Annonce
Erhverv

Corona sender dansk turisme retur til 2013 efter rekordår

Corona sendte sidste år antallet af overnatninger i Danmark tilbage til 2013. Værst gik det udover hoteller og vandrehjem, mens feriehusene slap billigere. (Arkivfoto). Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Fra 2014 til 2019 var der rekordår i dansk turisme - men i 2020 gav corona 20 procent færre overnatninger.

Udbruddet af coronavirus gjorde sidste år særdeles ondt på dansk turisme.

Udenlandske turister var der ikke mange af, og det betød, at en stime af rekordår for dansk turisme fra 2014 til 2019 blev brudt.

I 2020 mistede blandt andet hoteller, feriehuse og vandrerhjem en ud af fem overnatninger, viser tal fra Danmarks Statistik.

Der var sidste år 44,6 millioner overnatninger, hvilket altså er 20 procent færre end i 2019. Det er på niveau med antallet i 2013.

Danmark er dog kommet gennem 2020 blidere end Sverige, Norge og Tyskland på turistfronten. Her var den procentvise tilbagegang større.

Værst gik det ud over hotellerne og vandrerhjemmene, som kun havde halvt så mange overnatninger i 2020 som året før.

I feriehusene blev det til en mere beskeden tilbagegang på fire procent, hvilket trods alt gjorde året til det næstbedste nogensinde.

Det billede er fortsat i 2021. I feriehusene har der været en rekordfebruar, mens hoteller, feriecentre og vandrerhjem har mistet syv ud af ti gæster.

Danskere på vinterferie har ifølge økonom Anders Christian Overvad, Arbejdernes Landsbank, opvejet de manglende udenlandske turister.

- Men vi så sidste år, at det ikke var nok til at gøre op for manglen på besøg fra udlandet, fortæller han.

Han peger på, at corona gav et drøjt 2020 for branchen. Men der er i hans optik bedre tider på vej:

- I takt med at vaccinerne udrulles, kan vi forvente, at flere vil tage på små ferier med hotelovernatninger herhjemme i Danmark.

- Men vi mangler altså de udenlandske gæster, som udgør langt størstedelen af omsætningen, lyder det fra økonomen.

Kigges der mod resten af året, tegner det lige nu ikke til at blive lige så travlt som sidste år i branchen.

Ved udgangen af februar var der booket otte procent færre feriehusuger resten af året end på samme tidspunkt sidste år.

/ritzau/

Nye tal fra Danmarks Statistik
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce