Annonce
Debat

Dagplejen - en oase i den pædagogiske pølsefabrik

På kant: På mandag starter mit yngste barn i børnehave. Og lad mig bare sige at TV2s dokumentar om forholdene i den dårligste del af de københavnske daginstitutioner kom på et urovækkende tidspunkt.

Jeg er pædagog og har arbejdet i daginstitutioner hvilket var en af grundene til at vi bevidst fravalgte vuggestuen til fordel for dagplejen. I vores omgangskreds et lidt kontroversielt valg, men efter to børn er jeg er faktisk fan. Af alle de offentlige institutioner, som jeg har haft berøring med, er dagplejen den eneste, hvor jeg uden tøven oplever, at kvaliteten er højere end det, jeg betaler for.

Dagplejen er teoretisk set en hønemor m/k med fire (måske fem) små kyllinger. Man afleverer hver dag sit barn til at andet menneske. Et menneske med et ansigt og et hjem og en klar interesse i at opbygge en personlig relation til mit barn. Og måske er det ligefrem sådan at dagplejerens manglende pædagogiske uddannelse skaber opmærksomhed og ydmyghed omkring opgaven.

Ja, der er forskelle på dagplejere. Vi har prøvet en del af dem, og det er ikke altid, at holdninger og æstetik er helt i synk med vores egne. Men altid har vi haft følelsen af at vores børn var i menneskehænder. Jeg vil både som pædagog, far og borger sluge al teoretisk stolthed, hvis jeg kan opnå det.

Dagplejen har af mange grunde en strukturel robusthed overfor system- og kassetænkning. Når vi skal rydde op efter New public management og dets hærgen gennem Danmark, så tror jeg vi kan finde inspiration i dagplejen - som om vi bar et barn varsomt på armen.

Mikael K. Bjerre
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce