Annonce
Sport

Corona-guide til den desperate fan: Syv anbefalinger til sportsligt 'tidsfordriv'

Corona-krisen har afblæst al sport verden over. Og det giver abstinenser. Her en række forslag til, hvad den hårdt prøvede sportsfan i stedet kan få tiden til at gå med.

SPORT: Vi arbejder hjemmefra, vi hjælper ungerne med lektierne, vi agerer IT-supportere for de dertilhørende kronisk sammenklappelige digitale platforme, vi må ikke gå ud med vennerne - hverken på værtshus eller i biografen – og der bliver heller ikke spillet kampe i Superligaen, Premier League, i Håndboldligaen: Ingen live-sport på stadion eller på tv.

Alt er lukket ned. Vi skal holde os hjemme, og det giver da i det mindste mulighed for at fordybe sig, læse flere bøger, se dokumentarer og måske ligefrem en kamp eller to fra den sprudlende hvidesussiske liga, der som den eneste i verden bare ruller derudad som intet var hændt.

Måske mangler du lidt inspiration til at få tiden til at gå derude i corona-land, så her følger anbefalinger fra denne signatur til stærke sportsbøger, film og serier i denne - til tider – tilbagelænede tid, hvor nøglen til boldrummet er blevet væk.

Joe McGinniss: The Miracle of Castel di Sangro (engelsk) – 408 sider

Det her er måske den bedste, mest velskrevne og gribende sportsbog, jeg nogensinde har læst. Derfor har jeg også læst den mange gange.

Den handler ikke om fodboldens største stjerner eller om fysiske bedrifter af en anden verden, slet ikke, men tager derimod sit ydmyge udspring i en lille, fjerntliggende landsby langt oppe i de syditalienske bjerge, Castel di Sangro, og den lokale fodboldklubs rejse op i landets næstbedste række, serie B.

En bedrift, der i de store italienske sportsaviser blev kaldt "et sandt mirakel".

Forfatteren til bogen, en udefrakommende amerikaner, der først skal accepteres, følger klubben i denne jomfruelige første sæson i Serie B - og altså ikke så langt fra de helt store stjerner som Roberto Baggio og Gabriel Batistuta.

Han ankommer nysgerrig og måske en kende naiv i sommeren 1996, og kommer det følgende år helt tæt på klubben, byen og dens mildt sagt brogede persongalleri. Det er stærkt underholdende. Det er italiensk. Det lever, det bobler, for de er sgu ikke helt almindelige deroppe i bjergene. Det er en bog, der giver et fantastisk indblik i støvlelandets gestikulerende (fodbold)kultur, og som er sin helt egen.

Jakob Kristian Sørensen og Morten Okbo: Dagen og vejen – 255 sider, rigt illustreret. Forord af Jørgen Leth

De er et særegent makkerpar, pizzarestaurant-ejer og fotograf Jakob Kristian Sørensen og rockmusiker og forfatter Morten Okbo, og de kan noget helt specielt, når de slår lycra-pjalterne sammen.

Som i denne intet mindre end fantastiske bog, der følger en række af cyklesæsonens største løb: Milano-Sanremo, Flandern Rundt, Lombardiet Rundt, VM samt de tre store etapeløb Tour de France, Giro d’Italia og Vuelta a Espana.

Det er skæve beretninger, skæve fotos fra en skæv og vanvittig sport. Det er personlige skriblerier, betragtninger, observationer – og det er dragende billeder, ofte med ryggen til det store spektakel. Det er anderledes, underholdende.

De er til stede, som Jørgen Leth meget præcist skriver i forordet til bogen.

Og de er til stede på deres helt egen måde. Som i denne beskrivelse af fænomenet Bernard Hinault:

"Man har et specielt forhold til ham. Fordi han engang har præsteret så vidunderligt for én. Man har fælles minder. Man føler, man kender ham. Som en berømt onkel, man aldrig møder, men som både du og din far kan utrolige historier om. Indtil første gang Hinault sniger sig bagom en på det lille toilet i pressecenteret, mens han lyner buksen op og glemmer at vaske hænder. Øv. Man kan blive slået helt ud af sådan et optrin!"

