Annonce
Fredericia

Cross training: Flere gange om ugen træner medlemmer af Cross Training Fredericia i Kanalbyen

Flere gange om ugen træner mænd og kvinder fra foreningen Cross Training Fredericia i Kanalbyen, og du kan også deltage. Foto: Steen Højgaard
Også om vinteren træner de aktive i foreningen Cross Training Fredericia udenfor. I øjeblikket kan du opleve dem i Kanalbyen flere gange om ugen. Og du kan være med.
Annonce

Fredericia: I alt ni gange om ugen kan du møde folkene fra Cross Training Fredericia i Kanalbyen.

De slæber traktordæk, løfter bjælke-stykker, laver mavebøjninger, svømmer i kanalerne, klatrer i tov over kanalerne og meget, meget andet.

Hver gang er de små 20 stykker, og der er i alt 100 medlemmer af foreningen, der på arbejdsdage selv laver deres motions-redskaber.

- Cross training er en kombination af leg og sport. Og vi gør det udenfor hele året. Det er noget med at komme ud at være barn igen. Vi har haft medlemmer, som ikke har slået en kolbøtte, siden de var små, og andre har ikke gjort andre ting i rigtig mange år.

Sådan fortæller Rasmus Reif, der er træner.

Og han slår fast, at der er plads til flere, som vil bevæge sig udenfor sammen med andre.

Klubben er fem år, og alle er velkomne.

- Vi laver et nyt program til hver træning og har et par containere her i Kanalbyen med udstyr. Nyeste er, at vi får nogle undervands-scooters, som man holder i og svømmer efter.

- Ud over det har vi investeret en del penge i selve vanddelen, da det er ved vandet, vi holder til. De nye oppustelige svømme-platforme skal blandt andet bruges til vores næste store sommer-event søndag 18. august. Den hedder OCR-Cross Water Games Vol. 2,fortæller Rasmus Reif.

Man kan bare møde op, hvis man vil overvære træningen eller måske tilmelde sig en prøve-træning.

- Der trænes i Kanalbyen mandag og onsdag kl. 9, 16 og 19.30. Fredag er det klokken 9 og 16, og søndag fra kl. 10 træner vi et par timer, mens det de andre gange er mellem en time og halvanden. Husk, at første prøvetræning er gratis, fortæller Rasmus Reif.

Han og Marco Wollau er klubansvarlige, og bestyrelsen består af Morten Tvillum og Jesper Andersen.

- Marco og jeg startede Cross Training Fredericia, efter at vi havde set de kommercielle centres begrænsninger i at kunne kombinere hård fysisk træning med udendørslivet, fortæller Rasmus Reif.

Foreningen har siden sin dannelse udelukkende været båret af ulønnet indsats.

På trods af sin forholdsvis korte levealder har Cross Training Fredericia allerede været med til at holde idrætsdage for skoler og unge mennesker, der har haft deres gang i de nu nedlagte orange haller i Fredericia.

Rasmus Reif siger, at foreningens træning sigter på at ramme så bredt som muligt.

- Alle kan som sagt blive medlem af klubben, men det kræver, at du er aktiv i træningen mindst tre gange halvårligt, fortæller Rasmus Reif, der også er aktiv som maste-tekniker hos Teracom A/S i Taastrup ved København.

Når man træner i Kanalbyen, er det oplagt at bruge vandet til at kravle hen over. Foto: Rikke Engmann Hansen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Give For abonnenter

Sygepleje-elev under den spanske syge: Jeg stod alene med den døde mand - og alle de andre patienter

Annonce