Vejle: Corona har kostet Hotel Bredehus livet.
Det er indehaverne af driftsselskabet bag hotellet, Vejle-restauratørerne Søren Riis og Jan Søgaard, der har indgivet konkursbegæringen ved Skifteretten i Kolding. Med baggrund i den Covid-19 epidemi der hærger Danmark, så de to forpagtere af Hotel Bredehus, Søren Riis og Jan Søgaard, ikke længere noget forretningsmæssigt grundlag for fortsat drift.
- Vi har derfor valgt at indgive egen konkursbegæring. Det har været en hård, men nødvendig beslutning. Vi er ærgerlige over, at et godt projekt med mange lokale og loyale gæster ikke kan fortsætte, men fik vi ikke sagt stop hurtigt, så ville konsekvenserne blive, at mange flere samarbejdspartnere ikke ville blive betalt.
De 34 medarbejdere blev orienteret om situationen i onsdags.
- Vi er personligt meget kede af det på vegne af vores trofaste og kompetente medarbejderstab, der i en meget svær tid for branchen nu står uden arbejde, siger Søren Riis.
Restaurant Skyttehuset og Lindved Sognegaard bliver ikke berørte af konkursen.
Hotel Bredehus har hidtil haft en samarbejdsaftale om fælles drift med Lindved Sognegård.
Lindved Sognegård er en selvejende institution, og udlejningen af lokaler på sognegården fortsætter som hidtil. Kunder, der har bestilt fest på sognegården, har lokalerne til deres rådighed.
De to ejere af forpagtningen på Bredehus er ligeledes involveret i Skyttehuset i Vejle. Konkursen får ikke konsekvenser for Skyttehuset, der åbner så snart regeringen igen tillader, at åbner op for restaurantdrift.
De to nu tidligere forpagtere af Hotel Bredehus, der begge er meget berørte af situationen, har ikke yderligere kommentarer.