Annonce
Vejle

Corona spænder på ny ben for valg af socialdemokratisk spidskandidat

Tre kandidater dyster om at blive valgt til Socialdemokratiets spidskandidat ved næste års regionsrådsvalg. Her ses de under et debatmøde i regionshuset i Vejle i september. Corona har nok engang aflyst valget af spidskandidat. Foto: Rasmus Just
Socialdemokraterne i Region Syddanmark må aflyse lørdagens valg af, hvem der skal være partiets spidskandidat ved næste års regionsrådsvalg. Årsagen er corona, som dermed to gange har aflyst valget.
Annonce

Politik: Socialdemokraterne i Region Syddanmark må nok engang udsætte valget af, hvem der skal være partiets spidskandidat ved regionsrådsvalget i november næste år.

Torsdag eftermiddag - under to døgn, før omkring 300 socialdemokrater skulle have stemt ved et repræsentantskabsmøde – meddelte Fredericia Kommune, at den på det kraftigste appellerede til, at lørdagens repræsentantskabsmøde i Erritsø Idrætscenter ikke blev gennemført.

I en mail redegjorde kommunen over for idrætscentret for, at den var meget bekymret for, at 300 personer skulle samles.

- Smittetrykket i Fredericia er meget højt, og vi er langt over bekymringsgrænsen. Vi frygter derfor, at arrangementet vil føre til smittespredning, skrev Yelva Bjørnholdt Jensen, koncerndirektør for Voksen og Ældre.

Socialdemokratiets regionsformand, Niels Ole Beck, mener, at det eneste rigtige er at følge den appel, som kommunen har udtrykt over for idrætscentret.

- I sig selv er det høje smittetal i Fredericia ikke et stort problem, for vi havde jo ikke tænkt os at fare rundt i byen. Men når det er anbefalingen fra kommunen, så skal vi være rigtig modige, hvis vi vil omgå det. Både for hallens og vores egen skyld skal vi ikke risikere noget, siger Niels Ole Beck.

Netop coronasituationen havde på forhånd fået flere til at melde fra.

Annonce

Mange restriktioner

Niels Ole Beck understreger, at partiet havde gjort et meget grundigt forarbejde og haft dialog med politiet om bordplan. Samtidig havde alle gæster fået grundige instruktioner i, hvilke forholdsregler de skulle tage.

Kun gæster iført mundbind ville således få adgang, og samtaler på tværs mellem kredsene skulle minimeres, fremgår det af de udsendte retningslinjer for arrangementet.

Niels Ole Beck forklarer, at partikontoret nu skal forsøge at finde en løsning i overensstemmelse med partiets vedtægter. Han forventer en afklaring i begyndelsen af næste uge.

Ifølge regionsformanden kunne man godt have valgt at streame lørdagens møde til medlemmerne, men der er ikke sikkerhed nok omkring en digital afstemning til, at det var en løsning, mener han.

Annonce

Tre kandidater

Valget står mellem regionsrådsmedlem Poul Fremmelev, Mette With Hagensen, tidligere formand for Børnerådet og foreningen Skole og Forældre samt Michael Bøtker Møller Nielsen. Han har ikke været folkevalgt, men siden 2018 medlem af fællesledelsen for Socialdemokratiet i Faaborg-Ærø kredsen samt næstformand for partiforeningen i Årslev.

Den hidtidige spidskandidat og partiets leder i regionsrådet, Poul-Erik Svendsen, trak sig fra feltet i august.

Ifølge partiets vedtægter skulle en kandidat have haft to tredjedele af stemmerne ved repræsentantskabsmødet for at blive valgt. Ellers skulle man ud i en urafstemning. Nu håber Niels Ole Beck, man kan gå direkte til en urafstemning, hvor der med tre kandidater kræves minimum 50 procent af stemmerne for at blive valgt.

Den kommende spidskandidat skulle allerede være valgt den 24. april, men også dette repræsentantskabsmøde blev aflyst på grund af corona.

Flere socialdemokraterne giver på Facebook udtryk for, at det begynder at haste med at få valgt den, der skal udfordre regionsrådsformand Stephanie Lose (V) til det kommende valg.

- Vi har valg lige om lidt. Og vi skal have kørt en ny mand/kvinde i stilling. Det gør vi ikke på en måned eller to, skriver Elin Iversen Søndergaard.

Niels Ole Beck er enig.

- Der er brug for en afklaring, så den nye kandidat kan sætte en retning, siger han.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Vejle

To børnehaver i Vejle ramt af corona: 51 børn og 11 voksne sendt hjem

Vejle Boldklub For abonnenter

Karakterbogen: Flere strålede i en flot VB-sejr

Annonce