Vejle: En god håndfuld af Dæmningens restauratører har taget opstilling ved den sidste rustne bro over Mølleåen.
Det klare åvand forsvinder i et stort rør, der løber under Dæmningens asfalt og først bliver synligt igen 450 meter længere nede ad den trafikerede færdselsåre, hvor den løber ud i Vejle Å ved Sønderåparken.
Restauratørerne spejder forgæves efter åen, og det ærgrer dem, at projektet med at frilægge åen aldrig er gjort færdigt. De ser gerne, at Mølleåen er fritlagt mindst hen før Kirkegade, hvor Dæmningen snævres ind før lysreguleringen.
- Vi har et godt samarbejde med Vejle Kommune, der har valgt at samle nattelivet her på Dæmningen, hvilket er en god løsning. De har lavet en god belysning på Dæmningen, men det er, som om det er stoppet der. Man mangler at få skabt noget miljø hernede og få gjort det mere attraktivt at være her, siger Michael Juul Sørensen, medejer af Temabar og Barmix.
De har lavet en god belysning på Dæmningen, men det er, som om det er stoppet der. Man mangler at få skabt noget miljø hernede og få gjort det mere attraktivt at være her.
Michael Juul Sørensen, medejer af Temabar og Barmix
Så plan for et år siden
Han har følgeskab af repræsentanter for The Old Irish Pub, Tartan Pub og Zwei Grosse Bierbar, mens restauratører fra gadens spisesteder som Street Food Vejle og Madindustrien også er til stede.
De har netop været samlet til et distriksmøde - et såkaldt BID-møde - på Dæmningen, og det er efterhånden et år siden, at de havde stadsarkitekt Lisbet Wolters med på et lignende møde.
- Hun præsenterede en skitse over den videre fritlægning af åen, og vi syntes, at det så fedt ud. Det kunne være skønt at skabe et miljø også for familier, for det er ikke kun nattelivet, men også restauranterne som street food, Steakeriet og Royal Pita, der gerne vil have udviklet området, siger Michael Juul Sørensen.
Er et forladt område
Restauratørerne er enige om, at Dæmningen i dag fremstår som en trist gade, der samtidig er lidt af en motorvej for trafikanterne.
- Vi vil gerne gøre det mere attraktivt at komme herned og sidde, også i dagtimerne, så det ikke som i dag virker som et lidt forladt område, siger Marianne Sohn Nygaard, forpagter af Tartan Pub.
Restauratørerne afviser, at de har mulighed for at putte økonomi i den investering, det vil kræve at forlænge Dæmningens å-åbning.
- Men vi vil alle være aktive og være med til at give det et løft, så vi sammen kan få skabt et godt miljø hernede, siger Simon Klünner, førstemand hos Old Irish Pub.
Å-åbning er mislykkes
Ved det aktuelle BID-møde havde restauratørerne inviteret kulturudvalgsformand og viceborgmester Dan Arnløv Jørgensen (K) med, men han kom ikke for at give sin opbakning til ønsket om å-åbningen.
- I min optik er det ikke det projekt, der ligger først for i investeringsplanerne. Jeg synes heller ikke, at første del af åens åbning er vellykket. Åen ligger i den forkerte side af Dæmningen i forhold til solen. Den ligger i skygge det meste af tiden, og man kan ikke se vandet i åen, som ligger dybt. Hvorfor så åbne en å? spørger viceborgmesteren.
Derfor mener han, at det kræver en anden løsning for en videreførsel af åen, og det skal samtidig være en løsning, der tager hensyn til trafikken.
- Jeg kan ikke se, at der er dukket mange caféer og restauranter op på Dæmningen efter åbningen. Havde den været en succes som i Aarhus, var der nok åbnet en del, konstaterer Dan Arnløv Jørgensen.