Vejle: Alle kommunale regninger bliver betalt med det samme for at få penge ud i samfundet.
Det er noget af det, Vejles borgmester, Jens Ejner Christensen (V), vil fortælle, når han onsdag holder møde med det lokale erhvervsliv.
Samtidig vil han fortælle, at kommunen forsøger at få gang i mulige renoveringer:
- Det kan jo være, at et klasselokale kan males nu i stedet for i sommerferien, siger borgmesteren og erklærer dermed enig med viceborgmester Dan Arnløv (K), der foreslog noget lignende i sidste uge.
Vejle Amts Folkeblad har naturligvis talt med Jens Ejner Christensen via telefonen. Og de lokale erhvervsfolk kommer heller ikke til at møde borgmesteren ansigt til ansigt. Onsdagens møde vil foregå virtuelt:
- Når virussen sætter begrænsninger for, om vi kan mødes rundt om et mødebord, så er vi nødt til at finde nye veje, lyder det fra borgmesteren.
Vi ved, at mange virksomheder sidder med en masse spørgsmål. Det gælder for eksempel praktiske forhold som kontakten til Jobcentret og Teknik & Miljø og meget andet.Jens Ejner Christensen (V), borgmester
Kan ikke hjælpe alle
Når erhvervsfolkene kobler sig på mødet, lover borgmesteren, at de får en generel orientering om, hvad kommunen gør for erhvervslivet - men også helt overordnet:
- Jeg vil fortælle om de mange tiltag, vi har gang i lige nu - kampen for at sikre personale nok, flere senge på plejecentrene og så videre. Men selvfølgelig også om, hvordan virksomhederne kan komme af med deres erhvervsaffald på genbrugspladserne, og om den erhvervs-hotline, vi har oprettet for virksomheder, der har spørgsmål.
Borgmesteren er på det rene med, at det er begrænset, hvad kommunen kan gøre for de virksomheder, der er mest presset i disse uger:
- Det er jo restauranter, hoteller og hele turistbranchen. Men vi kan vise, at vi er her, og at vi tager situationen alvorligt. Vi vil også bruge mødet til at efterlyse gode ideer, siger Jens Ejner Christensen.
Skolegade er tømt
Som mange andre arbejder borgmesteren hjemmefra i disse dage. Det vælter ind med mails, som han læser på sin hjemme-pc:
- Vi tømte stort set Skolegade (kommunens administrationsbygning, red.) i fredags, fortæller Jens Ejner Christensen.
Ud over borgmesteren vil også formanden for Business Vejle, Peter Skou, give sin vurdering af den nuværende situation, og afslutningsvis kommer chefstrateg Klaus Dalsgaard fra Nykredit med en opdatering på finansmarkedernes situation.
Medlemmerne af de erhvervssamarbejderne i Vejle Kommune har fået en invitation, hvor de kan tilmelde sig det virtuelle møde.