Annonce
Kultur

Citrondrengen spiller Jylland tynd i coronakrisens tegn

Kurt 'Citrondrengen' Pedersen rejser rundt i Jylland og spiller for vores medborgere på plejecentre og i bofællesskaberne. Det er 'kunderne' der disse coronatider bestemmer prisen. Foto: Jim Hoff
Landets udøvende musikere og optrædende er hårdt ramt her under coronakrisen, hvor jobs bliver aflyst ind af en kant. Den udfordring har Kurt 'Citrondrengen' Pedersen også, men han har valgt en proaktiv og positiv indgangsvinkel til at løse udfordringerne til gavn for både sig selv og mange af landets ældre medborgere.

GIVE: - Prøv at se det hele fra den lyse side, lidt flere smil er det, vi trænger til! Tilsat denne ret så velkendte tekst fra Keld Heicks 70'er repertoire en god gang keyboardgeneret musik og solskin fra en skyfri lyseblå himmel, så er scenen sat for den hyggelige event, der udspillede sig på plejecenter Sandbjerg i en af stedets hyggelige atriumgårde tirsdag formiddag.

Her var det en af Give-egnens mest populære og anerkendte festmusikere gennem en menneskealder, Kurt 'Citrondrengen' Pedersen, der havde stillet det store musikanlæg med keyboard og højtalere op med den noble hensig at bringe lidt musik og liv og glade dage ind til beboerne på plejecentret.

De cirka 25 tilskuere, beboere og personale, sad ude i den friske forårsluft og nød både solen og den gode musik, som var af den gode folkelige slags, som alle kan synge eller nynne med på.

Kurt Pedersen er én af mange danske kunstnere, der i disse tider med coronavirussen som den altoverskyggende festdræber, ramt af massevis af aflysninger, hvilket betyder, at ordrebogen hen over de sidste uger har sagt farvel til hele 32 opgaver.

- Da forsamlingsforbuddet ramte os midt i marts, gik det stærkt. Kalenderen med opgaver var ret hurtig tom, så det så egentlig ikke ret godt ud. Heldigvis skylder jeg kun lidt på min bil og mit keyboard, så jeg skal nok overleve, og jeg har valgt at vende denne her krise til noget konstruktivt og til at gøre noget lidt for andre mennesker, fortæller Kurt Pedersen.

Annonce
- Er i klar. Nu kommer der en, I sagtens kan synge med på. Kurt Pedersen var i topform, og beboere og personale gav fint medspil i det smukke forårsvejr. Foto: Jim Hoff

Har spillet i hagl, regn og storm i det meste af Jylland

Han har valgt at byde sig til på en række af Jyllands plejecentre og bofællesskaber, hvor han tilbyder at komme ud og spille lidt god musik for beboerne og den vej rundt give sit ydmyge bidrag til forsødelse af tilværelsen for mennesker, der må leve afskåret fra kontakt med familie og venner.

- Mit udgangspunkt er dels at komme ud og skabe noget underholdning for de her mennesker, dels at holde mig i gang i en tid uden jobs og så er det jo også en mulighed for mig til at komme rundt i det meste af Jylland og vise flaget. Det kan jo komme mig til gavn senere i form af jobs til mig, når coronakrisen er slut, forklarer den 68-årige Kurt Pedersen.

Han har på den konto fået 32 opgaver, og der er flere på vej. Han har spillet siden medio marts, både i hagl, sne og storm, og Citrondrengens snag og musik er blevet hørt i både Vestjylland, Midtjylland Sydjylland, på Djursland og i Aarhus.

Beboere på plejecentre i både Horsens og Vejle Kommune har nydt godt af Kurt Pedersens sang og musik og muntre omgang med sit publikum, og også denne dag på Sandbjerg giver han flere fine smagsprøver på sit store talent for at underholde netop denne målgruppe.

Det er 'kunderne', der selv bestemmer prisen på at få Kurt Pedersen ud og spille under 'coronakonceptet'.

På hjemmebane på Sandbjerg

Citrondrengen var faktisk på vej med sin cd nummer 20, der efter planen skulle udgives her i 2020. Processen er dog sat på pause, da den landslammende virus ramte Danmark, idet musikerne ikke må møde op i studiet.

- Jeg havde glædet mig til at udgive cd nr. 20, og jeg håber da også stadigvæk på, at det kan lade sig gøre at få den ud her i 2020, siger Kurt Pedersen, mens beboerne på Sandbjerg forventningsfulde og smilende finder sig til rette i stolene i den udendørs koncertsal.

Han kender plejecenter rigtig godt. Dels har hans kone arbejdet der i en del år, og dels er han kommet på stedet gennem mange år for at underholde og skabe lidt fest i hverdagen.

- Man kan godt sige, at jeg er lidt på hjemmebane her på Sandbjerg i Thyregod. Det er altid rigtig hyggeligt at komme her, og jeg kender jo også en del af beboerne samt ikke mindst personalet, siger Kurt Pedersen samtidig med, at beboeren Keld sniger sig forbi med et klart ønske.

- Du Kurt, du spiller da den der "Åh, Marie a' vil hjem til dig" idag, ikk' osse?

- Selvfølgelig Keld, og så lover du at synge godt med på omkvædet, lyder det kvikke svar fra Kurt Pedersen med et stort smil. Den er Keld med på, mens hans kvindelige naboer ved bordet ser lidt betænkelige ud ved tanken om at skulle lægge ører til Kelds markante tonealternative røst.

Og så skal der skåles. Der blev serveret muskatvin, juice og saft, og det blev stemningen ikke ringere af. Foto: Jim Hoff

Alt imens 'Citrondrengen' fyrer den af med en række syngbare danske travere, skænker det veloplagte personale muskatvin, juice og saft og i glassene til de ældre. Nogle tager sig en svingom, andre nynner godt med, og der vippes livligt med fødderne til takt af musikken.

Kurt Pedersen spiller en times tid, høster fortjent stort bifald, og bagefter har han endnu et job i Thyregod. Et meget specielt job.

- Jeg er blevet kontaktet af en kvinde her fra Thyregod, om jeg vil lave en lille privat koncert for hendes mor. Moderen bor på Ved Hjemmet, og hun kommer ikke ud og har ikke rigtig kontakt med nogen. Jeg kører om og stiller mit keyboard op nede foran hendes terrasse, og når hun så står op fra sin lur og går ud på terrassen, så spiller jeg nogle sange for hende. Hun ved ikke, jeg kommer, så det bliver lidt af et surprise-party, fortæller Kurt Pedersen med et stort smil.

Jovist, 'Citrondrengen' var på besøg i Thyregod for få folk til at se det hele fra den lyse side, og det gjorde han med manér.

Der var også tid og plads til en rask svingom. Her er det Keld, der har vundet i lotteriet og får sig en dans med en af pigerne fra pesonalegruppen. Foto: Jim Hoff
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce