Annonce
Billund

Corona-kåde: Motionister festede efter fire måneders adskillelse

"Idræt om dagen" i Grindsted har cirka 120 medlemmer, som plejer at mødes i Lynghallen hver fredag og dyrke gymnastik, fitness eller spille bob sammen. Men siden marts har det været aflyst, så medlemmerne nød i fulde drag at gense hinanden på Karensminde. Foto: Mai Møller Christensen
I fire måneder har "Idræt om dagen" i Lynghallen været corona-aflyst, så der var masser af gensynsglæde, da medlemmerne fredag endelig mødtes til den årlige sommerfest på Karensminde. Det er endnu uvist, om "Idræt om dagen" får lov at starte til september.
Annonce

Grindsted: Feststemningen, gensynsglæden og det høje humør var til at føle på, nærmest allerede ved læsning af invitationen til dette års sommerfest for "Idræt om dagen" i Grindsted.

"Der er musikalsk underholdning hele eftermiddagen, hvor der både må danses og slås flikflak. Husk sprit, hvis I går på hænder, bare ikke Ålborg-sprit" lød det blandt andet i invitationen, og lige så kåd og glad var atmosfæren, da dagen endelig oprandt. Fredag dannede Karensminde nemlig endnu engang rammen om den årlige sommerfest, og denne gang var festen ekstra særlig.

For mange af de motionsglade medlemmer havde ikke set hinanden siden før corona-nedlukningen midt i marts, som også ramte "Idræt om dagen". Her plejer et sted mellem 80 og 85 medlemmer ellers at mødes hver fredag formiddag til bevægelse, spil og hygge, og det kunne mærkes på flokken, at der var "abstinenser" efter over fire måneders adskillelse.

Martin Hansen var en af dem, der meldte sig til at stå på dagens mest udsatte plads - nemlig med hovedet i hullet, hvor de andre skulle forsøge at ramme ham med en våd svamp. På billedet er der tale om en fuldtræffer begået af Jonna. Få sekunder efter var Martin Hansen ikke så lidt våd i hovedet. Foto: Mai Møller Christensen

- Mange af os har ikke set hinanden i de måneder, for vi bor forskellige steder i Grindsted-området, og man har jo også passet ekstra godt på her under coronaen. Så det er virkelig dejligt at få set hinanden igen og snakket. Vi har jo savnet hinanden! De der fredage med "Idræt om dagen", dem er det altså hårdt at undvære, siger Alice Kristensen, som står sammen med tre andre kvinder og får vendt verdenssituationen.

Annonce

OL i Grindsted

Rita Hansen, Inger Mikkelsen og Karen Marie Jensen nikker samstemmende. Og pludselig er de igen i gang med at diskutere børnebørnenes konfirmation, og hvor svært det må være at vælge de kun tre personer ud, som hver familie må have med i kirke til ceremonien. Snakken bevæger sig også i alverdens andre retninger, og kvinderne har næsten helt svært ved at løsrive sig og komme i gang med at kaste hestesko.

Men "leges" skal der. For som en fast del af sommerfesten for Idræt om dagen er der en række aktiviteter, man skal rundt til i grupper. Aktiviteter, som "Idræt om dagens" lokale formand, Henning Lund, hurtigt vælger at omdøbe til "Olympisk Lege for Medlemmer af Idræt om Dagen" i år.


Jeg spiller altid bob, når jeg er til "Idræt om dagen". Det spil har jeg holdt af, lige siden min barndom langt ude på landet i Hessellund, hvor min farmor havde bygget et bobspil til os. Det er der gået mange lørdage aftener med, og nu er det dejligt at kunne spille det igen. Forleden spillede en ven og jeg til klokken 2.30 om natten, hvor vi pludselig ikke længere kunne huske, hvis tur det var, eller hvem der spillede med hvilken farve.

Herluf Hansen


- Vi må jo udvise lidt sympati med vores omverden, og når det ene OL nu er aflyst, er det jo godt, at vi kan holde et her på Karensminde, siger Henning Lund og ser ud over de kampklare atleter foran sig.

Søren Klinkgaard var en anden, som fik tjansen som "hovedet i hullet". Hans kone Eva  (tv.) var godt træt af, at hun ikke fik lov til at lave et pletskud med en svamp lige midt i hovedet på ham. Men det var der så andre, der gjorde, så Søren var godt våd bagefter. Foto: Mai Møller Christensen

De har godt nok ikke taget det stramtsiddende gymnastiktøj på, men bag ternede skjorter og plisserede nederdele er fighterviljen i top, som gjaldt det virkelig OL-trofæet.

Annonce

Lastbil måtte give lyd

Som enhver anden leder af sportsfolk må Henning Lund dog først tale lidt donner til deltagerne. For selv om man for 14 dage siden traf den lykkelige beslutning ikke at aflyse sommerfesten, lurer coronaen stadig alle vegne. Så i år skal aktiviteterne afvikles iført gummihandsker og god afstand.

- Men jeg kan godt fornemme, at I er lidt svære at få til at høre efter i år, ler Henning Lund og ser ud til at kigge rundt, om alle med høreapparater nu har fået skruet op.

- Da vi startede dagen med vores cykeltur, sagde vi, at I måtte cykle to og to, men mange cyklede tre. Hørte I den lastbil, der tudede af jer i fem minutter? siger han.

Der bliver grinet. Bare fordi man er 80 år gammel, kan man åbenbart sagtens bryde reglerne og "glemme at høre efter", når man har savnet sine venner meget og endelig kan snakke med dem igen.

Gunver Jepsen, der her ses midt i et svampekast, er gymnastiklæreren for "Idræt om dagen", og hun krydser både fingre og tæer for, at de velbesøgte motions- og hyggefredage snart får lov at starte op igen. Foto: Mai Møller Christensen

Henning Lund bliver dog fortrøstningsfuldt ved og trækker trumfkortet:

- Husk at vi alle er i risikogruppen. Vi er ældre. Krammere venter vi også med, indtil det bliver jul. Men sprit skal I få. Først udvendigt, og når vi sætter os til bords, skal I også nok blive sprittet af indvendig, forsikrer han.

Annonce

Lige i smasken

Så går aktiviteterne i gang. Svampekast, stigegolf, petanque, dåsekast og hestesko-kast. Der grines og pjattes og tjattes og drilles, mens grupperne bevæger sig gennem de fem udfordringer. Alle jubler, da Jytte Andersen formår at ramme det mindste drænrør hele tre ud af fire gange med sin petanquebold og scorer 15 point. Og alle ler, da Søren Klinkgaard endelig får en våd svamp lige i ansigtet.

Hestesko var årets nye aktivitet i forhold til sidste år, hvor der var ringspil. Men det var noget sværere at kaste med hestesko, og det var kun de allerbedste, der overhovedet scorede point i denne disciplin. Foto: Mai Møller Christensen

Han har trukket jobbet med at stå med ansigtet inde i hullet på den store plade, hvor de andre så skal kaste en svamp med vand og forsøge at ramme ham.

- Nu får du fire svampe lige i smasken! udbryder en kvinde, og Søren Klinkgaard ser et øjeblik lidt nervøs ud.

Der blev snakket en masse, både under spillet, men ikke mindst bagefter, hvor der traditionen tro ventede sildemadder, musik og festligt samvær frem til ud på eftermiddagen. Her ses fra venstre Karen Marie Jensen, Rita Hansen, Inger Mikkelsen og Alice Kristensen. Foto: Mai Møller Christensen

Men det er svært at ramme med de våde svampe, og Søren slipper nådigt. Til hans kone, Eva Klinkgaards store fortrydelse.

- Han kunne trænge til blive godt våd, kunne han. Så kunne han også blive ren og det hele. Uh jeg havde med glæde ramt ham, ler hun.

Det er endnu uvist, om "Idræt om dagen" får lov at starte op i Lynghallen i september, som det plejer. Men både medlemmerne, formanden og gymnastikleder Gunver Jepsen håber det meget.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce