Annonce
Give

Coronasmitten er stadig forankret i Givskud, Grønbjerg og Give: Medarbejdere på endnu et plejehjem er smittet

Sundhedschef i Vejle Kommune, Diana Birk Krogstrup, opfordrer til, at man bliver testet på Tysklandsvej i Vejle, hvis man har den mindste mistanke om, at man er smittet. Arkivfoto: Mette Mørk
Give-egnen ligger fortsat helt i top over områder i Vejle Kommune, der har flest nye coronatilfælde. Tirsdag fik tre medarbejdere på Riis Friplejehjem besked om, at de er smittet.
Annonce

Give: Givskud, Grønbjerg og Give er fortsat et center for coronasmitte i kommunen.

På det seneste kort over coronatilfælde fra Vejle Kommune, der har samlet tal fra perioden 21. november til 27. november, ligger området Givskud, Grønbjerg og Give i rød zone. Det dækker over, at der blev konstateret mellem 16 og 20 smittede den pågældende uge, og den tendens ikke ud til at være ændret de seneste dage, fortæller Vejle Kommunes sundhedschef, Diana Birk Krogstrup.

- Vi laver et kort cirka en gang om ugen, men det er stadig det billede, vi har. Det ser ud, som om der aktuelt er en smitte lokalt forankret i og omkring Give. Når man ser på kortets bevægelse over tid, så er det ligesom det pulserer, fordi på et tidspunkt blusser op det et sted, og på et andet tidspunkt blusser det op et andet sted.

- Jeg har lige fået en melding om, at der er kommet et smitteudbrud på et plejecenter, så jeg tænker, at Give stadig er et center for smitte.

Er det i Give by, eller er det i også i de omkringliggende byer, der er smitte?

- Det er hele området. Når vi får oplysninger, om, at en person er smittet, får vi ikke oplyst, hvilken person der er smittet. Vi får besked om, hvor de cirka er smittet, og det er både land- og byområder, der er ramt. Når en person bliver smittet et sted, kan smitten komme ind i en husstand, og så kan den måske sprede sig til resten af husstanden, inden den bliver opdaget. Så bliver smitten hurtigt til en større omgang, siger Diana Birk Krogstrup.

Annonce

Besøgsrestriktionerne strammet lokalt

Senest er der blandt andet fundet coronasmitte blandt en eller medarbejdere på henholdsvis Plejecenter Kastaniehaven i Give og Riis Friplejehjem. På Riis Friplejehjem fik tre medarbejdere tirsdag formiddag besked om, at de er smittet. Der er ikke nogen af de tre, der har haft symptomer, og ingen af plejehjemmets beboere er syge eller virker til at være smittede. Medarbejderne blev testet i forbindelse med et rutinetjek, oplyser forstander Poul Henning Larsen.

- Det er første gang, vi møder det her på Riis Friplejehjem. Det betyder, at vi har sat hele maskineriet i gang, og det har vi forberedt os på siden marts, siger han.

Både de cirka 40 beboere og 60 medarbejdere skal nu testes.

- Det er fuldstændig rutine, siger Poul Henning Larsen.

Sundhedschef Diana Birk Krogstrup fortæller, at der i relation til smitteudbruddet i området nu bliver sendt informationsmateriale med en opfordring til at være ekstra agtpågivende ud til flere organisationer. Samtidig bliver folk, der er testet positive eller deres nære relationer, isoleret, så snart smitten er opdaget.

- På plejecenteret bliver der også strammet op på besøgsrestriktionerne lokalt for at sikre, at vi ikke får smittet flere end højest nødvendigt. Så vi angriber det lokalt, der hvor vi møder det, og nu prøver vi at få en testbil derud, så vi kan få opsporet, hvem der nu måtte være smittet, siger hun.

Kortet her viser antallet af nye coronasmittede i perioden fra 21. til 27. november. Ifølge Vejle Kommunes sundhedschef har billedet af, at Givskud, Grønbjerg og GIve ligger helt i top i kommunen ikke ændret sig markant. Illustration: Vejle Kommune
Annonce

I alt 170 smittede på en uge

I første omgang er testbilen rekvireret, så medarbejdere og beboere på Riis Friplejehjem kan blive testet, men kommunen arbejder også for, om der er mulighed for, at almindelige borgere fra området kan blive testet.

- Det er lige knap helt så nemt at få en testbil ud, når vi har fået det nye testcenter, for så er der nogle af de andre kommuner, der har længere til testcentre, end vi har i Vejle Kommune, men vi forsøger da.

Sundhedschefen minder om, at man kan blive testet på Tysklandsvej i Vejle. Her kan man få svar på, om man har corona, hvis man ingen eller blot milde symptomer har. Er man decideret syg, skal man forbi Kolding Sygehus. Begge steder skal man på forhånd bestille tid på hjemmesiden coronaprover.dk.

Hvilke aldersgrupper er det, der er ramt?

- Til forskel fra mange andre steder, så ser vi, at det er folk i den erhvervsaktive alder, der er smittet. Det er den største smittede gruppe, så der er primært noget, som folk får på deres arbejdsplads eller i hvert fald er der tale om voksne i den erhvervsaktive alder. Vi ser lige knap så meget smitte blandt børnene - i hvert fald hos de mindste børn, som man observerer andre steder, siger Diana Birk Krogstrup.

Ifølge tirsdagens coronatal fra Statens Serum Institut er der de foregående syv dage konstateret i alt 170 smittede i Vejle Kommune.

I modsætningen til resten af de opdelte områder af Vejle Kommune er Vonge og omegn tilsyneladende coronafrit lige nu. I hvert fald er der ifølge kommunens seneste kort ikke konstateret nogen smittede i det område mellem 21. og 27. november. I Thyregod-området blev mellem en og fem personer testet positive med corona i samme periode, og i Gadbjerg hed antallet mellem seks og 10.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Vejle

Million-rokade ryster Vejles skoler:  Nogle skoler scorer kassen - specialeleverne er de store tabere

Billund For abonnenter

Hun røg ud af byrådet: Ruth vil stadig sidde for bordenden

Annonce