Annonce
Vejle

‘Jeg var med, da vi slog russerne i Idrætsparken’: Seks Vejle-kendisser fortæller om deres bedste landsholds-oplevelser

Jørgen Gjelstrup i gang med at male Johnny Jensen, begge Vejle, i de rigtige roligansfarver inden landskampen mod Belgien i Bruxelles 6. september 1995. Danmark vandt 1-3. Arkivfoto: Erik Luntang/Ritzau Scanpix
Lørdag aften bliver EM endelig sparket i gang - for Danmarks vedkommende. Kampen mod Finland spilles klokken 18, og mens vi venter på den, lader vi en flok personligheder fra Vejle fortælle om deres største oplevelser med landsholdsfodbold.

VEJLE: Fortids minder, fremtids håb! I aften skal Danmarks drenge teste, om de eller finnerne sveder mest i Parkens sauna. Mens vi venter, fortæller seks Vejle-personligheder om deres bedste landsholds-minde.

1 Jeg var der, da Danmark slog russerne

Familien Sikær tog grundlovsdag 1985 toget til Købehavn for at se landskampen mod USSR. Alle mand var iført hjemmedesignet rødt-hvidt tøj, og børnene havde fået lov at holde fri fra skole. Det er 13-årige Martin Sikær i midten med avisen. Privatfoto

Én af de landsholdskampe, borgmesterkandidat og caféejer Martin Sikær Kristensen husker allerbedst, er den kamp i Idrætsparken 5. juni 1985, hvor de danske fodbolddrenge tævede de røde russere - og kvalificerede sig til VM i Mexico 1986. Den første danske VM-kvalifikation nogensinde.

- Når jeg husker den kamp så tydeligt, er det, fordi jeg var der. Jeg var der sammen med hele familien. Far Peter, mor Margit, og min tre søstre Hanne, Anne Mette og Marianne, fortæller Martin Sikær Kristensen, som dengang var 13 år.

Han husker, hvem der løb på grønsværen i rød-hvide trøjer: Legendariske navne som Ole Qvist på mål, et jernforsvar bestående af Morten Olsen, Søren Busk og Ivan Nielsen. Jens Jørn Bertelsen, Jesper Olsen, Klaus Berggreen, Frank Arnesen og Søren Lerby på midtbanen. Mens en purung Michael Laudrup og gavflaben Preben Elkjær var i front. 

Kampbolden landede på banen, da en faldskærmsudspringer tog hoppet fra et fly ud over Østerbro og ned på banen.

Men vigtigst af alt: Danmark vandt kampen 4-2. To mål af Preben Elkjær i første halvleg og to mål af Michael Laudrup i anden.

- Og vi havde en fest. Måske endda mest efter kampen i toget på vej hjem. Der blev sunget slagsange og råbt igennem. Det var fællesskab, når det er bedst. Det var fantastisk!

2 Hans måtte give den som tysker for at få billetter

Hans Werge i midten på job foran Müngersdorfer Stadion i Köln 17. juni 1988, hvor han forsøgte at sælge nogle af de mange overskydende billetter. Bemærk de smarte 80'er-antræk! Foto: Kurt Hardi

Hans Werge husker tydeligt EM i Vesttyskland i 1988. De danske fans var desperate for at få fat i billetter, og da det var før internettets tid, måtte han som Vejle Amts Folkeblads arrangør af læserrejser tænke kreativt. 

- Jeg er ikke helt dårlig til tysk - faktisk ret god, så jeg gik i gang med at ringe rundt til alle de tyske kiosker, jeg kunne finde nummeret på, fortæller Hans Werge. 

De måtte ikke sælge til udlændinge, så Hans skulle holde tungen lige i munden.

- Mit tysk var godt nok til, at de ikke fattede mistanke, og så brugte jeg en opdigtet adresse i Hamburg, når de spurgte mig, hvor i Tyskland, jeg boede, husker han. 

- Jeg fik på den måde skrabet 2000 billetter sammen til de danske kampe. Billetterne skulle afhentes, så jeg måtte køre rundt fra kiosk til kiosk, og avisen måtte lægge mange penge ud. Til gengæld kunne vi sende 12 fyldte busser af sted til landsholdets første kamp. Det var en fest, og den allerstørste læserbegivenhed Vejle Amts Folkeblad nogensinde havde arrangeret, fortæller Hans Werge.

Da Danmark tabte 2-3 til Spanien, blegnede billetinvesteringen til gengæld hurtigt. 

- Vi sendte kun én bus afsted til næste kamp, og bussen var kun trekvart fuld, da landsholdet spillede sidste kamp i Køln. Jeg forsøgte at hive lidt af investeringen hjem ved at videresælge billetterne foran stadion og undgik kun med nød og næppe at blive anklaget for sortbørshandel. Den tyske betjent kunne jo ikke så godt anholde mig for at sælge billetter til 40 D-Mark til halv pris!

3 Sofie lå i sin seng og ærgrede sig rød og hvid

Sofie Plenge og hendes storesøster måtte undvære fodboldfesten efter Danmarks sejr over Tyskland i EM-finalen 1992. Arkivfoto: Mette Mørk

Vejle Kommunes kultur- og sundhedsdirektør, Sofie Plenge, har som mange andre danskere en oplevelse med landsholdet i 1992. 

- Vi skal tilbage til den legendariske sommer i '92, hvor kun de allermest overmodige havde tipset på, at man skulle holde finaleaftenen fri til at feste, fortæller Sofie Plenge.

- Min søster og jeg var taget med på familiebesøg langt ude på landet i Vestjylland. Vi så selvfølgelig kampen, og først da Danmark vandt, og hele landet stod på den anden ende, blev vi bevidste om, at vi var langt, langt væk fra den store fest, som vores venner og veninder i Nyborg kastede sig ud i. 

- Særligt min søster, der var 15 år, ærgrede sig. Jeg var selv 13 år og husker, at vi lå under dynerne og hørte sporadiske dyt i det fjerne fra den folkefest, der foregik overalt - undtagen altså derude på landet, hvor vi var havnet. 

- Til gengæld var det en fest, da vi dagen efter satte os i en feriebus og kørte gennem Tyskland til Holland med danske flag i ruderne. Der blev dyttet og hujet af os hele vejen - måske knap så meget af tyskerne, men af alle andre. Det var en fest at være undertippet dansker i Europa den sommer!

4 Vi vendte 0-4 til 4-4 - endda mod Tyskland

Johan Sandahl er teknisk chef i Vejle Boldklub og har blot set én landskamp fra tilskuerpladserne. Arkivfoto: Mette Mørk

- Den landskamp, jeg husker bedst, må være vores 4-4-kamp mod Tyskland, siger Johan Sandahl.

Johan Sandahl er teknisk chef i Vejle Boldklub, og den nævnte kamp foregik tilbage i oktober 2012 og var en del af kvalifikationen til VM-slutrunden i 2014 i Brasilien.

 Og nej, det var ikke Danmark, som spillede 4-4 mod Tyskland, men Sverige. Thi Sandahl er svensker!

- Tyskland kom foran med 4-0, da der var spillet en time, men det lykkedes alligevel at komme tilbage. Det var en sand fryd, at vi gjorde det på udebane mod Tyskland. Vi udlignede i sidste sekund - det var helt fantastisk, siger Johan Sandahl.

Han så kampen i fjernsynet, da han trods flere årtier i fodboldens verden har han blot set ét landskamp på et stadion.

- Jeg har set masser af kampe på forskellige kontinenter, men aldrig en landskamp. Det har altid passet dårligt i forhold til mit eget arbejde - det må være derfor, siger han og tilføjer:

- Den, jeg så, var i forbindelse med noget træneruddannelse, så det var faktisk en slags arbejde, at jeg skulle se den kamp.

5 Med Dynamitekspressen til Bratislava

Chefredaktør Mogens G. Madsen husker en tur til Bratislava som en helt speciel oplevelse i forbindelse med landsholdet. Arkivfoto

- Det var en fandens kedelig fodboldkamp, men stemningen var fantastisk.

Chefredaktør på Vejle Amts Folkeblad Mogens Gregers Madsen har set mange fodboldkampe i sit liv. Men en helt særlig kamp fra EM-kvalifikationen i 1986, står særligt tydeligt frem.

- I forbindelse med kvalifikationen til EM i Tyskland i 1988 skulle Danmark møde Tjekkoslovakiet i 1986. Sammen med fem andre journalister var jeg med Dynamitekspressen til Bratislava, hvor kampen skulle spilles. Det havde været en festlig tur derned i toget, men det, jeg husker tydeligst, var, hvordan vi blev modtaget, da vi kom frem.

På banegården i Bratislava stod der nemlig en velkomstkomite klar til at modtage de cirka 400 tilrejsende danske fans.