Det er en tour de force i ord og knips, der sætter sig. Ja, det er "frontal liderlighed". Det er bare godt.

Asker Hedegaard Boye: Spillets forvandling – Europæisk fodbold i 30 år. 218 sider

De seneste 30 år har på godt og ondt forvandlet fodbold på øverste hylde. I de mørke skygger fra stadiontragedierne på Hillsborough og Heysel rejste den folkekære sport sig op igen på en bund af kapitalstærke klubejere, løftede pegefingre, grådige fodboldforbund og vilde tv-aftaler – og blev aldrig den samme igen.

Den rejse fra rå ståpladser og tiltagende tilskuervold til dikterede plasticsæder, Gucci-uniformerede spillerkoner og fodbolden som "et venligt produkt for pæne borgere" har danske Asker Hedegaard Boye skrevet en dejligt nørdet og indsigtsfuld bog om.

Det er faktisk til tider hårrejsende læsning. Især de kapitler, der beskriver, hvordan penge i dag styrer alt på alle niveauer, hvordan Europa er blevet en håndvask for tyranner og skrupelløse rigmænd – og hvordan vi fodboldfans æder det hele råt i vores umættelighed efter at blive underholdt: Mere, mere, mere. Vildere, vildere, vildere.

Det handler også om høje numre på trøjerne, selvlysende støvler og spillere, der er blevet større end deres talent reelt berettiger til: Milliard-forretninger, legetøj for agenter.

Og meget mere.

Det er en bog, du bliver klogere af, måske også en smule rasende, og det er så formidabelt formidlet, at selv den mest kalkknæede Brighton-fan kan forstå det.

Andre Agassi: Open. 528 sider

Der er desværre skrevet rigtig mange dårlige, flade, ligegyldige sportsbiografier i de senere år. Men indimellem er der også en udgivelse i genren, der rammer plet, og det gør Agassis selvbiografi (fortalt til og med skrive-hjælp fra den Pullitzer-vindende forfatter J.R. Moehringer) fra 2010.

Den er allerede en klassiker.

Den lille amerikaner med det farvesprudlende tennistøj og det (i begyndelsen) lange, affarvede hår var et gudsbenådet tennistalent, der i bund og grund hadede at spille tennis. Hans dominerende far tvang ham til at droppe skolen i perioder for at træne tennis hjemme i baghaven. Lille Andre hadede det, hadede sin far for det. Det var træning, træning, træning.

Alligevel blev han ved og vandt i sin 20 år lange, professionelle karriere hele otte Grand Slam-turneringer. Fordi han kunne. Og på den måde fik faderen ret.

Det er det, bogen handler om. Om en karriere på trods. Om indre dæmoner. Om oprør. Om det klassiske, komplicerede far-søn-forhold. Men også om opture og kærlighed og alt det andet, vi mennesker indeholder.

Det er en bog, der går i dybden både menneskeligt og sportsligt. Og så er den rent faktisk også velskrevet.

The English Game, serie på Netflix, 1 sæson (seks afsnit)

The English Game er vel i bund og grund serien, som rigtig mange fodboldfans har længtes og sukket efter i mange år.

Serien er lavet af producenterne af Downton Abbey, og den tager udgangspunkt i den virkelige historie om, hvordan professionel fodbold i England opstod i slutningen af 1800-tallet. Det var dengang fodbold var et spil for amatører, et spil for gentlemen, og hvor overklassen muntrede sig med at møde hinanden her og der.

Men det bliver der ændret på, da et par dygtige skotske spillere melder deres ankomst hos et af de få arbejderhold, Darwen, der rent faktisk klarer sig nogenlunde. Holdets ejer betaler nemlig op til en FA Cup-kvartfinale mod de sejrsvante Old Etonians (der i øvrigt er FA) i 1879 de to udefrakommende for at spille – og kimen er lagt til professionel fodbold, for kort tid efter bliver den ene, legendariske Fergus Suter, den første spiller, der indrømmer, at han er professionel, da han skifter Darwen ud med en anden arbejderklub, Blackburn.

