Vejle: I øjeblikket er ni kommunale skoler i Vejle Kommune berørt af coronasmitte. Skovagerskolen i Jelling, Firehøjeskolen i Nørup/Vandel og Kirkebakkeskolen i Bredballe har noteret nye smittede siden mandag.
På Skovagerskolen er en medarbejder testet positiv, og fem ansatte og en enkelt elev på skolen er blevet sendt hjem for at blive testede.
Ellers har de nye smittetilfælde ikke ført til hjemsendelse af flere klasser, ifølge dagens coronaopdatering fra Vejle Kommunes forvaltning for Uddannelse & Læring.
Det skyldes at skolerne i forvejen har hjemsendt klasser for at undgå smittespredning. Så man kan sige, at procedurerne for hjemsendelse har vist sig at fange nysmittede, som nu kan gå i karantæne og dermed forhåbentlig stoppe for videre udbredelse af smitten blandt elever og lærere, som sikkert længes efter at kunne gå på juleferie fredag den 19. december.
På Kirkebakkeskolen er en enkelt elev testet positiv siden mandag, og Firehøjeskolen har givet forvaltningen samme besked: Én elev smittet, men eleven var i forvejen hjemme, så hverken klassekammerater eller lærere sendes hjem.
Da Vejle Amts Folkeblad mandag bragte den seneste opgørelse var følgende seks skoler berørt ud over de tre ovennævnte: Bredsten-Gadbjerg Skole, Søndermarksskolen, Vinding Skole, Englystskolen, Novaskolen og Thyregod Skole.