endnu mere aggressiv.

På et tidspunkt lykkedes det at få fat i ham.

- To vagter prøvede at lægge ham ned, men de kunne kun få ham ned i knæ. Jeg ringede 114, og efter fem-ti minutter kom politiet og tog ham med.

Carsten Ewers fortæller, at han ofte har haft med butikstyve at gøre og aldrig har været bange for at håndtere dem.

Han oplevede omkring en håndfuld episoder med tyskeren, før den morgen en lille måned senere, hvor det pludselig blev rigtig ubehageligt.

Opsøgt på vej til arbejde

- Det var tidligt om morgenen fredag 9. marts. Jeg mødte ind lidt i seks og gik over mod butikkens bagindgang, mens jeg kiggede på min telefon og havde den anden hånd i lommen, fortæller Carsten Ewers.

Han havde aldrig oplevet, at der var andre mennesker så tidligt om morgenen, men på sin vej mod butikken så han en person, der løb og kiggede ind ad vinduerne til Bryggen.

Personen forsvandt, men pludselig var der én som råbte "Hey you!" og greb fat i Carsten Ewers' jakke. Det var tyskeren.

- Jeg blev slynget rundt og fik to eller tre knytnæveslag i ansigtet, så mine briller gik i stykker. Vi endte bag ved containerne ved Kvicklys bagindgang, hvor der ikke er videoovervågning. Jeg havde ingen idé om, hvad han ville med mig, husker Carsten Ewers.

Han blev beordret ned på knæ og fik besked på at holde sin kæft.

- Jeg tænkte, at nu fik jeg nok fuld smadder. Men så slap han mig og gik derfra helt nonchalant, som om intet var sket.

Da han var ude af syne, skyndte Carsten sig ind i butikken, politiet blev tilkaldt og Carsten fik krisehjælp.

Gågaden er ikke længere et rart sted

Den genkendelige grønne jakke, som han dengang gik i, har Carsten Ewers ikke haft på siden.

Selvom tyskeren ofte havde færdedes omkring containerne for at skralde - altså for at finde madvarer, der er blevet smidt ud - så kan Carsten Ewers ikke lade være med at tænke på, om tyskeren mon havde haft hævn i tankerne, da han dukkede op denne tidlige morgen.

Carsten havde jo trods alt haft fat i ham flere gange.

- Han virkede så målrettet, og han flåede mig rundt på en måde, så det føltes som hævn, fortæller Carsten Ewers.

Han har gået til psykolog i en periode for at bearbejde oplevelsen, men alligevel har han ikke rigtigt følt sig tryg i sin egen by siden.

- Jeg har det stadig dårligt med at gå i gågaden, fordi jeg har mødt ham der siden. Jeg kigger mig hele tiden over skulderen og langt fremefter for at se, om jeg kan få øje på ham. Jeg går heller aldrig med hænderne i lommen mere.

Måske er han rejst

Carsten Ewers har siden skiftet arbejde, han har fået andre briller og ladet skægget gro. Han kan ikke afvise, at han har haft et underbevidst behov for at gøre det sværere for tyskeren at finde ham igen.

- Det er pisse frustrerende, at han har forårsaget så mange problemer - også for andre personer og butikker - men at det ikke har fået nogen konsekvenser. Han skræmmer jo folk væk, siger Carsten Ewers.

Han har et stort behov for at få sat et punktum i sagen, så han kan komme rigtigt videre, men da han var indkaldt i retten i november, blev sagen aflyst, fordi politiet ikke havde fået forkyndt sagen for den 26-årige tysker.

Da sagen så igen skulle behandles denne fredag, dukkede tyskeren ikke op.

Sagen er derfor udsat igen med en anmodning om, at manden skal anholdes inden retsmødet. Det er nemlig nødvendigt, at han er til stede i retten, fordi han står til at blive udvist.

Hos politiet i Vejle oplyser vicepolitiinspektør Mikkel Ross, at man ikke har set noget til den 26-årig tyske mand i en længere periode. Teorien er, at han er taget tilbage til Tyskland.

Så spørgsmålet er, hvornår Carsten Ewers får lov at få sin afslutning.

Annonce
Forsiden netop nu
Vejle

Smæk for skillingerne: Bokselandskamp i Vejle

Annonce