Serien er ganske seværdig, men ikke altid lige overbevisende. Karaktererne er i flere tilfælde noget karikerede i dette møde mellem overklasse og arbejderklasse midt i en tiltagende industrialisering i datidens England, og scenerne fra selve fodboldkampene er decideret pinlige. Men når det er skrevet, er The English Game en lærerig og underholdende omgang for nysgerrige fans og andet godtfolk.

Nu skal der ikke kun gå fodbold i det her, men en anden aktuel Netflix-serie, der bestemt også er værd at give sig i kast med er "Sunderland till I Die", der følger den nordengelske storklub Sunderlands hårde vej tilbage til toppen af engelsk fodbold. Sæson to er netop kommet ud, og er den lige så stærk som den første, er det bestemt værd at tjekke. Et langt mere dybdegående take på livet i en professionel klub end andre tilgængelige serier om for eksempel Juventus og Manchester City.

Diego Maradona, dokumentar, vises på DR2 tirsdag 7. april klokken 21.00

Den argentinske fodboldstjerne, Diego Maradona, var i 2005 tilbage i Napoli i forbindelse med den tidligere holdkammerat Ciro Ferraras afskedskamp på San Paolo stadion. Modtagelsen var lige vild og hysterisk, som da han selv spillede i klubben fra 1984-91. Foto: REUTERS/Stringer

Der kunne snildt laves en lang, lang Netflix eller HBO-serie om Diego Maradonas vanvittige liv og alle de vilde retninger, det har taget, så alene det at koge fortællingen om dette fodboldfænomen – en af de bedste og mindst strømlinede spillere verden nogensinde har set - ned til en dokumentar-film er i sig selv lidt af en bedrift.

Men det lykkes med "Diego Maradona", der koncentrerer sig om argentinerens år i italienske Napoli fra 1984-1991: Seks sæsoner, der sendte den syditalienske storby på den anden ende, og som for Maradona indeholdt en uvirkelig idoldyrkelse, stofmisbrug, mafiainvolvering, to italienske mesterskaber og så også lige et verdensmesterskab med Argentina.

Filmen er instrueret af engelske Asif Kapadia, der tidligere har leveret fuldtræffere i samme genre om den brasilianske Formel 1-legende Ayrton Senna og om den selvdestruktive sangfugl Amy Winehouse.

Noget selvdestruktivt er der i den grad også over Diego Armando Maradona. Det er historien om en utroligt fodboldtalent, om en lille, tæt argentinsk knægt fra slumbyen Villa Fiorito i udkanten af Buenos Aires, der rejser til Europa, først "fejler" i mægtige FC Barcelona, men siden indtager Napoli som en konge.

Filmen bygger på over 500 timers optagelser af Maradona, der aldrig før er offentliggjort, når man ser, hvordan der bliver hevet og revet i ham fra alle sider, mentalt som fysisk, forstår man også i høj grad, hvorfor hans stadigt tungere krop efterhånden også faldt til jorden.

Det er en (grotesk) film, der bare skal ses.

Formula 1: Drive to survive, Netflix, to sæsoner

For mig, der – indrømmet – ikke er særlig interesseret i motorsport, giver denne Netflix-serie et ganske interessant indblik i det store, omrejsende cirkus som Formel 1-verdenen er.

Vi følger to sæsoner fra grand prix til grand prix, og vi kommer rundt om alle holdene, og – om end på noget overfladisk vis – omkring en lang række af sportens mere eller mindre skæve skikkelser. Heriblandt naturligvis også danske Kevin Magnussen, der er udstyret med et sæt ganske skarpe albuer. De til tider skarpe dialoger teamchefer og kørere imellem, holdene imellem er seriens absolutte styrke.

Det er velproduceret, billederne er fantastiske, og det er til tider også dramatisk, men serien er også blevet kritiseret for at være et ukritisk glansbillede af en hurtig verden med store penge. Det kan der være noget om.

Men igen: Det giver et spændende kig ind i værkstedet, ind i bilen, med ud på langsiderne – også for den uindviede.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Lyt her: Erling Fjeldsted kaster op to gange hver nat - du må ikke begå samme fejl som mig

Annonce