Grindsted: Årets sidste kamp er spillet for Grindsted GIF's håndboldherrer i 1. division. På lørdag skulle holdet ellers have spillet årets sidste kamp hjemme i Lynghallen mod Aarhus-holdet HEI, men det opgør har en række positive coronatests sat en stopper for.
- Jeg spurgte HEI i går, hvad de tænkte om det. Deres træner, Ryan Zinglersen, er et meget sympatisk menneske, så han vendte lynhurtigt tilbage med en anden dato, hvor vi kan spille, siger Grindsted-træner Flemming Pedersen.
Han og spillerne skal derfor møde HEI tirsdag den 25. januar på hjemmebanen i Lynghallen.
- Vi ville gerne have skubbet den helt hen til marts, for det ville passe bedst i forhold til vores eget program. Men det syntes Dansk Håndbold Forbund ikke, at vi skulle, og jeg gider slet ikke bruge et eneste sekund på at finde ud af, hvad den gode grund er til det, siger Flemming Pedersen.
Sportsmanship
Tre Grindsted-spillere samt et par ledere er testet positive, og flere spillere har desuden symptomer. Det er færre end de seks smittede spillere, som er grænsen for at kræve en kamp flyttet, men HEI har alligevel valgt at komme Grindsted GIF i møde og finde en anden spilledato.
Flemming Pedersen, træner, Grindsted GIFJeg kan ikke rose HEI nok for deres sportsmanship. Det er virkelig sejt, at de går med til det.
- Jeg kan ikke rose HEI nok for deres sportsmanship. Det er virkelig sejt, at de går med til det. De har selv oplevet tidligere på sæsonen at blive frataget to point for en lille teknikalitet, så det er vildt, at de alligevel udviser den form for storsind. Det har jeg virkelig respekt for, siger Grindsted-træneren, som er mere end glad for, at Aarhus-holdet ikke stod på sin ret til at gennemføre kampen på lørdag, selvom det kunne have givet dem selv en betydelig fordel.
- Det ville blive et problem at skulle ud og spille, når vi ikke har trænet hele ugen, og vi ville jo komme til at undvære spillere. Eneste forstærkning kunne være, at holdet også skulle undvære mig, for jeg er også testet positiv, lyder det med et grin fra Flemming Pedersen.
Dermed skal Grindsted GIF ikke i aktion igen før lørdag den 22. januar, hvor Ajax København kommer på besøg i Lynghallen. Den lange julepause kan holdet bruge på at glæde sig over, at der trods et nederlag i det, der blev årets sidste kamp, er blevet hentet flere point, end nogen på forhånd kunne have forlangt.
Grindsted GIF kan holde juleferie på fjerdepladsen i 1. division.