Ribe: Der var 200 tilmeldte cykelentusiaster fra ind- og udland, masser af hotelbookinger i Ribe og pumpede cykeldæk, da corona lukkede alt ned. Det skulle have været første udgave af grus- og brostensløbet Ribe-Tønder-Ribe for cykelmotionister. Men det gik ikke helt, som arrangør og tidligere cykelrytter Per Hansen fra Vejle havde håbet.
Han arrangerer cykelløb af ren og skær interesse for cykelsport under brandet Cyclo-Sportif eller Vejle Styrprop Fabrik.
- Der var tilmeldte fra Belgien, Norge, Sverige, Tyskland og mange fra København. Der var reserveret hotelovernatninger. Så det var virkelig ærgerligt, også for de lokale virksomheder, som det altid glæder mig, hvis deltagerne vil støtte, siger Per Hansen.
Udsolgt på 20 minutter
Det var en ganske flot tilmelding i betragtning af, at det var turens første løb, så Per Hansen har ikke givet op, men lancerer nu igen løbet til foråret, 25. april, men med begrænset antal deltagere.
- Jeg har valgt at sætte grænsen ved 80, fordi jeg ved, at jeg kan styre 80 mand med de nuværende regler. Hvis forsamlingsforbuddet sætter grænser fortsat, så sender jeg deltagerne afsted i mindre grupper med fire minutters mellemrum, forklarer Per Hansen.
De 80 løbsnumre blev dog udsolgt på bare 20 minutter, men Per Hansen vil følge genoplukningen nøje.
- Hvis der bliver lempet på restriktionerne, så vil jeg også lukke op for flere tilmeldinger løbende, siger han.
Cykler til grus
Løbet er 165 kilometer og er inspireret af den franske forårsklassiker, der især er kendt for sine mange og lange brostenspavéer. Derfor er der både brosten i byer som Møgeltønder og Løgumkloster og en hel del grusveje på ruten.
- Man skal være i god form og være vant til at håndtere en cykel på forskelligt underlagt. Desuden skal man klare alle tekniske nedbrud selv. Ellers kan alle være med, siger Per Hansen, der selv har deltaget i motionsudgaven af Paris-Roubaix og Flandern Rundt.
Det er dog fortrinsvis folk på såkaldte gravelcykler, der ligner racercykler, men har bredere hjul og knubbede dæk. Der kåres ikke en vinder, men alle får et medalje som souvenir. Og der køres efter gps, der downloades som gpx-fil til telefon eller cykelcomputer.
- Men selvfølgelig er der altid nogle, der kører ræs for at komme først. Det er også fint, siger 52-årige Per Hansen, der selv har cyklet konkurrencecykling, siden han var 15 år.
Også lidt for de sultne
Ruten er lagt, så den går tæt forbi steder, hvor man kan gøre ophold og måske få noget at spise og drikke. Men der er ellers ingen forplejning eller depoter på ruten.
- Man må klare sig helt selv, også hvis man har mekaniske problemer. Til gengæld bliver der kræset lidt om deltagerne, når de kommer tilbage til domkirkepladsen i Ribe. Her vil der både være gryderet og drikkelse fra Restaurant Porsborgs, siger Per Hansen.
Per Hansen arrangerer også det nye grus-løb "VM i jernbanecykling" på nedlagte jernbanestrækninger ved Vejle. Desuden er han på vej med et tredages etapeløb, Trofeo Tre Giorni (“3 dage i Jylland”) - et etapeløb for cykelpar og inspireret af et klassisk Italiensk parløb (Trofeo Baracchi,) som ikke køres længere.
Per Hansen, Cyclo Sportif, løbsarrangørJeg har valgt at sætte grænsen ved 80, fordi jeg ved, at jeg kan styre 80 mand med de nuværende regler. Jeg sender dem afsted i hold á fire mand med fire minutters mellemrum