Balle: Det startede med flere positive test for covid-19 blandt eleverne på Balle Musik- & Idrætsefterskole i weekenden. Derfor blev de af efterskolens elever, der ikke allerede var hjemme på weekend, sendt hjem og bedt om at lade sig teste for en sikkerheds skyld.
Tirsdag morgen blev der konstateret et tilfælde af coronasmitte på Balle Friskole også.
- Da vi havde over fem smittede fordelt på flere afdelinger, blev vi i samråd med Vejle Kommune enige om at sende alle elever og lærere i friskolen hjem foruden alle børn og personale i Balle Børnehave, så vi kan få bremset udviklingen, fortæller skoledirektør Søren Petersen.
I alt drejer det sig om cirka 400 børn og 70 ansatte.
Testbilen kommer i dag
I dag, onsdag, kommer regionens testbil til Balle for at teste samtlige af friskolens elever og lærere.
- Nu må vi afvente svar på testene i løbet af de næste dage og se, hvordan tingene så ser ud. Men foreløbig er der fjernundervisning for alle efterskolens- og friskolens elever i den her uge, siger han.
Søren Petersen satser på, at efterskolens elever kan vende tilbage på søndag, for så er det mere end syv dage, siden eleverne har været i kontakt med nogle af dem, der er konstateret smittede.
Søren Petersen, skoledirektørVi håber at få alle elever tilbage så hurtigt som muligt, men vi mente, det var bedst at sende alle hjem, så vi kan få bremset smitten.
- Men det kan måske rykke sig, hvis dagens test viser smittede blandt nogle af de lærere, der er både i friskolen og efterskolen, forklarer Søren Petersen.
Hvornår friskolens elever og børnene i børnehaven kan vende tilbage, afhænger også af resultaterne efter onsdagens mange test.
- Vi håber at få alle elever tilbage så hurtigt som muligt, men vi mente, det var bedst at sende alle hjem, så vi kan få bremset smitten, siger skoledirektøren.
- Styrelsen for Patientsikkerhed fortæller, at vi har gjort alt det rigtige, hvilket er rart at høre, tilføjer han.