Annonce
Vejle

Dørbank og opfordring til massetest virkede: Smitten har tabt pusten i Vejles opgange

Man kommer hinanden mere ved i blandt andet Finlandsparken end ude i villaområderne. Man rører ved det samme gelænder og kører i den samme elevator. Derfor har smitten generelt bedre kår. Arkivfoto: Benny F. Nielsen
På et tidspunkt lå den såkaldte incidens for Nørremarken på knap 600. I dag er den faldet til niveauet for resten af Vejle Kommune.

Vejle: Nørremarken og Søndermarken i Vejle har været hårdt ramt af coronavirus. Men nu er der godt nyt fra de tæt befolkede områder som Finlandsparken og Løget.

Det fortæller sundhedschef i Vejle Kommune Diana Krogstrup, der holder nøje øje med smitteudviklingen i hele kommunen, men især i de områder, hvor beboerne kommer hinanden ved i opgange og elevatorer.

Her havde den verdensomspændende virus rigtig godt fat for bare et par uger siden. Den såkaldte incidens nåede for Nørremarken helt op på knap 600.

- Og i dag er vi helt nede på 80. Det er nogenlunde det samme niveau som for hele kommunen. Søndermarken har været over 400 og er i dag nede på 126. Det er en dejlig udvikling, siger Diana Krogstrup.

Incidensen er et tal, der fortæller, hvor mange nysmittede et område har haft den seneste uge pr. 100.000 indbyggere. Tallene, som sundhedschefen referer til, får Vejle Kommune som landets øvrige kommuner dagligt tilsendt fra Styrelsen for Patientsikkerhed.

Annonce

Indsats båret frugt

Sundhedschefen havde ellers frygtet for udviklingen og glæder sig over, at de tiltag, som blandt andet kommunen og andre myndigheder søsatte i områderne, har virket efter hensigten.

Der er blevet banket på døre og foretaget målrettet smitteopsporing. Kommunen har også gjort en ekstra indsats for at oversætte eksempelvis budskabet om at blive testet til alverdens sprog og taget fat i relevante netværk.

- Vi har blandt andre haft fat i de religiøse samfund. Vi må antage, at det er den indsats, der nu har båret frugt. Sammen med forårets kommen, hvor vi naturligt lufter mere ud og generelt er mere udenfor, vurderer Diana Krogstrup.

Hun og kollegaerne ånder dog ikke helt lettede op endnu. Påsken er lige overstået, og nogle har måske været mere sociale end ellers.

- Så vi er selvfølgelig lidt spændte på, hvad der sker hen over de næste dage. Indtil videre kan vi ikke se en konsekvens. Flere end nogensinde er blevet testet lokalt, men det gør ikke, at vi har fundet flere smittede, siger sundhedschefen.

Annonce

Smitten i landsbyen

I Vejle midtby ligger ifølge Diana Krogstrup incidensen på 71 og altså under gennemsnittet for hele kommunen. De tre hårdest ramte områder i kommunen vil nok overraske de fleste.

Vonge tager førertrøjen med et incidenstal på 243. Herefter kommer skoledistriktet Nørup, Vandel og Randbøldal med 187 - og endeligt Grejs med 172. Her bor ikke mange, så reelt er det ikke ensbetydende med, at smitten er slem. Her er aktuelt mellem fire og otte smittede i hvert område.

- Ydermere kan vi se, at aldersfordelingen i hele kommunen er bred blandt de smittede. I de foregående uger har smitten ramt børnene og de unge hårdest. Lige nu er det, hvis man skal nævne en gruppe, de 40-49-årige, fortæller sundhedschefen.


Vi må antage, at det er den indsats, der nu har båret frugt. Sammen med forårets kommen, hvor vi naturligt lufter mere ud og generelt er mere udenfor.

Diana Krogstrup, sundhedschef


Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Alarm 112

Kaffetørst førte til storbrand på Randbøl Hede: Se skaderne i videoen her

Annonce