Annonce
Erhverv

Coronaen presser også blomsterhandlerne: Barnedåb og begravelser er skrumpet

Tine Sternberg (i midten) fra Sternberg Blomster kan også mærke den dvaletilstand, coronavirusset har lagt Danmark i. Hun har måtte sætte sine to medarbejdere hjem og er nu alene om at passe butikken. Arkivfoto: Jim Hoff
Sternberg Blomster har sendt sine to ansatte hjem. Nu er Tine Sternberg ene om at passe butikken. Men der er også en positiv vinkel på coronaens hærgen.

Give: Normalt er der tre på arbejde hos Sternberg Blomster på hjørnet af Diagonalvejen/Rådhusbakken og Tværgade.

- Men jeg har måtte sende de to hjem, for der er for øjeblikket ikke arbejde til andet end mig selv. Og vi står endda over for, der skulle være en af vore største tider på året, siger Tine Sternberg.

Der er flere årsager til den manglende aktivitet på blomsterfronten. Men de hænger alle sammen med de restriktioner, der er indført for at sikre, at ikke alle danskere bliver syge på en gang.

Ingen steder må der samles mere end højst 10 personer, og det har vidtrækkende konsekvenser også for Sternberg Blomster. Konsekvenserne er med hele vejen fra vugge til grav. Sagt på en anden måde så starter og slutter de i kirken.

Her er alle gudstjenester aflyst, barnedåb skubbes og konfirmationerne er udskudt, bryllupper lige så. Og til de begravelser, der gennemføres, er der stramme begrænsninger på, hvem og hvor mange, der må være med i kirken og på kirkegården.

Der bliver gennemført begravelser, men det er blevet lukkede arrangementer, og det kan også mærkes hos blomsterhandleren. Ikke mindst på antallet af bårebuketter.

Annonce
Det bliver forhåbentlig snart normale tilstande igen. Det er en af vores store perioder vi står over for, og den er nok røget i vasken. Så jeg håber, den positive linjen med, at folk er blevet rigtig gode til at betænke isolerede venner og familier med "Vi tænker på jer-buketter", holder sig i lang tid.

Tine Sternberg

Leverancer til kroer

Et andet sted, hvor coronaen slår hårdt ned på blomstersalget, er hos de lokale kroer og andre spisesteder. Flere af dem har Sternberg Blomster som fast leverandør både til "hverdag og fest".

- Men hverken Diagonalkroen eller Filskov Kro kan holde fester for tiden og det kan jeg selvfølgelig også mærke på mit salg. De skal ikke bruge blomster hverken til den daglige drift eller til de mange store fester, de plejer at holde, siger Tine Sternberg.

Med de aflyste fester følger også gæster, der selvfølgelig ikke bliver inviteret og derfor heller ikke dukker op. Mange af dem er normalt lige forbi blomsterbutikken for placere en buket på gavebordet.

Også de små selskaber, der holdes i private hjem, er for øjeblikket skåret ned til et minimum. Ingen vil udsætte hverken sig selv eller gæster for at bringe smitte rundt i vennekredsen eller til familien.

Det kan direkte aflæsses på salget af "værtinde-buketter".

Den positive side

Også på leverancerne til en del af egnens virksomheder, bliver Sternberg Blomster ramt. For mange virksomheder har sendt deres medarbejdere hjem. Når virksomhederne står tomme, tjener de ingen penge og forsøger derfor også at begrænse omkostningerne. Derfor sparer man på blomsterdekorationerne i virksomheden.

Men det er ikke kun den rene elendighed. Der er faktisk også en positiv vinkel på coronaens hærgen og den deraf følgende lukning af store dele af samfundet.

- Jeg oplever et stigende salg af almindelige buketter. Der er flere, der lige vil glæde enten familie eller venner, der sidder der hjemme og enten ikke kan eller ikke vil bevæge sig for meget ud blandt andre. Dem vil man gerne betænke med en buket, så jeg er rundt med mange af den slags buketter, siger Tine Sternberg.

Som alle andre håber hun, at tilstandene snart normaliseres. For det er som sagt en af årets store perioder for blomsterhandlerne, vi står foran: Påskedagene, "mors dag", konfirmationerne. De sidste er ikke blevet aflyst. De er "kun" blevet udskudt.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce