Fredericia: Endnu har Fredericia Kommune undgået at lukke børnepasning ned som følge af corona-smitte. Men mandag var det så tæt på, som det næsten kunne komme.
Kulturbørnehaven Gades Gård kunne allerede søndag se ind i en situation, hvor kun fire medarbejdere var i stand til at møde på arbejde. Det er knap en fjerdedel af børnehavens normale personalegruppe, oplyser Mette Heidemann, der er direktør for området Børn, Unge og Kultur hos Fredericia Kommune.
Gades Gård tæller normalt 56 børn, men søndag måtte institutionen ringe rundt til børnenes forældre og forklare, at det ville være en god hjælp, hvis de kunne finde en anden pasningsmulighed.
Det kunne mange af forældrene, så mandag mødte der kun 16 børn.
- Det er et godt udtryk for samfundssind i en svær situation, siger Mette Heidemann, der takker forældrene for deres hjælpsomhed.
Hun understreger, at kommunens institutioner ikke vil lægge pres på forældrene, som skal have mulighed for at få deres børn passet. Men når der kan findes en løsning i fællesskab, glæder det hende.
En institution mere på kanten
Gades Gård er ikke den eneste børneinstitution, der kan mærke, at smittespredningen gør indhug i personaleressourcerne. Enten ved sygdom, positive test, eller ved at ansatte må blive hjemme for at passe egne, syge børn.
- Én anden institution nærmer sig det samme niveau som Gades Gård, siger Mette Heidemann, som ikke vil oplyse, hvilken institution der er tale om.
Mettte Heidemann, Direktør for Børn, Unge og KulturDet er et godt udtryk for samfundssind i en svær situation.
- Der er ingen grund til at skabe utryghed blandt forældrene, før vi ved, om der reelt bliver et problem, siger hun.
I nogle andre kommuner har man været nødt til at lukke dele af børnepasningen ned.
- Så langt er vi ikke endnu. Men vi er under pres, siger Mette Heidemann.