Annonce
Udland

Chilensk fly med 38 om bord er styrtet ned på vej mod Antarktis

Loic Venance/Ritzau Scanpix
Det chilenske luftvåben mistede natten til tirsdag kontakten til et militærfly med 38 personer om bord.
Annonce

Et militærfly med 38 mennesker om bord er styrtet ned.

Sådan lyder vurderingen fra det chilenske luftvåben i en pressemeddelelse natten til tirsdag dansk tid. Det skriver nyhedsbureauet dpa.

Der er tale om et transportfly af typen Hercules C-130, der mandag klokken 16.55 lokal tid lettede fra den sydchilenske by Punta Arenas.

Kort efter klokken 18 mistede det chilenske luftvåben kontakten til flyet, der havde kurs mod Antarktis. Det fik tidligere luftvåbnet til at melde flyet savnet.

- Det chilenske luftvåben oplyser, at det efter mere end syv timer uden radiokontakt vurderes, at Hercules C-130-flyet er styrtet ned, lyder det tidligt tirsdag morgen i meddelelsen.

Vraget af flyet er endnu ikke blevet fundet. Og således er der heller ikke kendskab til de ombordværendes tilstand.

Om bord på flyet var 17 besætningsmedlemmer, og 21 er passagerer.

Flyet var på vej mod en chilensk militærbase i Antarktis, hvor mandskabet skulle udføre vedligeholdelsesopgaver. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Et redningsmandskab blev aktiveret, da luftvåbnet mistede kontakten til flyet.

Chiles premierminister, Sebastian Pinera, oplyser på Twitter, at han sammen med landets indenrigsminister vil flyve til Punta Arenas.

Her vil de mødes med landets forsvarsminister og drøfte en eftersøgnings- og redningsmission. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Punta Arenas ligger nær Magellanstrædet på Chiles sydspids.

Sydpolen er centrum af verdensdelen Antarktis, hvor Chile har én permanent militærbase og gør krav på et større landområde.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce