Annonce
Brande

Charlotte fra Brande besøgte Malawi med Røde Kors

Charlotte Lauridsen fotograferet foran Røde Kors’ hovedkontor i Malawis hovedstad Lilongwe. Foto: Røde Kors
Aktivitetsleder Charlotte Lauridsen fra Røde Kors i Brande havde fire intense dage i den afrikanske stat Malawi.

Brande: Sammen med 12 andre danskere har Charlotte Lauridsen fra Brande netop været med Røde Kors på besøg i Afrika.

Selvom Malawi er et af Afrikas mindste lande, og det er kun cirka tre gange så stort som Danmark både målt på areal og indbyggertal. Også økonomisk set er landet blandt letvægterne, og det ligger langt nede på FN’s liste over levestandard. Til gengæld kan indbyggerne i Malawi glæde sig over, at den målte levestandard har været støt stigende de seneste 15 år, og selvom mange ting i Malawi stadig er primitive målt med europæisk standard, er det da også overordnet set indtrykket af et land på vej i den rigtige retning, Charlotte Lauridsen er rejst hjem til Danmark med.

Et lokalt marked, hvor der blandt meget andet sælges søde kartofler. Foto: Røde Kors

Ambassadører for Røde Kors

Charlotte Lauridsen er aktivitetsleder på integrationsområdet for Røde Kors’ lokalafdeling i Brande. Sammen med 10 andre Røde Kors-frivillige og to ansatte var hun blevet udvalgt til turen til Malawi. Det gør hjælpeorganisationen to gange årligt, og formålet med rejsen var at få indblik i Røde Kors’ internationale udviklingsarbejde og et venskabsprojekt, som også er støttet af Røde Kors Brande.

Besøgene tjener dels som dokumentation for, at der er kommet konkrete resultater ud af hjælpearbejdet, dels skal de udsendte, når de er hjemme igen, fungere som en slags ”ambassadører” for Røde Kors ved at videreformidle deres oplevelser ved foredrag. Det kan både være på skoler og i Røde Kors-lokalafdelinger – i princippet alle steder, forklarer Charlotte Lauridsen. I løbet af de fire dage fik gruppen set flere at de projekter, der har været med til at løfte levestandarden for op imod 1,5 mio. mennesker fordelt på 150 landsbyer i tre distrikter.

Et af projekterne er det såkaldte wash-program, der i al sin enkelhed går ud på at vænne folk til at vaske hænder efter toiletbesøg. En relativt naturlig ting for de fleste vesterlændinge, men når man ikke har adgang til vand og i øvrigt heller ingen toiletter, har det krævet noget af en kulturændring. Først og fremmest er der blevet opført lerklinede toilethuse, så man ikke længere er nødt til at gå ud i bushen eller junglen og forrette sin nødtørft, og dertil er der blevet konstrueret nogle særdeles simple, men velfungerende ”vandhaner” bestående af en plastflaske, der betjenes/tippes ved hjælp af en fodpedal.

Suppleret med en dramagruppe, der ved hjælp af sang og dans underviser i personlig hygiejne, har det været med til sænke antallet af koleraudbrud og dermed børnedødeligheden – andre medvirkende årsager har været at få hævet køkkenbordene fra jorden og opsætningen af tørresnore, så insekterne ikke i nær samme omfang lægger æg i vasketøjet og derved spreder smitte. Gruppen nåede også at besøge et vandingsprojekt, der via et sindrigt, overdækket rørsystem forsyner 8000 beboere i 60 landsbyer med rent drikkevand fra bjergene.

- Det var så rent, at vi faktisk kunne drikke det, fortæller Charlotte Lauridsen, der også oplevede de ansvarlige for vandingsprojektet som meget dedikerede til opgaven.

Kronprinsens fødselsdagsgave

En besøg i en børnehave med en normering, der ville få enhver dansk pædagog til at segne – 260 børn og to voksne – var også en del af programmet, og gruppen nåede desuden at besøge Røde Kors’ gave til kronprins Frederiks 50-års fødselsdag sidste år, et hostel til 60 piger, der på den måde også kan komme i skole.

- Vejen frem er uddannelse, pointerer Charlotte Lauridsen, og det har da også vist sig, at de malawiske kvinder er begyndt at få færre børn i takt med, at levestandarden i landet er steget. Helt konkret er fødselsraten i løbet af få år faldet fra 7,5 til 5,5.

- De er nået rigtig langt, og det har været fantastisk at få lov at opleve, fastslår Charlotte Lauridsen, der også fik fornemmet den afrikanske kultur på nærmeste hold.

- Der er meget glæde, og de bekymrer sig virkelig om hinanden, oplevede hun. At hjælpearbejdet nytter, er hun ikke det mindste i tvivl om:

- Det kommer frem, og det gør en kæmpestor forskel, fastslår hun om den økonomiske hjælp, der udover Danmark bl.a. kommer fra Italien, Belgien, Holland og Finland.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce