Vejle: I løbet af næste uge tilbydes alle elever og ansatte på Rødkilde Gymnasium en gratis test for covid-19-antistoffer. Desuden kan familiemedlemmer til elever og skolens personale blive testet, hvis de måtte ønske det, og der er tilstrækkeligt med testkit.
Testen skal ikke forveksles med en corona-test, der afgør, om en person har virus i kroppen her og nu og dermed kan smitte andre med covid-19.
Antistof-testen kan ifølge gymnasiets biologi- og biotechlærer Christian Rix tværtimod påvise, hvorvidt man tidligere har været smittet.
Derfor er der også forskel på test-metoden. Ved antistof-testen bliver testpersonen prikket i fingeren, hvorefter man samler en blodprøve op på en teststrimmel, ligesom når diabetikere måler blodsukker. Resultatet kan aflæses øjeblikkeligt.
Kan afdække mørketal blandt unge
- Dermed kan vores testresultat kan være med til at afdække mørketallet for, hvor mange der egentlig har været smittet. Vi har på landsplan omkring 100.000 testkit til rådighed, så jeg håber, at svaret kan give sundhedsmyndighederne og landets kommuner et vigtigt fingerpeg om, hvor udbredt covid-19 er blandt unge, som jo netop er en gruppe, der har været meget i fokus, når vi taler corona-smitte, siger Christian Rix.
De test, som nu fordeles blandt landets uddannelses-institutioner stammer fra Danske Regioner. Regionerne anskaffede testene tidligere i pandemi-forløbet, og det har vist sig, at der var et overskud af test, som ligger på nippet til at blive for gamle. I stedet for bare at destruere dem, har Danske Regioner via Undervisningsministeriet tilbudt dem til brug her og nu.
Christian RixSvaret kan give sundhedsmyndighederne og landets kommuner et vigtigt fingerpeg om, hvor udbredt covid-19 er blandt unge, som jo netop er en gruppe, der har været meget i fokus.
Interessen er stor i hele landet
Christian Rix er landsformand for Foreningen af Danske Biologer, som er interesseorganisation for biologilærere på danske gymnasieskoler, og han blev kontaktet af Undervisningsministeriet sent torsdag.
- Jeg lagde tilbuddet om testen ud på vores forenings Facebook-side i aftes klokken 20, og i løbet af blot to timer var opslaget blev delt blandt 270 biologilærere i hele landet. Så interessen er stor, og da skolerne blot skal betale fragtprisen for at modtage testene, vil de givetvis blive revet væk, spår Vejle-læreren.
Christian Rix regner med, at Rødkilde Gymnasium modtager tre pakker med i alt godt 1400 testkit, han har bestilt, allerede mandag, og gymnasiet vil derefter gå i gang med at organisere den praktiske del af testen.
Rødkilde vil selvfølgelig sikre sig, at alle corona-forholdsregler overholdes, så prøvetagningen ikke kommer til at virke som en smittespreder.
En enestående undervisningsmulighed
Som engageret biologilærer synes Christian Rix, det er ekstra spændende, at Rødkildes elever nu kan få lærdom i virus-sygdomme og smittespredning på allerførste hånd.
- Jeg er ikke samfundsfaglærer, men jeg forestiller mig, at man også der kunne bruge nedlukningen og de økonomiske hjælpepakker og så videre i undervisningen i samfundsøkonomi, og vi vil selvfølgelig kunne bruge den førstehåndsviden vi nu får om antistoffer i biologi-undervisningen, siger Christian Rix.
Priktesten kan både påvise, om antistoffet er dannet for længere tid siden, nok omkring en måned eller mere, eller om personen er blevet udsat for covid-19 inden for kortere tid, nok omkring en uges tid, lyder buddet fra biologilæreren.