Annonce
Erhverv

Dagli'Brugsen i fremgang: Ny uddeler har fået vendt negativ udvikling

Mark Stage blev opfordret af sin salgschef til at søge stillingen som uddeler i Ågård, selvom han kun var 23 år. Men han var klar til udfordringen, og det er på få måneder lykkedes at skabe fremgang i butikken. Arkivfoto: Mette Mørk
Mark Stage startede 1. august som ny uddeler i Dagli'Brugsen i Ågård. Siden er både omsætning og antallet af daglige ekspeditioner steget støt. Han håber på allerede til næste år at kunne præstere et budget med sorte tal på bundlinjen.
Annonce

Ågård: Der har i flere år været røde tal på bundlinjen hos Dagli'Brugsen i Ågård. Men det skal snart være fortid, hvis det står til Mark Stage, der 1. august tiltrådte stillingen som ny uddeler i butikken.

- Regnskabet for 2019 viser et underskud på cirka en halv million kroner. Det er meget for en butik af den her størrelse. Men med i det regnskab tæller også, at vi havde et kølernedbrud, der blandt andet kostede nye kompressorer og en samlet regning på cirka 120.000 kroner. Det gjorde ondt i vores budget, forklarer han.

I budgettet for 2020 regner man med at få et lille underskud, men Mark Stages eget mål er at lave et regnskab, der går i nul.

Vi har de seneste måneder hver uge haft 10-11 procent flere kunder igennem hver uge i forhold til samme periode sidste år. Samtidig kan vi se, at der kommer mere i kurvene.

Mark Stage, uddeler

Annonce

Rigtig god start på 2020

Selvom det er et ambitiøst mål at forsøge at øge omsætningen med en halv million kroner på et år, så tror Mark Stage på det.

- Vi har de seneste måneder hver uge ligget på mellem index 110 og 111, altså vi har haft 10-11 procent flere kunder igennem hver uge i forhold til samme periode sidste år. Samtidig kan vi se, at kunderne køber flere varer her. I gennemsnit kommer der syv-otte procent mere i kurven end før, forklarer han.

Det nye år er også startet rigtig godt. Faktisk lå omsætningen for årets første uge alene mere end 50.000 kroner over budget.

- Det er fedt, at vi er kommet så godt i gang med det nye år allerede. Jeg har ingen forventning om, at vi kan ligge så meget over budget hver uge, men hvis vi kan holde fast i den gode kadence, butikken er i, så mener jeg, det er realistisk allerede til næste år at begynde at lave overskud i butikken, siger uddeleren.

Annonce

Ja tak-tilbud

Selvom Mark Stage tiltrådte som uddeler i en alder af bare 23 år og dermed er landets yngste uddeler i en Dagli'Brugs, har han flere års erfaring med i baghånden og kom senest fra en stilling som souschef i en stor Dagli'Brugs ved Odense.

- Jeg har taget mange af de ting med, vi gjorde i min gamle butik, med, for der havde vi også fået vendt en negativ udvikling til butik i fremgang. Blandt andet har vi daglige "ja tak"-tilbud på Facebook, som virker rigtig godt. Vi kan se, det er noget, der trækker kunder ind i butikken, og når de så alligevel er her, så køber de ofte andre ting også, forklarer han.

Netop "ja tak"-tilbuddene er noget, man kan høre folk i området omkring Ågård tale om. For tilbuddene bliver præsenteret som små videoklip, hvor uddeleren med sin meget tydelige fynske accent på kæk vis fortæller om dagens tilbud, som kan være alt muligt forskelligt.

For Mark Stage er det samtidig vigtigt, at butikken altid præsenterer sig pænt - eller står helt skarpt, som han selv udtrykker det - men også at der løbende bliver flyttet lidt rundt på nogle varer efter sæson og tilbud.

Annonce

Flere nye varer

Nye varer er også kommet til, efter Mark Stage er startet i butikken.

- Blandt andet har vi haft kunder, der har efterspurgt laktosefri mælk. De plejede at køre til brugsen i Vester Nebel for at handle, for der kunne de få laktosefri mælk. Jeg troede ikke umiddelbart selv, at det var noget, der kunne sælge her, men det kan det sagtens. Så det er nu blevet en fast del af vores grundsortiment. Og dem, der plejede at køre til Vester Nebel, handler nu her i stedet, siger han og fortsætter:

- Kunder er altid velkomne til at efterspørge noget, de mangler. Vi kan faktisk bestille helt ned til kun seks styk af en vare, så jeg prøver gerne at bestille varer hjem og se, om det sælger eller ej. Det har flere kunder fundet ud af, så det betyder også, at der efterhånden er kommet en del nye varer til på hylderne, forklarer han.

Annonce

Fedt at gå på arbejde

Mark Stage har nu været ansvarlig for butikken i godt fire måneder, og han er faldet godt til. Han har et godt samarbejde med de ansatte og bestyrelsen, og kunderne har taget godt imod ham.

- Det var lidt hårdt i starten, for der var mange ting, jeg lige skulle sætte mig ind i, men jeg kunne hurtigt mærke en fremgang, og det giver meget energi, siger han.

Køreturen til og fra Odense, hvor han bor, tager han også i stiv arm.

- Det er da en lang tur, men når man kan se, at det går den rigtige vej, så er det fedt at gå på arbejde, siger Mark Stage.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce