Annonce
Vejle

Coronakrisen sætter parforholdet under pres: Vejle-psykolog anbefaler alenetid og overbærenhed

Alenetid og overbærenhed er efter Sanne Linke Møllers vurdering vigtige elementer i en svær tid for mange parforhold. Arkivfoto: Michael Svenningsen
Psykolog Sanne Linke Møller forudser, at den igangværende krise skubber i forvejen problematiske forhold det sidste stykke ud over kanten, men krisen kan også betyde ekstra travlhed på fødegangene om 9-10 måneder.

Vejle: Coronakrisen sætter parforholdet under pres, og Sanne Linke Møller vil ikke udelukke, at der kan følge skilsmisser i krisens kølvand.

Krisen kan være det, som skubber forhold, som i forvejen knager, det sidste stykke ud over kanten.

- Mange par er nu tvunget til at gå op og ned ad hinanden 24 timer syv dage om ugen, og det kan gøre det situationen værre, siger Sanne Linke Møller.

Hun er psykolog med praksis i Vejle og har igennem flere år arbejdet med parterapi og rådgivning af par i krise.

- I sådan en situationen, som vi har nu, forstærkes de irritationer og konflikter, der i forvejen findes, og mange kan opleve en situation som den nuværende temmelig klaustrofobisk, siger Sanne Linke Møller.

I øjeblikket findes ingen prognose, som fortæller, hvornår coronakrisen afblæses, og det gør ifølge Sanne Linke Møller situationen endnu mere problematisk for par, der har det svært.

- Er der for eksempel tale om en sommerferie, ved man, at normaliteten snart vender tilbage. Hvis det er en ferie på tre uger, og det hele spidser til, kan man efter to en halv uge begynde nedtællingen til, man igen skal på arbejde. Den mulighed findes ikke nu, siger hun.

Annonce
Jeg tror, at nogle tænker, at det måske nu er tidspunktet til at få et barn.

Sanne Linke Møller, psykolog

Der er brug for alenetid og overbærenhed

Sanne Linke Møller har flere råd til, hvordan parforhold i krise lettere kan komme gennem det påtvungne nærvær.

Ud over ekstra overbærenhed kan det være vigtigt at indføre alenetid. På en helt almindelig dag er mange vant til at være sig selv, når de for eksempel bevæger sig til og fra arbejde, handler ind, dyrker sport og så videre.

- De små stunder, fok har for sig selv, er vigtige for mange, og de skal bevares. Nu kan man i stedet gå eller løbe en tur alene, så man ikke er sammen hele tiden, siger Sanne Linke Møller.

Eller aftale at man bevidst befinder sig forskellige steder i boligen i et bestemt tidsrum.

Samtidig er det efter Sanne Linke Møllers vurdering vigtigt, at hverdagen struktureres, så den ikke risikerer at blive som en endeløs ferie.

- Ferie kan være godt, men ofte nyder vi ferien, fordi vi ved, den slutter igen. I den nuværende coronasituation har vi brug for at skabe en dagligdag med nogle faste rutiner og strukturer. Det kan hjælpe os til at gøre dagen mere overskuelig og tryg, siger hun og fortsætter:

- Det kan være rart, at der stadigvæk er forskel på hverdag og weekend. Faste rammer giver os tryghed, og det har vi brug for i en tid som denne. Og når rammerne opløses, må vi prøve at skabe dem selv.

Tanker om familieforøgelse

Parforhold i krise er kun den ene side af cocktailen parforhold og coronakrise.

Den anden er, at krisen senere på året kan betyde travlhed på fødegangene. Par, som har det godt, men som normalt ikke har så meget tid til hinanden, kan nu opleve mere tid og nærvær sammen, og det kan få tanker i gang om eventuel familieforøgelse.

- Nu handler det ikke kun om karrieren og den slags, men der bliver tid til de samtaler og den nærhed, som i dagligdagen må vige for alt muligt andet, siger Sanne Linke Møller og fortsætter:

- Jeg tror, at nogle tænker, at det måske nu er tidspunktet til at få et barn.

Der er dog ifølge Sanne Linke Møller et aber dabei, som relaterer sig til coronakrisen:

- Ingen ved, hvornår krisen er ovre, og der kan være enkelte, som nok tænker, at tidspunktet ikke er det bedste, fordi sygehusvæsenet befinder sig under pres og måske også gør det om ni måneder.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Politiet kom først og slukkede kælderbrand

Annonce