- Der var hornmusik, bannere og velkomstdrinks med blommebrændevin. Det var helt vildt, den måde, vi blev modtaget på. Selv byens borgmester stod klar til at ønske os velkommen.

Selve kampen endte 0-0, så den kommer ikke på Mogens Gregers Madsens top-3 over bedste landskampe. Men stemningen på stadion får til gengæld en første plads.

- Af en eller anden grund sad vi ikke med de andre danske fans. Vi sad fuldstændig omringet af hjemmeholdets fans, og jeg tænkte bare: "Åh nej, hvordan skal det dog ikke gå." Men det viste sig at være en kæmpe fest. De var meget venlige og delte gerne deres brændevin med os. Så det var en meget festlig dag og en sjov tur.

6 Da fodboldspillerne var rockstjerner

Louise Pettersson er vild med fodbold, og for hende opstod kærligheden under VM i Mexico i 1986. Foto: Agnete Slichtkrull

- Til VM i Mexico i 1986 mærkede jeg for første gang den stærke fællesskabsfølelse, der er i fodbold, og det var dér, min kærlighed til fodbold opstod.

Louise Pettersson er til daglig kulturredaktør på Jyllands-Posten. Men hun er også rød og hvid i hjertet og meget glad for fodbold.

Fodboldkærligheden opstod i '86, da Louise Pettersson var 14 år, og landsholdet drog til Sydamerika og tændte fællesskabs-gnisten i både hende og i Danmark.

- Dengang var landsholdet virkelig bare guldholdet. De var jo rockstjerner, og jeg tror, hele Danmark var på fornavn med spillerne. Det var i hvert fald noget helt andet end i dag, hvor jeg ikke tror, at mange danskere ville kunne nævne fem nuværende landsholdsspillere ved navn.

Der er særligt én kamp ved slutrunden i 1986, som Louise Pettersson husker tydeligt.

- Vi skulle spille mod Uruguay, og vi endte med at vidne 6-1. Det husker jeg som værende fuldstændigt sindssygt flot. Den kamp står stadig meget klart for mig, og den nationale fællesskabsfølelse, der opstod i forbindelse med landsholdet dengang, synes jeg stadig, er meget unik.

Annonce
Alarm 112 For abonnenter

Kvinde dømt for vanrøgt af 25 heste: Dyrene var indsmurt i gødning og havde øjnene fulde af udflåd

Danmark

Fredagens coronatal: 324 nye smittede

Annonce
Annonce
Annonce
Vejle

Husk det nu: Lørdag og søndag aften og nat er Fredericiavej spærret - lastbiler dirigeres helt udenom

VEJLE For abonnenter

Heidis bryllupsgave var en rød knallert: Mød sko-sælgeren, der elsker at få Vejle til at 'smage dansk'

Vejle

De ældres formand går af efter valgballade: 'Det er noget skrammelværk, og jeg er rigtig ked af, at det har udviklet sig på den måde'

Navne For abonnenter

Louis Bülow fortæller om sine minder: Fra en svunden tid - og dem, jeg savner

Alarm 112

15-årig provokerede politiet ved Eskes Bier Bar, hvor han henviste til drabet på fire betjente i 1965: - Det er imponerende, han kender sin politihistorie

Vejle For abonnenter

Så faldt hammeren: Ekskluderede medlemmer af Vejle Motorbådklub har fået deres dom - 'nu er de værste smidt ud'

Vejle Boldklub

Lyt til podcasten om VB: Intet i statistikkerne peger på en sejr over Viborg, men derfor tror Banke og Møllenberg på det

Vejle

Se video fra Vejles pressede morgentrafik - så laaaang tid tager det at komme til midtbyen ad populær indfaldsvej

Danmark

Løvkvist: Thulesen vil trække en streg i sandet - men vil Pia K. dele vandene?

Navne

To Vejle-kokke kæmper om samme titel: Felix går fra at være tv-vært til at bedømme gourmet-retter med østers

LEDER For abonnenter

Havnefoged-chikane, eksklusion af medlemmer og en kommende retssag i Vejle Motorbådklub er dybt tragisk: Forlig jer nu, I skabhalse - vi behøver ikke mere underholdning

Alarm 112

79-årig kvinde blev kontaktet af Skat, der ville give hende mere end 2000 kroner: 'Jeg kan afsløre, at Skat ikke ringer og giver gaver'

Annonce