Annonce
Billund

Coronakrisen kradser i Billund: Legoland har nedlagt 45 stillinger

Torsdag var der fyringsrunde i Legoland, hvor 45 stillinger blev nedlagt. PR-foto: Legoland
Legoland har torsdag nedlagt 45 stillinger, svarende til hver femte fastansat i parken.
Annonce

Billund: Legoland i Billund har torsdag nedlagt 45 af de faste stillinger i forlystelsesparken og virksomhedens to hoteller, Hotel Legoland og Legoland Castle Hotel.

Det svarer til knap 20 procent af den faste medarbejderstab.

Fyringerne af de mange ansatte kommer oven på coronakrisen, som betød, at parken først åbnede over to måneder senere, og som siden har skåret en stor del af gæsterne i parken væk.

Ifølge en pressemeddelelse fra forlystelsesparken nedlægges de 45 stillinger for at reducere udgifterne "i en meget usikker periode for Legoland".

- Det er en ekstremt trist dag i Legoland. 2020 har indtil nu været et meget svært år for Legoland. De mange restriktioner har gjort det svært for os at drive vores forretning, og der har i år været langt mellem de udenlandske turister, som plejer at udgøre halvdelen af alle besøg i Legoland, lyder det i pressemeddelelsen fra Christian Woller, administrerende direktør i Legoland.

Fyringsrunden rammer ikke de mange sæsonarbejdere, der ansættes fra sæson til sæson i parken, da de er ansat på andre vilkår.

Annonce

Usikkerhed om 2021

Covid-19 hærger fortsat rundt om i verden, ligesom der sker små lokale udbrud her i Danmark. Usikkerheden om, hvordan dagen i morgen ser ud, ligger også bag fyringsrunden.

- Der er fortsat stor usikkerhed omkring, hvilke restriktioner vores drift vil være underlagt til næste år, samt om turisterne kan og vil komme til Danmark. Derfor er vi nødt til at foretage ændringer i vores organisation nu for at nedbringe omkostningerne, tilføjer Christian Woller.

Det er kun en uge siden, at Legoland offentliggjorde regnskab for 2019. Her fremgik det, at moderselskabet, Merlin Entertainment, havde taget lån for at sikre den fornødne likviditet til at kunne holde de mange Legoland-parker verden rundt oven vande i det meget turbulente 2020.

Annonce

Nyhed udskudt

Legoland udskød allerede tidligere på året parkens største investering nogensinde til 2021 (Lego Movie World til over 100 millioner kroner). Parkens nyhed fra sidste år, Legoland Castle Hotel, kommer slet ikke til at slå dørene op i 2020. Begge åbner dog i 2021 ifølge direktøren:

- Trods den store usikkerhed har vi stadig håb for fremtiden, og vi ser frem mod 2021, hvor vi åbner The Lego Movie World fra sæsonstart, og vi forventer også, at Legoland Castle Hotel igen vil kunne tage imod glade familier næste år, siger Christian Woller.


Lige nu er vores fokus på at hjælpe de berørte medarbejdere bedst muligt videre, og jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke alle medarbejdere i Legoland for den kæmpe indsats, de også har leveret i år, hvor intet har været som normalt

Christian Woller, direktør, Legoland
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
CORONAVIRUS

Live: Corona-virus gik nærmest amok på Aarhus-bar - antallet af smittede er nu oppe på 25  

Vejle

Beboertalsmand efter flere smittetilfælde på Søndermarken: Regionen bør tilbyde corona-test til alle i Løget

Annonce